Inger ejer mere end 1.200 kjoler, som afspejler kvindemoden gennem 70 år – og nu skal de udstilles
Inger Thunbo er fascineret af snit og smukt håndværk og ejer flere end 1.200 kjoler, der afspejler kvindemoden gennem 70 år. Nu giver den nordjyske syerske sin passion videre, når Historisk Mode Museum i Brovst åbner den 13. juni.
Efter årtiers jagt på kjoler, sko, tasker, smykker og pudderdåser er Inger Thunbos enorme samling blevet til et museum i nordjyske Brovst.
Mere end 1.200 kjoler, der afspejler kvindemode fra 1910 til 1980, har fået nyt hjem – og det er ikke uden følelser, erkender hun med et smil.
– Jeg er glad for at give det videre og taknemmelig for den opbakning, jeg har fået. Men det er også ambivalent, fordi jeg er vant til at have dem for mig selv, siger hun.
Inger har arbejdet som syerske det meste af sit liv og altid haft en svaghed for fint håndværk. Ud over kjolerne er her også sko og alskens tilbehør, men her er mest af alt en historie. I hvert fald for Inger, som har samlet det hele gennem de seneste 33 år.
– Jeg begyndte at købe kjoler, som jeg kunne kende fra min mors tid. De lå tit i udklædningskasserne i genbrugsbutikkerne, så de kostede ikke så meget, og jeg måtte bare eje dem, fortæller Inger.
I begyndelsen røg det hele på loftet, men da hendes to døtre flyttede hjemmefra, spurgte Inger sin mand, om kjolerne måtte flytte ind.
– Heldigvis var han rummelig og gav plads til min voksende samling, fortæller Inger, der mistede sin mand for to år siden.
I plejehjemmets kælder
Siden voksede samlingen ud af parrets hus og ned i kælderen under byens plejehjem. Inger fortsatte med at købe, når hun så en smuk kjole, en spadseredragt eller et par stilige sko. Alt sammen fordi hun er så fascineret af, hvad det fortæller om samtiden.
– Jeg har en kjole fra anden verdenskrig, som er syet af tyndt, hvidt lærred med røde knapper, for i de år var det vigtigt at vise Dannebrogs farver. De historier, som knytter sig til kvindelivet op gennem 1900-tallet, synes jeg er så spændende, forklarer Inger.
I samlingen er der også en blå todelt kjole, som har mange glasperler, men ingen lynlås, for den er fra 1940'erne, hvor der var rigeligt med glas, men mangel på jern, som blev brugt i krigsindustrien.
– Jeg synes, det er så spændende, at kjolerne på den måde fortæller om den tid, de er en del af, siger Inger.
Selvom samlingen nu tæller mere end 1.200 kjoler og utælleligt tilbehør, så kan hun alligevel huske historien bag hvert enkelt stykke tøj. Nogle har hun fundet i genbrugsbutikken på den anden side af gaden, og andre har hun fået – som de kjoler, der blev syet af unge piger i realen på Brovst Skole.
– De blev syet i 1968, og for nylig fik jeg kjolerne af de nu voksne kvinder, som syede dem. De fortalte, at de blev syet for små, fordi stoffet var dyrt, fortæller Inger.
For Inger er tøjet, smykkerne, skoene, taskerne og parfumerne mere end genstande. Det er fortællinger om kvinders liv, og hvordan kvinder har skullet have smalle taljer, brede skuldre, spidse sko og curlers i håret.
Hun kender en kjoles historie, når hun ser den, men giver nu sin viden videre til de andre frivillige, som arbejder på museet.
– Det er alt sammen inde i mit hoved, men vi er i gang med at få det ud, så andre også ved, hvad jeg ved, når jeg ikke er her mere, siger hun og tilføjer med et grin:
– Det ville være forfærdeligt, hvis jeg dør nu, inden der er nogen, der kan tage over. Jeg er 80 år, så det kan jo ske når som helst, men jeg er nødt til at blive ved.
Spadseredragten
Umiddelbart vil man slet ikke tro, at Inger er årgang 1945, for siden foreningen Historisk Mode overtog de tidligere banklokaler i Brovst, har hun gjort rent, malet og båret kasser ind for at gøre klar til åbningen af det, der på sin vis slutter en cirkel i Ingers liv.
– Som barn elskede jeg at komme til Aalborg og se på damerne i spadseredragter og med hæl på skoene. Jeg syntes, at de var så smukke og drømte om at gå sådan klædt.
Inger peger på en gine, der er iført en grå spadseredragt, og siger smilende.
– Da jeg endelig fik sådan en dragt, var den for bøvlet for mig at have på. Jeg er for meget i gang, så det fik ende.
Selvom moden i 60'erne og særligt 70'erne blev mere (form)løs, var det slet ikke noget for Inger.
– Jeg syntes ikke, det var pænt, men tiden går jo, og i dag synes jeg, at det tøj har en lige så spændende historie som det fra de tidligere årtier. Jeg er også begyndt at samle på tøj fra 1980'erne, for tiden går, og jeg følger med, erklærer hun.
Inger har været syerske hele sit liv. Hun sad hjemme og syede. Omgivet af stof og mønstre. Hun reparerede fine kjoler af god kvalitet for butikkerne og nød, at hun trods alt kunne være omgivet af denne stoflighed.
Da Inger begyndte at samle, var det nemt at finde kjoler til ingen penge. Især den lokale genbrugsbutik, som ligger over for museet, har leveret mange kjoler.
– Jeg kunne ikke lade være med at købe dem, selvom jeg også følte mig lidt flov over det. Jeg følte, at jeg nok burde have noget andet at gå op i, for det var jo kun til at gemme væk. Men efterhånden som jeg erfarede, at andre havde glæde ved at se tingene og høre historierne, når jeg viste dem frem, er den følelse vist forsvundet, erkender Inger med et smil.
I dag er hun glad for, at hun fortsatte med at samle og siden begyndte at lave modeshows med kjoler fra sin fantastiske samling. At samlingen skulle ende på et museum, hvor vi allesammen kan få et kig ind i for længst levede liv, glæder Inger sig meget over:
– Det er først rigtig sjovt, når jeg kan dele det med andre. Det er der, det hele giver mening for mig.