Josefine Kofoed: ”Det er meget definerende for ens person at blive enke, inden man fylder 40”

Hvad var den første vej, du gik på?

– Det var Risvangen i Brønshøj, hvor vi boede, indtil jeg var seks år. 

Derefter flyttede vi til Gentofte, og selvom vi også boede nogle år i Connecticut i USA på grund af min fars arbejde i medicinalindustrien, er det nok det, jeg ser som mit barndomshjem i dag.

Mine forældre har altid haft sindssygt meget krudt i røven og elsket at rejse. De arbejdede begge to meget – min mor var journalist på DR – men jeg oplevede aldrig, at de ikke var der. Jeg husker min barndom som tryg og fuld af liv, med legeaftaler og en følelse af, at der altid var plads til os.

Nu hvor jeg selv er blevet forælder kan jeg se, hvor travlt de må have haft, og at min barndom var ret anderledes end andres. Selv da mine forældre ikke havde særlig mange penge, sparede de sammen for at finde steder, vi kunne rejse hen. 

Vi har aldrig været på en almindelig charterferie – det har altid været sådan nogle skøre steder som Lima eller et township i Johannesburg.

I dag vil jeg gerne give noget af det samme videre til min søn. At komme ud opleve verden og ikke være bange for store skift i ens liv, for det giver en robusthed.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg har altid svoret, at jeg ikke skulle være journalist. Min mor var journalist, og jeg havde hørt hele mit liv, at det skulle jeg nok også blive – og netop derfor ville jeg noget andet.

Jeg ville være min egen. Men jeg voksede samtidig op i et hjem med stærke holdninger, masser af debat og en udtalt retfærdighedsfølelse, og det har helt klart præget mig.

Jeg læste statskundskab og kastede mig over politik – først i en tænketank, så i et ministerium og senere på Christiansborg, hvor jeg også selv har været opstillet for Det Konservative Folkeparti. Jeg troede egentlig, det var den verden, jeg skulle være i, men på et tidspunkt fik jeg lyst til at lave noget andet, så jeg søgte ind på Radio24syv, fordi jeg syntes, at det lød sjovt.

Jeg havde ingen journalistisk erfaring og anede ikke, hvordan man lavede radio, men jeg fik jobbet. Jeg kan stadig huske mit første redaktionsmøde, hvor alle talte om vinkler og historier, og jeg bare tænkte, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg lavede. 

Men jeg lærte det undervejs og fandt ud af, at jeg stadig kunne arbejde med det, der interesserede mig: samfundet og de store spørgsmål.

Siden er mine jobs mere opstået, end de er planlagt, også værtsjobbet på TV2 News. Mine jobs har været drevet af nysgerrighed og lyst, og det er stadig det samme, der er vigtigt for mig: at forstå og formidle verden omkring os.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– I dagene efter min mand døde, besluttede jeg mig for, at jeg hver morgen blev nødt til at tage et aktiv valg om at stå op og få det meste ud af livet. Ikke for min skyld, men for vores søn. Det var en meget aktiv beslutning om, at det her ikke skulle ødelægge vores liv. Vi skal stadig være sammen med andre mennesker, og vi skal stadig ud at rejse og opleve ting.

Jeg traf også et aktivt valg om, at vores hjem skal være et larmehjem. Det var det af helt naturlige årsager ikke i de fire år, hvor Peter var syg, men det er vigtigt for mig, at det bliver sådan fremover, for det er den, jeg er. Og selvom vores søn kun er syv år, tror jeg også, at det er den, han er.

Vi skal have et hjem, hvor venner og familie kan vælte ind, og hvor man kan danse klokken syv om morgenen, hvis man har lyst til det.

Det var en korsvej for mig, for jeg havde også potentiale til at gå i hundene, fordi Peters død var så stort et traume, og årene op til var så hårde. 

