Stinne holdt sin far i hånden, da han døde: ”I de sidste timer skete der noget, jeg ikke var forberedt på”
Én ting er sikker: Vi skal alle herfra en dag. Alligevel er det noget, vi sjældent taler om. Og da slet ikke det, der sker i en menneskekrop i løbet af livets sidste timer. Vi møder Stinne Madsen, der vover netop det: Råt for usødet at fortælle, hvordan døden ser ud helt tæt på.
Min far var terminal med en medfødt hjertesygdom det sidste år af sit liv.
Skæbnen ville, at hans kæreste blev syg med kræft samtidig, og de blev indlagt på samme hospice. 12 dage før min far gik bort, døde hans kæreste. Allerede da var han mentalt fraværende.
Han begyndte at have en forvirring omkring, hvor vi var. En aften spiste jeg sammen med ham på hospice, hvor han sagde: “Den smager dejligt, den rødbedebøf.” Hvorefter han svarede: “Så må vi snart besøge den restaurant igen.” Som om han ikke forstod, at det var lige nu og her, vi sad og spiste sammen.
Han bad mig også gå ned og handle, og da jeg kom tilbage, kiggede han undrende og spurgte, om vi snart var i Skanderborg. Jeg havde ingen ide om, at det var tegn på, at hans tidsfornemmelse var ved at sætte ud – altså, et tegn på, at han var døende. Det har jeg sidenhen fundet ud af.
De sidste dage sov han mest med rolig vejrtrækning. Men særligt i de sidste timer skete der noget, jeg ikke var forberedt på: Han fik en slags mælkehvid hinde over sine øjne. Som om han ikke kunne se noget.
Jeg og sygeplejersken holdt ham i hver sin hånd og talte roligt, som man jo skal, og pludselig blev hans øjne udspilede og skræmte.
Sygeplejersken spurgte ham, om han var bange, og han svarede ja. Han fældede også en tåre, og så skete det igen – de skræmte øjne, som om han så noget, han blev bange for. Det var ret uhyggeligt. Han kiggede op i loftet, og så sagde han henvendt til sygeplejersken: “Jeg skal huske at takke Stinne.” Så jeg svarede: “Far, jeg er lige her ved siden af dig. Det er okay at give slip nu – de andre venter på dig.”
Altså, min mor, hans kæreste og andre familiemedlemmer. Han vendte sit hoved mod mig, stadig med lukkede øjne, men svarede mig ikke. Kort efter gav han endelig slip og døde.
Hans vejrtrækning stoppede, han blev stiv i kroppen, og hans ansigt blev blegt. Hans hænder blev også hurtigt kolde som is.
Det var en utroligt skræmmende, men samtidig rørende oplevelse. En time efter tonede den smukkeste himmel frem. I den så jeg et ansigt. Det var ikke min far. Men jeg er overbevist om, at det var ham, der kom for at hente min far, som viste sig i skyerne. Jeg er blevet spirituel, siden min far døde, og er overbevist om, at der er liv efter døden.
Annonce
Det er i hvert fald den tanke, jeg holder fast i – for det betyder, at jeg kan se frem til, at vi alle mødes igen.
Siden min far gik bort, har billederne af hans død hjemsøgt mig. Særligt det skræmte ansigt, for hvad var det, han så?
Hvad var det, han var så bange for? Jeg har prøvet at finde et svar, og i den proces opsøgte jeg en præst, der sagde, at han tror, min fars ansigt var et udtryk for, at han angrede den barndom, han har givet mig – præget af vold og alkohol – og at han håbede på tilgivelse. Det har jeg taget til mig og gemt i mit hjerte.
Jeg er glad for, at jeg var sammen med min far de sidste timer af hans liv. At jeg holdt hans hånd, så han ikke skulle være alene. Selv om det var skræmmende, har det givet mig en større forståelse for, hvad det vil sige at dø. Det føles ikke så fremmed længere, og jeg er overbevist om, at der venter et liv på den anden side.
