Min mor har ikke tid til at være bedstemor

Jeg talte lige i telefonen med min mor og synker frustreret ned i stolen. Jeg mærker, hvordan det koger i mig. Som så ofte før sidder jeg tilbage med en ubehagelig følelse af, at min mor er bitter på mig, uden at jeg forstår, hvad jeg har gjort forkert. 

Og denne bitterhed er blevet meget mere mærkbar, efter at jeg selv fik børn. 

Det er, som om hun ikke under mig at være bedre stillet end hende, da hun var småbørnsmor. Desuden er det sårende, at hun skal se det at passe min datter Alma som en byrde, en belastning og et offer.

Alma er opslugt i sin egen lille verden foran mig på gulvet. Hvilken fantastisk gave et barn er, tænker jeg taknemmeligt. Hvorfor skal min mor altid fremhæve alle de ofre, hun måtte gøre, fordi hun fik mig? Hvorfor kan hun aldrig tale om de glæder, et barn giver? 

Jeg forguder min lille datter og nyder hvert øjeblik, jeg får mulighed for at tilbringe sammen med hende. 

Selvfølgelig har jeg også erfaret, at det kræver sit at være alene med et lille barn. Derfor er det dejligt at få aflastning, selvom man elsker at være sammen med sit barn mere end noget andet.

Min mand Arne arbejder i Nordsøen og er væk i to-tre uger ad gangen. Disse perioder plejer at blive lidt lange, hvis jeg ikke får mulighed for at komme ud og koble af fra hjemmetilværelsen. 

Jeg må indrømme, at jeg indimellem har behov for at få morrollen lidt på afstand, når Arne er på havet, derfor sker det, at jeg spørger min mor, om hun vil passe Alma.

Det var det, jeg netop gjorde. Jeg ringede til min mor og spurgte, om hun ville passe Alma en aften, så jeg kunne gå i biografen. 

– Du har det godt, Helga, sagde hun nærmest sarkastisk. 

– Du kan bare ringe, hvis du har brug for aflastning. Så enkelt var det ikke for mig, skal jeg sige dig! Jeg var alene næsten hver eneste dag, og dine bedsteforældre var gamle og trætte og stillede ikke op med et øjebliks varsel, som vi gør!

– Jeg ved det, mor, sukkede jeg og himlede med øjnene. 

– Men kan du ikke bare være sød at svare på, om det passer eller ej?

Hun tænkte højt et øjeblik og opremsede alt det, hun egentlig havde på programmet, før hun næsten fornærmet konkluderede, at det godt kunne lade sig gøre.

 – Men så må det blive tirsdag, det er den eneste aften, jeg kan, sagde hun til sidst. Jeg sørgede for at takke ydmygt, som hun forventer, og jeg havde lyst til at græde, da jeg havde lagt røret på.

Hvorfor skal hun altid lade mig sidde tilbage med en ubehagelig følelse af, at jeg har det alt for godt? Er det min skyld, at hun var så meget alene, og at hun ofrede så meget for mig, da jeg var lille?

LÆS OGSÅ

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

Et problematisk ægteskab

Arne og jeg flyttede tilbage til vores hjemby, efter at Alma blev født. 

Efter at have studeret og arbejdet nogle år i en større by ønskede vi at komme tættere på vores familier, og begge var så heldige, at vi fik job her. Med undtagelse af min far, som bor i en anden del af landet, har vi alle bedsteforældrene i nærheden. Dette ser vi som en stor fordel for Alma og hendes eventuelle søskende.

Min mor og Arnes forældre var også meget tilfredse med, at vi valgte at flytte tilbage. 

Arnes forældre er en del ældre end mine og kan af helbredsmæssige årsager ikke være der for os så meget, som de gerne ville.

Mor er imidlertid både frisk og ung, men er mere optaget af at indhente det forsømte, når det gælder karriere og kærlighedsliv, efter at hun levede i et følelseskoldt ægteskab i mange år.

Min mor og far er begge i slutningen af 40'erne og blev skilt for lidt over fem år siden. De var unge, da de fik mig, og de havde netop fundet sammen, da min mor blev gravid. 

Den søde, romantiske sommerflirt blev ikke begyndelsen på en smuk kærlighedshistorie, men på et ægteskab som ingen af dem følte sig tilpas i. 

Min mor og far var ikke lykkelige sammen, noget jeg altid mærkede, selvom højlydte skænderier og ufred ikke var en del af hverdagen. Jeg fik kærlighed fra dem begge, alligevel var vores hjem præget af en form for tomhed – som kom af, at mine forældre var meget forskellige og ikke havde andet til fælles end mig. 

De formåede aldrig at finde en form på samlivet, der tog hensyn til begges interesser. Derudover rejste min far meget med sit arbejdet, og min mor fik lidt eller ingen aflastning i hverdagen. Hun måtte derfor i mange år opgive planer om uddannelse og job.

Efterhånden som jeg voksede op og blev mere selvstændig, viste hun stort behov for at bruge tid på sig selv og sine hobbyer. Hun tog sin længe ventede uddannelse og har fået et godt og ansvarsfuldt job. 