Så den vej, jeg valgte, var den eneste vej til at være sikker på ikke at gå ned, hvilket ville have været frygteligt, og hvilket ikke får Peter tilbage. Og jeg lovede ham, at vi skulle starte vores liv igen.

Ulempen ved det er, at folk kan få et indtryk af, at jeg ligesom bare er startet forfra og er rykket videre, men virkeligheden er jo langt mere kompleks. 

Jeg er mindst lige så ked af det som alle andre, der står i sådan en situation, jeg har bare besluttet mig for, at der i vores liv skal være plads til både sorg og glæde.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det lyder helt skørt at sige min lillebror, for han har jo næsten altid været der, men som voksen har jeg fundet ud af, hvor sindssygt meget han betyder for mig. Han er ham, som jeg altid vil ringe til klokken tre om natten, hvis det hele brænder på. 

Det lyder som en kæmpe kliché, men jeg så på et tidspunkt sådan en underlig Instagramvideo om, hvem man ville ringe til, hvis jeg vågnede op med hukommelsessvigt, og den første, der faldt mig ind, var ham. Han er mit livsvidne og ham, der forstår alt, hvad jeg taler om.

Hvis min mor har været irriterende, og jeg ringer til ham og brokker mig, kan han færdiggøre min sætning, fordi han kender hende lige så godt. 

Han er seks år yngre end mig – hvilket jeg elsker at minde ham om – og hvor han i mine 20’ere fyldte enormt lidt i mit liv, er de seks år ikkeeksisterende i dag. Vi er meget tætte.

LÆS OGSÅ

Min syge og stædige mand slider mig op

En læser har en mand, som ikke længere kan tage vare på sig selv. Hvad skal hun gøre? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Hvem har været din vejleder i livet?

– Det har min mor. Det er ikke, fordi jeg altid har søgt råd hos hende, men hun er alligevel den, jeg ringer til, når jeg er i tvivl om noget. Jeg er sådan et menneske, som tænker bedst højt. Mine tanker skal ud og vende hos nogen, før jeg selv kan finde ud af, hvad jeg egentlig mener eller skal gøre. 

Der har min mor lagt øre til virkelig mange samtaler gennem årene, og ofte har hun stillet to gode journalistspørgsmål, og så har jeg selv fundet svaret. Hun har flere gange ført mig i den rigtige retning, og jeg husker især noget, hun sagde til mig efter Peters død.

Under hans sygdom kimede jeg alle læger ned i Region Hovedstaden, talte med amerikanske læger og forsøgte at undersøge alt, men alligevel sad jeg tilbage med følelsen af, om jeg virkelig havde gjort alt, hvad jeg kunne. 

En dag kiggede min mor på mig og sagde: ”du har gjort nok”. Og fordi det kom fra et menneske, der betyder så meget for mig, troede jeg på det.

Det gav mig en ro, og det betyder også, at når Niels Bjørn en dag bliver gammel nok til, at vi skal tale om det, så kan jeg se ham i øjnene og ærligt sige, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for hans far.

Hvornår har du oplevet en milepæl på din vej?

– På Folkemødet på Bornholm sidste sommer havde jeg en ret vild oplevelse.

Jeg stod der efter en lang dag som moderator, omgivet af veninder, kollegaer og mennesker, jeg virkelig ser op til, og lige pludselig ramte det mig: Jeg er faktisk noget i egen ret. Ikke fordi nogen har trukket mig med ind eller givet mig en chance, men fordi jeg er dygtig til det, jeg laver. Det var første gang, jeg virkelig mærkede følelsen af at være god nok. 

Jeg havde gjort det pissegodt, samtalerne fungerede, og folk, jeg selv synes er meget klogere end mig, tog mit input alvorligt. Det gav mig en enorm ro. Som om jeg ikke længere behøvede at ’fake it, till you make it’.

Det er en følelse, jeg prøver at holde fast i, for når jeg faktisk tror på, at jeg er værdig til den plads, jeg har, så tør jeg også være mere insisterende, og slå mere i bordet, når der er en faglig retning, jeg synes, vi skal gå.

