Anni Fønsby på den røde løber i Fields.

Anni Fønsby med ny melding om synet

Selvom synet aldrig bliver det samme igen, forsøger Anni Fønsby at fokusere på det positive.

logo herognu HER&NU HN

Selvom sommeren har budt på hyggelige dage i Danmark og en tur til Skagen, lever Anni Fønsby stadig med følgerne af den alvorlige øjensygdom, der forandrede hendes hverdag.

Til premieren på "Spider-Man: Brand New Day" fortæller hun til HER&NU, at synet aldrig bliver, som det var engang.

– Det er selvfølgelig varigt, at jeg ikke ser særlig godt. Man kan ikke bare købe et par briller, for jeg har to ar, som sidder lige i synsfeltet. Jeg ser omkring 30 procent på det ene øje og 60 procent på det andet, og det giver nogle komplikationer i hverdagen, fordi det ene øje hele tiden er på overarbejde, fortæller Anni.

Artiklen fortsætter under videoen:

Selvom synet er permanent nedsat, forsøger hun at fokusere på det positive.

– Men i bund og grund er jeg bare glad for, at jeg kan se. Når man først har mistet synet, bliver man utrolig taknemmelig, når det kommer tilbage. Den hornhinde- og nethindebetændelse, jeg havde, gjorde jo, at jeg slet ikke kunne se. Jeg kunne ikke engang se lys, siger hun.

Tilbage i 2024 oplevede Anni flere ugers synsproblemer, og hun mistede synet på det ene øje og fik kraftigt nedsat syn på det andet. Hun kom efterfølgende i behandling på Rigshospitalet, hvor lægerne konstaterede en alvorlig betændelsestilstand i øjet.

Det er dog ikke kun det nedsatte syn, der fylder. Anni oplever også, at omgivelserne har svært ved at forstå hendes situation, fordi handicapppet ikke er synligt.

– Det største problem er, at folk ikke kan se det på mig. Nogle kommer hen og spørger, hvorfor jeg ikke hilser, eller hvorfor jeg drypper øjne hver time. De har svært ved at sætte sig ind i det, men sådan er det bare. Det er et skjult handicap, fortæller Anni.

De mange udfordringer betyder også, at hendes øjne hurtigt bliver trætte. Derfor har hun stort set droppet biografture, hvor øjnene bliver belastet.

Premieren på den nye "Spider-Man-film" var dog en sjælden undtagelse.

– Det er voldsomt for mig at sidde i en biograf så længe. Men nu har jeg lige dryppet øjne, og vi har glædet os til den her Spider-Man-film med Peter Parker, siger Anni.