Benjamin og Clara på stranden i sidste afsnit af "Temptation Island"
Foto: Viaplay
Benjamin og Clara giver status: Sådan er forholdet i dag
Der er sket meget siden Benjamin og Claras hjemkomst fra "Temptation Island". Nu giver Benjamin en status på deres forhold.
Det var de helt store spørgsmål, som seerne af "Temptation Island" fik svar på i det afsluttende reunion-afsnit i dag.
Her bekræftede kæresteparret Benjamin og Clara, at de stadig var sammen og fortsat kæmpede. Og nu cirka en måned efter optagelse af reunion-programmet, kan Benjamin bekræfte, at status på forholdet ikke har ændret sig.
Artiklen fortsætter under videoen.
Er dig og Clara stadig sammen?
– Ja, det er vi, svarer Benjamin konsekvent til Realityportalen og fortsætter:
– Det har selvfølgelig været en hård periode. Der har været tidspunkter, hvor Clara er blevet ked af det igen, og det har jeg fuld forståelse for – jeg har været en kæmpe idiot. Men på mange punkter er vi et godt sted lige nu.
I reunion-afsnittet fik man desuden bekræftet, at Benjamin gik til bekendelse og indrømmede utroskaben, da ham og Clara vendte hjem sammen. Men det har efter sigende ikke haft betydning for deres forholdsstatus.
– Vi har været sammen hele tiden, siden vi kom hjem. Men der var lige noget tid, hvor hun synes, at det var hårdt, hvor hun overvejede, om hun skulle blive eller ej, afslører Benjamin.
Har været i terapi
Men selvom Benjamin fortæller, at det har været en hård periode, så har de begge haft blod på tanden i forhold til at bygge forholdet op igen.
– Jeg har været til noget psykolog, og vi har været til en enkelt gang parterapi, og så har jeg været lidt til noget traumeterapi i forhold til min barndom. Vi har prøvet lidt af hvert for at se, hvad der virker. Men jeg tror bare, at vi har snakket rigtig meget og været direkte.
Der er dog flere ting, der er kommet op i forbindelse med, at utroskaben er blevet offentliggjort, hvor Benjamin og Bianca er lodret uenige om forløbet. Og det har været med til at gøre Clara forvirret, fortæller Benjamin.
– Lige meget hvad er der mange uoverensstemmelser med alt det der, fordi Bianca siger en ting, og jeg siger en anden. Så der har været meget forvirring for Clara, der har opdaget, at Bianca har løjet en del for hende.
Fremtidsplaner
Der venter dog en frisk start forude for parret. På fredag får de nemlig nøglerne til deres nye hus, som er en større ejendom, der ligger lidt ude på landet.
– Jeg har solgt mit gamle hus, hvor der er lidt meget forhistorie, nu hvor begge piger (Bianca og Clara, red.) har været en del af det. Vi får så nøglerne til vores nye hus på fredag, fortæller Benjamin.
Her har de også masser af plads til at have Benjamins to små piger, som han har fra et tidligere forhold, boende hver anden uge.
Og selvom Benjamin fortæller, at Clara er en fantastisk bonusmor for hans to børn, så ved parret endnu ikke, om der kommer et fælles barn.
Dog står forlovelsen stadig, men bryllupsplanerne er i bero for nu.
– Hun har jo stadig sin ring, men der har lige været en masse, så det kommer, når det kommer. Jeg skal ikke presse på for noget, så det skal hun nok sige, når hun er klar til. Vi har ikke en aftale om, at vi skal giftes på et specifikt tidspunkt. Der er så mange andre ting, vi har planer om, afslutter Benjamin.
Clara sætter også nogle ord på sine overvejelser bag at blive sammen med Benjamin. Det kan du læse om lige HER.
Nyhedsbrev
Få HER&NU og Realityportalens nyhedsbrev direkte i din indbakke
Tilmeld dig nyhedsbrevet, og modtag de bedste artikler om kendte, kongelige og reality direkte i din indbakke.