Hvad ville du have gjort anderledes på din vej?

– Så ville jeg have fået flere børn tidligere. Jeg har ofte hørt andre sige, at det var en god idé at få børn tidligt, men det synes jeg slet ikke, at jeg havde tid til, fordi alt handlede om mig, mig og mig. Det ville jeg gerne kunne lave om, for jeg elsker det der store langbord, hvor alt er kaos omkring mig.

Og det er ikke en tanke, jeg har fået, efter jeg mistede Peter, det var noget, jeg allerede mærkede kort efter, vi fik Niels Bjørn – at så var det jo hellere ikke sværere at få et barn ind i mit liv, og livet stopper ikke, fordi man bliver mor. Og i de fire-fem år op til at Niels Bjørn kom, lærte jeg ikke noget, som gjorde, at jeg blev en bedre mor, blot fordi jeg ventede.

Hvad er din vej til lykke?

– Den har ændret sig rigtig meget. Havde du spurgt mig i mine 20’ere, var lykken at sidde klokken fire om morgenen på et eller andet værtshus og diskutere politik og gerne komme lidt op at skændes med nogen om det.

Jeg havde en ubekymrethed, som også er en form for lykkefølelse, man ikke tænker over i den alder.

I dag er lykken blevet mindre og mere konkret. Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvornår jeg er lykkelig eller glad. Det kan være en gåtur ved Amager Strand med min hund, en is på Uganda Is eller en weekendtur med min søn til London for at vise ham Harry Potter studierne.

Men jeg finder også stor lykke i det kaos, der opstår, når mennesker samles. For mange børn, for få stole, hunde der løber rundt, folk der hjælper med at rydde af bordet eller selv finder en flaske vin i skabet, fordi jeg ikke har styr på det hele, inden folk kommer. Det er så livsbekræftende for mig.

Hvor er du på vej hen nu?

– Lige nu er jeg på vej til at finde en balance mellem hele tiden at hælde nye ting ind i mit liv og samtidig finde lidt mere stabilitet. De sidste mange år har livet været meget op og ned, og lige så meget, som jeg siden Peters død har truffet et aktivt valg om at være glad, så har der jo også været dage, hvor jeg været vildt ked af det og haft svært ved at trække mig selv op.

Nu tror jeg, at jeg er på vej ind i noget, som er lidt mere følelsesmæssigt stabilt, og hvor der begynder at være mere ro omkring, at nu er der kun mig. Det var overvældende i starten, når man er vant til altid at være to om at træffe beslutningerne, men nu begynder jeg at hvile i det, for som en sagde til mig: ’Hvad er det værste, der kan ske?’.

Jeg er også stadig ved at finde en balance i, hvem jeg er nu, hvor Peter er væk. Det er meget definerende for ens person at blive enke, inden man fylder 40, og det lægger sig lidt som en skygge over en. Jeg har ikke lyst til kun at være hende med den døde mand. 

Både fordi det er privat, men også fordi at jeg er meget andet end det. Jeg kan ikke være hende, der altid sidder og taler om Peter, det tror jeg ikke er sundt, men samtidig er det også sindssygt vigtig for mig, at Niels Bjørn vokser op i et hjem, hvor man bliver ved med at tale om hans far. 

Der skal ikke være én eneste dag hjemme hos os, hvor Peter ikke bliver nævnt, og når jeg møder folk vi kender, også bare perifert, nævner jeg Peter næsten med det samme for at være sikker på, at de ved, at det er okay at tale om ham, for vi er sådan et hjem, hvor Peter følger med. 

Han er her, selvom han ikke er her længere. 

LÆS OGSÅ

Tre Grammyer gjorde Randi Laubek til et stort navn – men så trak hun sig: ”Jeg kunne hurtigt mærke, at det var usundt”

Da Randi Laubek fik sit store gennembrud, blev hun kastet ud i en synlighed, hun slet ikke havde forestillet sig.