Kvinde sidder i sofa og kigger ud af vindue.

Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere

En læser har skrevet til Nillou Zoey Johannsen og beder om hendes vejledning til, hvad hun skal vælge at gøre i forhold til hendes uddannelse og karriere.

alt.dk logo

Spørgsmål om karriere

Jeg står et sted i mit liv, hvor alting føles meget usikkert og åbent. Jeg afslutter min bachelor til januar, og i lang tid har jeg troet, at jeg vidste præcis, hvad mit næste skridt skulle være. Jeg havde planlagt at læse en bestemt 1-årig masteruddannelse i Italien, og jeg havde mentalt forberedt mig på både flytningen, forandringen og hele den nye begyndelse. Det føltes som det helt rigtige for mig.

Men nu er uddannelsen pludseligt blevet nedlagt, og det har efterladt mig i en form for limbo. Jeg står tilbage uden en klar retning og med en følelse af, at det fundament, jeg havde bygget mine planer på, er forsvundet. Jeg er derfor meget i tvivl om, hvad jeg skal nu.

På den ene side er jeg åben for at arbejde fuldtid og få noget erfaring, men jeg er samtidig bange, at hvis jeg ikke læser videre, kan det gøre det sværere at få jobs i fremtiden, fordi jeg er bange for, at jeg vil blive valgt fra, hvis jeg ikke får en kandidat, når så mange andre gør det. 

Samtidig har jeg lyst til at læse videre, det var jo min plan, men jeg kan ikke finde en dansk kandidatuddannelse, der taler til mig eller giver mig den gnist og begejstring som den i Italien.

Så jeg føler mig splittet mellem de to veje, jeg står overfor nu, og jeg frygter at vælge “forkert”.

Jeg kan allerede mærke, at 2026 for mig kommer til at handle om nye begyndelser, men også om at træde ud i noget ukendt uden helt at kunne se, hvad der venter. Jeg håber derfor, at du måske kan give mig lidt indsigt i, hvad der ligger foran mig, og hvordan jeg bedst navigerer den her overgang.

Nillou svarer

Man siger, at når én drøm braser, er det, fordi universet har noget Sendnu bedre i sigte. Men først må vi blive bevidste om, hvilken energi vi selv sender ud. Så mit spørgsmål er: Hvor meget har den kollektive frygt for, at en bachelor ikke er nok, og at du på sigt taber til mere veluddannede kandidater, fyldt i dig, måske i din underbevidsthed, og dikteret dit valg om at læse videre? Vi vil gerne have dig til et sted, hvor du er fyldt af lyst og motivation. Så skal den perfekte masteruddannelse nok dukke op.

Den logiske, rationelle og kontrollerende del af vores hjerne vil så gerne regne vores liv ud på forhånd, for det føles trygt og sikkert. Den del vil ikke træde ud af flokken og gå egne veje, for det er utrygt. Mens vores skabende og kreative del – den, som kan se i helheder – har aldrig brug for den sikkerhed, for den er ikke bange. Den følger følelsen og fornemmelsen: det, der ikke kan måles, men som føles rigtigt. Din begejstring er altid din ledetråd.

Jeg læser det, som en drøm om Italien er brast, og nu pibler frygt, fornuft og sikkerhedstankerne ind. Min erfaring er, at hvis man træffer et valg fra frygt eller på baggrund af et tab, så viser det nye valg sig sjældent at være helt rigtigt alligevel.

Jeg har trukket tarotkort for dig, men helt generelt passer dit tema også med energien i denne uge og hele 2026 generelt. Noget er afsluttet, men vi har ikke set det nye udfolde sig. Limboen er din gave og din mulighed for at finde ind til det, der er helt rigtigt for dig.

Du har din sol i Fiskens tegn. Planeten Saturn har været i Fiskene siden 2023, hvor den har forsinket og muligvis også forhalet nogle af dine drømme. Saturn er den hårde skolelærer, han er regler og love, det er ham, der styrer tid og karma, men han ejer den nåde, at når vi først har lært at følge reglerne, kommer han med sin belønning. Han forlader Fiskene til februar, hvorefter du bedre kan svømme frit i verdens have. Han vil have lært dig at være tro over for dig selv og dit hjerte og handle i overensstemmelse med tiden og økonomien.

Det er lidt sjovt, for jeg tunede ind på dig, inden jeg trak dine tarotkort, og jeg fik en klar fornemmelse af noget kærlighed omkring dig.

Det kort, der faldt ned for dig, er De 2 kopper. Det er det smukkeste og bedste kærlighedskort. Så der er noget med kærligheden, som måske gerne vil åbenbare sig. I bunden af dækket lå der nogle andre hjælpekort til mig.

I første omgang vil det være fint med en pause og et job efter din bachelor, hvor du kan arbejde, spare op – og der er måske noget kærlighed. Så er der faktisk en ny, smuk begyndelse fra juli, hvor du kan træde ud i verden, eller hvor planlægningen falder på plads. Hvis jeg skal tolke, vil det være, at du finder en ny master i udlandet, der kan noget af det samme som den i Italien fra sensommer 2026 – som du også kan finansiere, hvis du arbejder først.

Bliv bevidst om de sætninger, du har skrevet med tid, alder og frygten for at blive valgt fra, hvis du følger din egen intuition. Og husk, at det er aldrig for sent at starte noget nyt op i livet. Du sætter selv dine egne begrænsninger.

Og det vigtigste er, at du aldrig bliver valgt fra, hvis du vælger med dit hjerte. Det er kollektive løgne, vi har lullet os selv ind i for magelighedens skyld, for at undgå at tage ansvar for vores egen vej, vores egne drømme og for at undgå at træde ud af flokken og mærke ind i vores egen storhed.

Jeg ønsker dig god vind til dit kommende eventyr.

Skriv til Nillou

Nillou Zoey Johannsen i hvid skjorte fotograferet på lyserød baggrund.

Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at trække tarotkort og bruge sit klarsyn. 

Send din mail til knutzen@alt.dk

Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + hvis der er andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk.

Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion.