Hold ferie langs Finlands vestkyst: Her er, hvad du især bør opleve

Det første, vi ser, da vi ruller af færgen i Åbo – eller Turku, som de finsktalende siger – er fæstningen, som Gustav Vasas søn Johan (dengang hertug af Finland, senere kong Johan 3.) lod anlægge. Fra 1280'erne stod det som forsvarsanlæg på en lille ø, som nu er fastland. 

Åbo er en ret fredelig by, selvom de, der tøffer rundt i de sjove pool-både og bæller øl, ser ud til at have det sjovt allerede tidligt på eftermiddagen. Måske drikker de Aura-øl, der er opkaldt efter floden, som løber gennem Åbo. 

Vi spiser godt på en udendørs restaurant med udsigt over førnævnte flod og de grønne områder omkring den. Vi kigger ind i katedralen fra 1300-tallet, der er udpeget som Finlands vigtigste bygningsminde, og tager en runde på det hyggelige kunstmuseum. 

LÆS OGSÅ

Eksperter advarer: Køb ikke disse solcremer

Man kan ikke nødvendigvis stole på den SPF-faktor, der står på solcremens flaske. Hvis du køber dine solbeskyttelsesprodukter online, skal du især tænke over én ting.

Der går færger til Nådendal, men vi tager bilen de 15 kilometer vestpå til den lille havneby i de gamle svenske egne. I Åbo kan man stadig klare sig fint på svensk, men i Nådendal er engelsk ofte det eneste alternativ, hvis man ikke mestrer finsk. 

Byen blev grundlagt i 1443 omkring et af Nordens vigtigste katolske klostre. Men Gustav Vasas reformation i 1500-tallet satte en stopper for klostertiden, og Per Brahe grundlagde byen på ny i 1648. I dag er kvartererne tættest på havnen fyldt med smukke, gamle træhuse. 

En stor del af disse huser restauranter, caféer, hoteller og souvenirbutikker, hvor Mumi-ting dominerer. For Nådendals største trækplaster er selvfølgelig forlystelsesparken Mumiland. At møde alle figurerne fra Tove Janssons særegne eventyrverden er spændende, hvis du tilhører den yngre generation. Sandsynligvis har de utallige voksne samlere af Mumi-krus også en herlig dag i forlystelsesparken, hvor vi bedst kan lide den gnavne Lille My. 

Vi undgår en kraftig regnbyge ved at smutte ind i teatret, hvor der netop da bydes på kabaret med sang og dans. Mumitrolden selv, Snorkfrøken, Stinky, Mumimor med sit typiske forklæde og Mumifar med sin sorte, høje hat synger og danser. Murren dukker op, og så farer Lille My rundt som en hvirvelvind og synger skingert på svensk. Sjovt og i en passende længde for alle aldre. 

Regnen hører op, da vi skal til at udforske resten af Mumitroldenes verden. Som for eksempel deres blå, cylinderformede hus. Udenfor får vi chancen for at kramme flere af de kendte figurer, og Stinky dukker også op, men bliver hurtigt pågrebet af to Hemulen-politibetjente. 

Huse i alle farver 

En kort køretur nord for Mumitroldenes verden venter et mere ukendt Finland – trods to verdensarvssteder, smuk skærgård og en af Østersøens bedste sandstrande. 

På det store skibsværft i Raumo, 90 kilometer nordpå, bygges der færger og krydstogtskibe. Bådbyggertraditionerne går langt tilbage, og i 1800-tallet fandtes Finlands største sejlskibsflåde her. Den dag i dag har Raumo Nordens største træby med over 600 træhuse, de fleste fra første halvdel af 1800-tallet. 

Siden 1991 har træbyen været optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Man kan booke guidede ture på svensk i træbyen eller nøjes med en fin brochure på svensk for at finde seværdighederne. 

Vi slentrer gennem stille gyder, hvor snedkerglæden stortrives: Gule, røde, lysegrønne, grå huse med hvidt træværk, næsten alle farver synes at være tilladt. Andre bygningsreglementer har derimod længe været strenge: I 1700-tallet blev der f.eks. indført forbud mod toetagers huse, og restriktionerne for at forhindre storbrande har altid været strikse. Den sidste store brand hærgede i 1682. 

Raumo voksede frem omkring Franciskanerklostret, som nu er Helligkorskirken. Alle katolske klostre blev tvunget til at lukke under reformationen, da Gustav Vasa ønskede at fravriste kirken magten. I Helligkorskirken findes der udsøgte middelalderfresker, der blev malet over under reformationen, men afdækket igen i 1891. 

Bronzealder og skærgård 

Om morgenen er der traditionelt fiske- og grøntsagsmarked på torvet, som blev skabt ved, at en hel karré med træhuse blev revet ned i 60'erne. Et par grimme huse nåede de også at bygge ved siden af det nye torv, før den lokale modstand mod nedrivningerne sejrede. Resten af træbyen fik lov at blive stående. 

Siden den blev verdensarv, er Tammela, et informationscenter for traditionel byggeteknik og renovering, åbnet. Her vises det pædagogisk, hvordan man kan undersøge husenes historiske lag, f.eks. ved forsigtigt at afdække flere generationers tapeter. 

Her er der desuden god information om byens dyreliv og planter samt gratis opskrifter på traditionel mad. Fem træhuse er nu museer og viser livet for både fattig og rig, og den samme entrébillet gælder til alle. 

Nogle kilometer øst for Raumo ligger endnu et verdensarvssted – Finlands allerførste: Det er bronzealdergravene i Sammallahdenmäki på en bakkekam i en spredt fyrreskov. 

I bronzealderen nåede havet helt hertil, men landhævningen har været kraftig i det vestlige Finland. Hvis man vil se alle gravene, skal man gå en fin skovtur på et par kilometer. Der er i alt 33 gravsteder, bygget af nu lavdækkede sten, og de ældste er cirka 3.000 år gamle. Den største er firkantet og kaldes for kirkegulvet, og ligesom med flere andre strukturer i området er forskerne usikre på, hvorfor den blev bygget, og om den har indgået i en form for ritualer. 

Sammallahdenmäki er ikke velbesøgt og er ærlig talt kun en omvej værd for den, der er meget historieinteresseret, ikke er bange for klæger eller samler på verdensarvssteder. Så er en skærgårdstur fra Raumo mere afslappet. For eksempel til øen Kylmäpihlaja i det yderste øhav, hvor chancen for at se en havørn er rigtig god. 

Øen var lukket i årtier, og da det finske militær trak sig tilbage i 1995, var den tæt på at blive Nokias private ø, men blev i stedet købt af Raumo Kommune, og i dag er den åben for alle. 

I 1953 stod Finlands sidste større fyr klar på øen, en unik konstruktion, hvor det 36 meter høje tårn indeholdt lodsboliger. Fyrpasseren blev sparet væk i 1998. Nu er tårnet hotel med 12 værelser, alle med havudsigt. For dagsbesøgende er der en café. 

Hjertegribende seværdighed 

Björneborg – eller Pori, som byen hedder på finsk – er kendt for sin jazzfestival i midten af juli hvert år. Den tiltrækker nordiske kunstnere og verdensstjerner, og i festivalugen er der folkefest langs Kokemäenjoki-flodens bred. 

Ligesom Rauma var Björneborg en træby, der blev genopbygget flere gange efter storbrande. Men den kunne ikke modstå moderniseringen i 60'erne. Næsten alt blev revet ned og erstattet med grimme etageejendomme, der emmer af Østeuropa. Kun langs floden er hele karréer af ældre byggeri, de riges stenhuse, bevaret. 

Her ligger to fremragende museer, Porin Taidemuseo, der er specialiseret i moderne kunst, og Satakunnan Museo, som på en suveræn måde skildrer historien i denne del af Finland – gå ikke glip af det. 

Men Björneborgs mest hjertegribende seværdighed findes på kirkegården. Sigrid Jusélius var kun 11 år, da hun døde i 1898 af følgesygdomme efter mæslinger. Hendes far, forretningsmanden Fritz Arthur Jusélius, var knust og lod bygge et stort mausoleum til sin datter – en kunstskat, hvor væggene er dækket af fresker malet af Akseli Gallen-Kallela. 

De skildrer livet og døden, og de besøgende kan virkelig mærke faderens sorg, når de står derinde. For at bevare sin datters minde startede Jusélius også en fond i hendes navn, som den dag i dag investerer store summer i medicinsk forskning. 

Men nu har vi lyst til at bade: På solrige sommerdage bliver der trængsel på den syv kilometer lange sandstrand i Yyteri, 15 kilometer nord for Björneborg. Bugten åbner sig mod sydvest, hvilket er perfekt for vandtemperaturen og for de windsurfere, der trives her. Ligesom os, en perfekt solbeskinnet afslutning på vores finske kystrejse.

LÆS OGSÅ

Min rare mand er begyndt at stikke til mig

En læsers ellers rolige mand er begyndt at stikke til hende, foran deres venner. Hvordan takler hun situationen? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.