Hun har også mødt manden i sit liv og er måske for første gang helt igennem lykkelig.

Jeg ved jo, at hun elskede mig, men hendes liv var nok meget præget af de ofre, hun måtte gøre. Men hvad min mor ikke er klar over er, at jeg også led under at vokse op i et hjem med forældre, der ikke var glade for hinanden. 

Et barn mærker sådan noget. Der var aldrig en let, god og fortrolig stemning ved måltiderne. Mine forældre gav aldrig hinanden et kærtegn, sagde aldrig noget pænt til hinanden, viste aldrig hinanden fortrolighed. Og de gjorde mindst muligt sammen.

Som andre forældre tog de mig med til sjove ting som børneteater, biograf, cirkus og ture, men jeg var altid kun med én af dem. Så havde den anden børnefri, som de kaldte det.

Jeg husker en gang, jeg kom hjem fra skolen og hørte dem skændes. Jeg var vel otte eller ni år dengang. 

De havde ikke hørt, at jeg kom, og jeg stoppede foran stuedøren og lyttede. 

– Der er fodbold for ungerne i nabolaget på lørdag, hørte jeg min mor sige.

– Denne gang er det din tur til at stille op, jeg har aftalt med en veninde at gå i butikker. Du ved godt, at jeg næsten aldrig får tid for mig selv.

Min far protesterede. Han ville også helst være fri. 

– Din egoist, skreg min mor. – Denne gang nægter jeg at give efter. Du må ofre dig for en gangs skyld og vise lidt interesse for, hvad vores datter laver.

Jeg husker stadig, hvor ensom jeg følte mig, og hvor ked af det jeg blev. 

De andre børn skulle have både deres mor og far med til at heppe på dem. Og her stod mine og skændtes om, hvem der skulle ofre sig! Jeg husker ikke, hvem af dem der til sidst tog med, men jeg husker, hvor utryg og ulykkelig jeg var, da jeg stod og smuglyttede.

Jeg talte aldrig med dem om det, eller om hvor ondt det gjorde at føle, at jeg ødelagde mine forældres liv. I det hele taget manglede vores hjem alle de små ting, som tilsammen skaber en god atmosfære og giver et barn tryghed.

Tror jeg tager hende for givet

Jeg tror, min mor er bange for, at jeg tager hende for givet som barnepige, og at hun bliver udnyttet. Hun vil gerne være sammen med Alma, men det er meget vigtigt for hende, at det kun er, når det passer hende selv. At kigge forbi en lille time er fint, vel at mærke når det altså passer hende. 

Hvis jeg derimod beder om barnepasning nogle timer, så jeg kan gå i butikker en eftermiddag, stiller hun op, men ikke uden at lade mig høre, hvad hun egentlig havde tænkt sig at bruge eftermiddagen til. Jeg får en ubehagelig følelse af, at jeg beder om for meget, og at hun ofrer mere, end hun burde.

Arnes forældre slipper meget gerne alt, hvad de har i hænderne for at træde til, når det er nødvendigt, og når de er i stand til det, mens jeg føler, at jeg næsten står i gæld til mor, når hun tilbringer tid med Alma. 

Jeg er sikkert uretfærdig, for jeg ved jo også, at Alma er hendes øjesten. 

Min mor elsker sit barnebarn, men jeg tror, hun føler, at hun har brugt sin kvote, når det gælder børnepasning. At det blev nok gylp, rod, bleskift og ansvar, da jeg var lille. 

Nu ønsker hun at nyde livets dessert uden disse besværlige hverdagsting. Hun synes vel, at jeg bør kunne klare denne del selv, ligesom hun måtte.

Måske forlanger vi for meget af bedsteforældrene i dag? Dagens bedsteforældre er så unge og energiske, og mange bruger al deres energi på børnebørnene. Min mor prioriterer omvendt. 

Måske er jeg uretfærdig og egoistisk, fordi jeg ville ønske, at det var anderledes? 

Jeg bør vel unde hende muligheden for at skabe det liv, hun ønsker at leve. Den mulighed havde hun ikke, da jeg meldte min ankomst og gjorde hende voksen i begyndelsen af 20'erne. Det er bare så irriterende at se alt det efterslæb, hun skal indhente, efter tilsyneladende at have ofret sig selv for mig som ung mor.

Faktisk er jeg bitter over, at min mor og far ikke blev skilt tidligere og tog lidt hensyn til sig selv og deres behov dengang. Det tror jeg også, jeg ville have haft gavn af. 

Børn er trods alt tilpasningsdygtige, og jeg er overbevist om, at jeg ville have haft en bedre barndom, hvis min mor og far havde taget et valg, der havde gjort dem lykkeligere selv. I stedet levede de i et ulykkeligt ægteskab for min skyld.

Jeg elsker min mor og ønsker hende selvfølgelig al den lykke, hun kan få, alligevel gør det ondt, når hun mener, at hun mistede friheden, da jeg blev født. 

Jeg bad hende aldrig opgive så meget for min skyld, alligevel straffes jeg for det i dag. 

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.