Kvinde med hovedtelefoner sidder på bænk udendørs med smartphone i hånden.

Her er tre gode podcasts, der inspirerer til at skrue ned for farten

Sæt tempoet ned i ørerne og mærk roen brede sig i resten af kroppen. Podcasts er en enkel genvej til refleksion og nye perspektiver på en mere langsom hverdag. Her er tre, der inspirerer til at skrue ned for farten.

ALT for damerne logo

Træk vejret

Meditation er et af de bedste værktøjer til at komme ned i gear – et åndehul, der forbinder krop, åndedræt og tanker og giver nervesystemet ro. Netop det er omdrejningspunktet i DR Lyd’s meditationsserie, der præsenterer en række guidede mediationsforløb. 

Podcasten er en del af P2s tema RO PÅ, og stemmerne er ikke kun klassiske undervisere, men også kendte danskere – blandt andre Karen Mukupa, Rikke Hørlykke og Anne Glad. Fælles for dem er, at de selv bruger meditation aktivt i deres liv. Serien kan bruges som små pauser i hverdagen til at slippe tankemylderet og finde ro. 

Meditationerne tager ofte udgangspunkt i konkrete temaer som stress, søvn eller indre balance.

Podcast, ”Meditationer”, DR Lyd

Lev langsomt

Podcasten ”Vores Mentale Sundhed” tager fat i et af tidens største paradokser: Hvordan vi kan have så mange muligheder – og samtidig mistrives. 

Vært Lea Hellmann Midtgaard, der står bag sundhedsplatformen Mind Care Collective, har hver uge gæster i studiet til samtaler om alt fra stress og perfektionisme til mening og livsglæde. I afsnit nummer 98 taler hun med forfatter Karen Pallisgaard om langsom livsstil – hvorfor lever vi så hurtigt? Og hvorfor er det så svært at sætte farten ned? 

Karin Pallisgaard har skrevet en bog om emnet, og samtalen giver en række lavpraktiske råd til at skabe mere ro og leve en mere langsom livsstil.

Podcast, ”Vores Mentale Sundhed”, Spotify, Apple Podcast

Find nærværet

”Slow Home Podcast” er skabt af det australske par Brooke McAlary og Ben McAlary, som begge har gjort det til deres livsprojekt at sætte tempoet ned. Podcasten – der har mere end 300 afsnit over ni sæsoner – tager udgangspunkt i erkendelsen: at vi lever for hurtigt, er overbookede og konstant forsøger at følge med – men at vi faktisk kan vælge noget andet.

Gennem samtaler med gæster og hinanden undersøger de, hvordan man kan leve mere enkelt og bevidst – uden at give afkald på livskvalitet. Parret giver helt konkrete greb til at skrue ned for tempoet, og filosofien er tydelig: slow living handler ikke om at gøre mindre – men om at vælge rigtigt. 

Parret står også bag podcasten ”The Tortoise” om samme emne.

Podcast, ”Slow home podcast”, Spotify, Apple Podcast