Smilende kvinde i sportstøj sidder afslappet foran sort trævæg

Da Mette Helena Rasmussen begyndte at sove dårligt, stoppede hun med at drikke alkohol

Det var osteopatens ord, som fik Mette Helena Rasmussen til at stoppe med at drikke alkohol – og nu har hun ikke rørt det i et år, fortæller hun i et interview med FIT Living.

FIT Living logo

Da Mette Helena Rasmussen var omkring 40 år, begyndte hun pludselig at sove dårligt, hun fik hedeture og uforklarlige ledsmerter. Særligt hoften gjorde ondt, og hun var til både reumatolog og osteopat for at få smerterne til at gå væk.

På et tidspunkt sagde osteopaten til hende, at det hele handlede om, at hun skulle sove bedre, da kroppen kan behandle sig selv, hvis den ellers bare får hvilet og restitueret. Det ville derfor ville være en god idé, hvis Mette Helena Rasmussen kunne skære ned på kaffe, Pepsi Max og ikke mindst alkohol, var beskeden. Det fortæller hun i et stort interview med FIT Living.

– Det var virkelig en hård besked at få – at skære ned på alle de tre ting – men jeg tænkte, okay, det kan jeg da godt prøve i en måned, så jeg gik i gang. Det var simpelthen så svært at holde op med at drikke kaffe og Pepsi Max, men det var overraskende nemt at holde op med at drikke alkohol, siger hun og fortsætter:

– Først tænkte jeg, ej, hvordan skal jeg klare at tage på festival, til min fars 70-års fødselsdag og på venindetur til Rom uden at drikke alkohol, men jeg tog afsted til det hele og holdt mig til alkoholfri øl og mocktails. Det gik fint, og jeg fandt ud af, at det egentlig var enormt rart ikke at være beruset, at min søvn blev meget bedre, og det var også rart at vågne op næste dag og være ved mine fulde fem og herre over min energi.

Da måneden var gået, kunne Mette Helena Rasmussen derfor heller ikke længere se nogen grund til at gå i gang med at drikke igen, og nu har hun ikke rørt alkohol i over et år.

– Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, men jeg tænker slet ikke over det mere, siger Mette Helena, der synes, det er blevet nemmere at gå ud uden alkohol. Blandt andet fordi der er kommet så mange alkoholfri alternativer, fordi flere drikker mindre og lever sober curious – og fordi hendes liv har ændret sig.

– Det kan godt være, at jeg går mindre i byen i dag, end jeg gjorde tidligere, men det handler lige så meget om min alder og om, at jeg har fået nogle andre interesser og et helt andet liv med min kæreste, min træning og mit sommerhus.

Læs hele interviewet med Mette Helena Rasmussen i denne uges FIT Living.

Om Mette Helena Rasmussen

Indretningsekspert, boligstylist og influencer med profilen @mettehelena på Instagram.

Er uddannet på Kunstakademiet i København og arrangerer med Anne Aarsland kunstsaloner i private hjem.

Var i otte sæsoner dommer i TV 2-programmet ”Nybyggerne”. Har også deltaget i programmet ”Loppe Deluxe” og som boligekspert på Go’ morgen Danmark.

Er 44 år, har en kæreste samt datteren Villa Malou, 19, og sønnen Johs, 14, fra to tidligere forhold.