Kære Nillou
Jeg har de seneste år været i vildrede i forhold til mit arbejde og min indtægt.
Jeg har lyst til at arbejde og bruge mine evner, gerne som selvstændig, hvilket
jeg har forsøgt at starte på, men det er som om, jeg ikke har vind i sejlene, og
jeg er bange for ikke at kunne tjene penge nok til at forsørge mig selv og min
familie. Jeg føler mig meget alene, ensom og forvirret. Skal jeg droppe mine
planer om eget firma?
Nillou svarer:
Det helt
korte svar, er at du aldrig skal droppe dine drømme. Men det kan være, at der
skal bygges en bro derfra, hvor du står, til dér hvor du gerne vil hen, for
lige nu lyder det til, at dit indre er fyldt med tvivl og frygt. Og det er
stagnerende følelser, der fastholder dig, hvor du er, i stedet for at inspirere
dig til at skabe noget nyt.
Vores frygt
er ikke ond, men den kan være blevet født af tidligere oplevelser, hvor vi
følte os ubeskyttede, da noget uventet skete. I det øjeblik og måske uden, at
vi indså det, begyndte en ny stemme at optræde indeni, og dens primære opgave
er netop at sørge for, at vi aldrig slår os igen – i hvert fald ikke uden at
stemmen har advaret os 100 gange på forhånd, og derfor kan vi ende med at blive
låste og handlingslammede. Så til at starte med er der et indre arbejde for
dig, så du kan få skruet ned for de negative monologer, der fastholder dig.
Jeg vil derfor
gerne invitere dig til i den kommende uge at vende blikket kærligt indad og
møde den stemme inde i dig, der tvivler på, at du kan blive selvstændig. Og som
ikke tror, at du kan komme til at forsørge dig selv og din familie.
Du må høre på
stemmen uden reaktion – bekæmp den ikke, men bliv bevidst om den, registrér
uden, at du dømmer den. Det er hele opgaven. Registrering uden dom. Og tak den bagefter
for at advare dig for hundrede gang. Når frygten bliver set, hørt og rummet,
uden at du reagerer på den, begynder den at svinde ind, og så begynder du at
ane din kreativitet og skabertrang inde bag larmen.
Du har allerede erfaring
i form af, at du har prøvet at starte op. Du finder ingen mennesker med succes,
der ikke har utallige fiaskoer og halve forsøg bag sig. Forskellen på dem og
alle andre er, at de ikke lader fiaskoer definere sig, men i stedet bruger
erfaringen til at blive klogere. Dine tidligere fejl er dit fremtidige guld. Så
næste opgave er at sætte dig ned og kigge med et mere neutralt blik på, hvad
der ikke var på plads, da du forsøgte at starte. Du skal nok få vind i sejlene,
når du finder din helt rette rute.
Her kommer et
par støtteord fra dine data.
Du er født
under Stenbukkens ihærdige sol og så har du faktisk også din måne i Stenbukken
og Ascendant i Skytten. Derudover har du 24/6 som grundvibration. I tarot er
Stenbukken repræsenteret af Devil kortet. Der er mange ambitioner, men i
skyggesiden kan frygten komme til at lukke ned for visionerne, og så bliver det
mere som at blive låst og fikseret i en mørk tunnel. The Devil er ikke
ond, men en energi, der minder os om, at vi har overgivet vores kræfter til
frygten.
Brug Skyttens
ild og visdom til at bevæge dig fremad: Du skal turde beskæftige dig med noget,
du brænder for. Ellers brænder du det indad mod dig selv. Det er et generelt
råd til din karriere, uanset om du vælger at blive selvstændig eller at tage et
job. Det vigtigste er, at du har dig selv på plads, så falder din verden uden
for også på plads. Din opgave er at tro på dine gode idéer – dem, der gør dig
glad og løfter dig. Tag udgangspunkt i dine positive følelser og din krops feedback.
Øv dit mod med positive mantraer, meditation, eller hvad der nu virker for dig.
24/6 kaldes
også dronningtallet og handler om styrke på en blid og harmonisk måde. Det er
styret af Venus, der i den grad arbejder indefra og ud, og så er der jo en underliggende
Kristusenergi i forhold til din fødedag. Spirituelt er Kristusenergien et
superstøttende lys, der kan transformere frygten i hjertet, og her bliver din
vigtigste øvelse, at opgive kampen og skabe plads til tilliden. Smelt dit
hjerte til et blødt hav. Affirmationen er, at du har lige præcis det, verden
har brug for. Dit udgangspunkt bør skifte fra, at du ikke kan (ego), til at
fokusere på, hvad du kan bidrage med, der skaber mening og værdi for andre (Venus,
kærlighed). Husk det.
Dine tarotkort er:
The World, Knight of Cups, Temperance, Strength
Tre ud af
fire af kortene er store Arkana, og det betyder, at det er en skæbnetid for
dig. The World siger, at du står over for en succesfuld afslutning af en
lang og lærerig cyklus. Nu er opgaven at tage visdommen med dig på den helt nye
rejse, der er ved at åbne sig.
Knight of
Cups er et hjerteåbnende kort, og beder dig om
at lytte til dit hjerte og tillade det at guide dig. Jeg læser det som, at det
er det vigtigste kort i forhold til din karriere: Du må beskæftige dig med det,
der får dit hjerte til at åbne sig. Temperance er Skyttens arkanakort og
minder dig om at balancere dine poler. Mådehold handler om ikke at overdrive
noget som helst, men at få energierne til at bevæge sig blidt og i balance. Det, føler jeg, er dit hovedkort: Vær opmærksom, hvis du kommer til at overdrive
nogle tanker, særligt de negative, for så bliver du låst. Tag små skridt mod dine
mål, gør små ting hver eneste dag, så du hele tiden er i bevægelse. Også med det,
du ikke tør. Strength er en evig reminder om, at sand styrke sidder i
vores blide insisteren. Med blidhed skal du tæmme din indre løvinde, så den
ikke bider dig, men styrker dig.
Det er en
stærk tid, du går i møde, jeg ønsker dig mod og kærlighed.
Skriv til Nillou
Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at trække tarotkort og bruge sit klarsyn.
Send din mail til knutzen@alt.dk
Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + et uddybende personligt skriv om situationen, hvor man selv står følelsesmæssigt og konkret. Er der andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet, så tag dem endelig med i din mail. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk.
Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion.