Ung kvinde med rødt hår hviler hovedet på armene og ser eftertænksomt mod kameraet.

Hvornår vil jeg opleve kærlighed igen?

En læser har skrevet til Nillou Zoey Johannsen. Hun er kommet ud af et karmisk forhold, og hun har brug for at møde en ny kærlighed. 

alt.dk logo

Hvornår træder kærligheden ind for mig? Jeg har brug for at møde den sidste og store kærlighed efter en karmisk relation. Mit sidste forhold varede 2 1/2 år, og jeg har altid set mig selv som værende hende, der skal lave om på mig selv eller ændre adfærd for at blive elsket. Mange af mine erfaringer/forhold har båret præg af, at jeg blev valgt fra.

Forholdet var karmisk, fordi der i det forhold lå, at jeg skulle lære, at jeg ikke bare skal give for at blive elsket, men lære at sætte grænser.

Dette forhold blev ét, jeg afsluttede

De fleste dage føler jeg mig som en vinder, fordi jeg forlod det. Andre dage er jeg bare vred og skuffet over at blive behandlet, som jeg gjorde. Det er faktisk der værste her bagefter, at det fylder så pokkers meget i mine tanker.

MVH Krebsen

Nillou svarer:

Jeg vil godt starte med at udfordre det, du skriver, om, at du har ”brug for at møde den sidste og store kærlighed.”

Når vi har en præmis om, at vi har ”brug” for noget fra andre mennesker (og i dette tilfælde ”den sidste store kærlighed”), så risikerer vi at sætte os selv i en afhængighedssituation, hvor vi skal ændre os selv for at få noget, vi har idealiseret fra en anden. 

Dermed er kærligheden ikke en kraft, vi selv har adgang til, men noget der skal fyldes på i os. Når vi som børn for eksempel vokser op hos utilnærmelige, utilregnelige, meget selvoptagede og/eller distancerede forældre, hvor vi ikke bare oplever ubetinget kærlighed, begynder vi at forhandle med vores værdi. Vi krymper, vi lader være med at være besværlige, vi forlader vores naturlige instinkter osv. – alt sammen for at blive elsket. Og det er lige præcis disse indgroede mønstre, som vi har fået med os i opvækstgave, som et karmisk forhold i sin højeste essens kan hjælpe os med at indse og forløse.

Taget det rigtige skridt

Det er supergodt, at du tog styringen og afsluttede forholdet. Karmiske forhold bliver ofte misforstået som soulmate-forhold til at begynde med, fordi de er intense, genkendelige og kan føles skæbnebestemte. Men hvor soulmate-relationer både kan være katalytiske og vedvarende, er karmiske relationer først og fremmest katalysatorforhold. De er her, for at du kan lukke en cyklus – og komme videre. Så her har du taget det helt rigtige skridt ved at gå.

Du skriver, at du bruger meget energi på vreden, og det siger mig, at selvom du har afsluttet, så har du ikke hevet energien hjem til dig igen. Og tro mig: Du vil ikke møde kærligheden, før du har fået integreret din energi tilbage hos dig selv og føler dig hel i dig selv. For ellers ender du igen i et kærlighedsforhold, du idealiserer, og hvor du ikke ser klart, og hvor du måske igen ender med at forlade dig selv eller forhandle om dine grænser for at blive elsket.

Du er født den første dag under Krebsens empatiske og følsomme sol. Krebsen er arketypen på Moderen og Healeren, og den er god til at konsumere andres energi. Derfor bliver den ofte betegnet som en empat.

Krebsens opgave er at lære at give den samme omsorg til sig selv, som den giver udadtil, og ikke lukke ned af frygt og skepsis. Siden 2008, hvor Pluto gik i Stenbukken, som Krebsens modsatte tegn, er Krebsen blevet grundtestet i sit forhold til andre. Pluto i 7. hus kan betyde svære partnere og forhold á la det det, du beskriver. Ikke for at straffe, men for at transformere. Pluto er magt, og når Pluto er i det modsatte tegn, kan det føles som afmagt. Afmagten er en invitation til at finde din indre urkraft, og ikke gøre dig afhængig af andre.

Dit karmiske forhold har peget på alle dine arbejdspunkter. Nu skal du have det hele integreret i dig, så du ikke misser ud på det, jeg har at fortælle dig. Siden juni 2025 og frem til juni 2026 har Krebsen Jupiter i transit. Jupiter er meget heldig for alle krebse, og du kan lettere manifestere dine ønsker nu, men du skal være parat.

Tillad smerten at dø i dig

Noget andet er, at du er født den 22, og 22/4 er numerologisk et tal, der handler om innovation og at turde bygge nye verdner op. Men også om, at man kan komme til at se verden igennem lyserøde briller. Så det er vigtigt for dig at lære at stole på dine instinkter og dit nervesystem, når det fortæller dig, at noget er off. Ellers kan du komme til at bygge en illusion op omkring din partner og forlade dig selv og din mavefornemmelse.

Dine kort peger på det samme. Du får The Wheel of Fortune, så skæbnen drejer i din retning og skaber held. Brug energi på at forberede dig (3 of Wands), så du er klar, når dine skibe kommer i land. Du er såret lige nu (9 of Wands) og har et stærkt forsvar. Det er helt fint, at du beskytter dig selv og dit sår. Du er nødt til at få bearbejdet de svigt og bedrag, du har oplevet, med 10 of Swords. Det gode ved det kort er, at selvom der ikke er et sted på kroppen, hvor der ikke sidder et sværd, så er kampen også slut, og en hård cyklus er afsluttet. Du får The Judgement-kortet til slut, der inviterer dig til at gå tilbage og gennemgå dine smertelige oplevelser. Men på en ny måde: Tillad smerten at dø i dig, så din sjæl kan genopstå i en ny og stærkere version.

De kommende måneder vil jeg invitere dig til at være ultrabevidst: Hver eneste gang du tager dig selv i at skælde din ex ud (inde i dig selv), og forklare ham, hvor unfair han var, i uendelige monologer; hver eneste gang du får lyst til at hævne dig eller tjekke op på ham; hver gang du sender ham energi, stopper du op og takker dig selv og Universet for, at du mødte ham, og derigennem mødte de sår indeni dig selv, som mødet med ham gjorde dig bevidst om. Så du kunne få lov til at slippe dem. 

Mærk taknemmelighed i kroppen og hjertet over, at du evnede at gå fra ham, og send ham væk med kærlighed. Så du trækker din energi hjem igen og tager ejerskab over situationen og husk, at han bare er en katalysator for din udvikling. Vid, at du intet har tabt, men du til gengæld har muligheden for at blive endnu mere dig selv.

I bunden af dækket er der hjælpekort, der siger, at du de kommende fire måneder kan styrke dig selv, dine grænser og din selvkærlighed. Til sommer ser det ud til, at kærligheden melder sig igen. Denne gang af den slags, du virkelig ønsker og drømmer om.

Jeg ønsker dig held og kærlighed.

Skriv til Nillou

Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at trække tarotkort og bruge sit klarsyn. 

Send din mail til knutzen@alt.dk

Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + et uddybende personligt skriv om situationen, hvor man selv står følelsesmæssigt og konkret. Er der andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet, så tag dem endelig med i din mail. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk.

Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion.