Camilla nåede lige at forsone sig med sin mor, inden hun døde efter mange års alkoholmisbrug

Det er aften, og Camilla står i køkkenet med sine forældre. Hendes mor er fuld og råber ad hendes far. Camilla prøver at overtale hende til at gå i seng: ”Kom nu bare med ned i seng, mor. Lad nu være.”

Sådan kunne en scene udspille sig, da Camilla var teenager. Familien, som også talte hendes lillebror, havde et dejligt hus i Herlev med swimmingpool, de havde bil og hund og rejste på ferie to-tre gange om året. Ingen lagde mærke til, at der var noget galt bag den pæne hæk.

Og for Camilla var det forvirrende: At vokse op i et hjem, der signalerede overskud, men i en uforudsigelighed og kaotisk hverdag.

– Mine forældre skændtes, så det bragede, og jeg prøvede at gyde olie på vandede. Jeg var på et enormt overarbejde, siger Camilla i dag.

– Når min mor var fuld, var min rolle at få hende i seng, og samtidig havde jeg øje på, hvordan min lillebror havde det. Lå han og græd? Så måtte jeg ind og fortælle ham, at det hele nok skulle gå.

Den håbløse far

Som ung voksen begyndte Camilla at arbejde med de uhensigtsmæssige mønstre, livet med en alkoholisk forælder havde vænnet hende til, og hun opdagede, at også andre kunne bruge hendes erfaringer. De seneste 13 år har hun derfor holdt foredrag og gruppeforløb for hundredvis af mennesker, hvis barndom var præget af alkohol.

– Alt for mange kæmper med stress, angst, depression – som ofte skyldes, at de ikke har lært at passe på sig selv. Men når man forstår, hvor mønstrene stammer fra, begynder man at kunne gøre noget ved dem, påpeger Camilla.

Hendes egen mor begyndte at drikke, da Camilla var 11 år. Opvæksten frem til da var ingen dans på roser, for hendes forældre var dårlige til at håndtere deres problemer, og Camilla blev involveret i deres konflikter – som når moren satte Camilla foran faren og bad hende fortælle ham, hvor håbløs han var.

– Men samtidig var jeg ikke tvivl om, hvor meget de elskede mig. Det var ambivalent og forvirrende. Også fordi mit hjem ikke passede på det traditionelle billede af udsathed.

Mine forældre havde penge nok og fine rammer, siger Camilla og tilføjer: – Det er én af de store misforståelser: At misbrug kun findes, hvor tingene ser problematiske ud. Lige så tit foregår det i såkaldt velfungerende familier.

Mormor trøstede lillejuleaften

Camillas mors misbrug, som primært bestod af øl, blev kickstartet af, at hun mistede sit firma, og fra da af vidste Camilla aldrig, hvad hun kom hjem til efter skole. Hendes mor var omsorgsfuld og kærlig – hvis hun var ædru. 

Manipulerende og urimelig, når hun havde drukket. Og Camilla oplevede, at den fortrolighed, hun på gode dage viste sin mor, blev misbrugt fem timer senere, når hun var blevet fuld og begyndte at skamme Camilla ud med udbrud som: ”Det er også bare latterligt, at du synes, det er svært i skolen.” 

Med årene begyndte hun decideret at give Camilla skylden for, at hun var nødt til at drikke.

– Sådan noget gør, at jeg i dag kan forstå andre børn af alkoholikere, for netop det er noget, mange kender, påpeger Camilla, der også oplevede, at ferier og højtider blev spoleret.

Hun husker særligt en lillejuleaften, hvor forældrene råbte ad hinanden på et af værelserne, mens hendes mormor forsøgte at trøste Camilla og hendes lillebror.

– Jeg lod, som om jeg var okay, og forsøgte at holde humøret oppe – hos både min mormor og lillebror, husker Camilla.

LÆS OGSÅ

Eksperter advarer: Køb ikke disse solcremer

Man kan ikke nødvendigvis stole på den SPF-faktor, der står på solcremens flaske. Hvis du køber dine solbeskyttelsesprodukter online, skal du især tænke over én ting.

Plads til depression

Da Camilla var i starten af 20’erne, havde hendes mor en ædru periode. Det skete enkelte gange, når hun i et klart øjeblik forstod situationens alvor, eller en læge fortalte hende, at hun var ved at drikke sig ihjel. Og det gav plads til, at Camilla fik en depression. 

Hun var netop begyndt på universitetet og havde fået en kæreste. Pludselig oplevede hun, at alt omkring hende fungerede.

– Det var fantastisk. Og så gik jeg ned med en depression. For så havde jeg ikke mere, jeg skulle tage mig af, og pludselig kunne jeg mærke mig selv, siger hun og forklarer, at hun blev ramt af en voldsom følelse af ensomhed og at være forkert.

Hun kom dog hurtigt med i et gruppeforløb for mønsterbrydere i universitetets Studenterrådgivning, og det blev et vendepunkt. At være sammen med andre unge, der satte præcis ord på netop det, Camilla også oplevede.

Rådgivningen styrkede hende i at sætte grænser over for andre.

– Jeg lærte, at jeg ikke behøvede at føle hverken skyld eller skam i Netto, hvis en medarbejder var sur – for det var ikke nødvendigvis min skyld, eksemplificerer hun.

Mor krakelerede

Morens ædru periode varede dog ikke evigt, og det sled på Camilla og hendes bror. Camilla var efterhånden 28 år og frygtede konstant sin mors opringninger, hvor hun var fuld og ubehagelig. Besøge hende kunne hun ikke holde ud. Til sidst opsøgte hun og broren en alkoholbehandler, som tog med hjem til deres mor og stillede et ultimatum.

– Vi sagde blandt andet: ”Du kommer ikke til at se dine kommende børnebørn, hvis du fortsætter med at drikke”, husker Camilla.

Den såkaldte intervention endte med, at moren indvilgede i syv ugers behandling.

– Da hun pakkede tasken, krakelerede hendes facade, og hun blev overvældet af, hvad hun havde gjort mod os, fortæller Camilla. 

– Lige præcis den oplevelse blev skelsættende i mit arbejde med at tilgive hende. Jeg så, at hun – min kærlige mor – stadig var derinde et sted.

Vigtige fire måneder

Camillas mor var i behandling i begyndelsen af 2005, og da hun kom hjem, var hun forvandlet; hun så yngre og bedre ud.

– Jeg glemmer aldrig, da hun trådte ud af bilen. Den powerfulde, omsorgsfulde mor. Nu skulle vi have det godt.

I den følgende tid havde mor og datter vigtige snakke, og Camilla følte både håb og livsglæde. Men så fik hendes mor smerter i ryggen. En måned senere døde hun, og man fandt en stor kræfttumor i hendes nyre.

– Men det var afgørende, at vi fik de sidste fire måneder, siger Camilla. 

– Min mor var hverken manipulerende eller ubehagelig som ædru. Det var noget, alkoholen gjorde hende til.

Efter sin mors død fik Camilla et mere nært forhold til sin far, og han var senere med til hendes første foredrag og bakkede op om hendes virke.

Efter gruppeforløbet på universitet begyndte Camilla nemlig at læse fagbøger og tale med veninder med lignende baggrunde, og hun gik til kropsbehandlere og psykolog. 

Det målrettede arbejde med fortiden kulminerede med, at hun som 37-årig, i 2013, holdt sit første foredrag om at være voksent barn af en alkoholiker.

– Allerede første gang kom folk og sagde: ”Det genkender jeg fuldstændig! Kan jeg komme til at tale mere med dig?” fortæller Camilla,

De vrede breve

Camilla har nu drevet sit firma i 13 år. Hun har gruppesessions, laver oplæg hos kommuner og holder foredrag, og gang på gang oplever hun, at folk genkender det, hun selv har levet med.

– For mig satte det sig som dårligt selvværd og en følelse af altid at skulle tage ansvar. Jeg kunne ikke mærke min krop, mine følelser eller mine behov. Sådan har mange det, siger hun.

Sideløbende arbejder Camilla fortsat med sig selv. Med ikke altid at være til rådighed, ikke altid at melde sig til at bage kage til forældremødet. Men hun har erfaret, at hvis man skal lykkes med at ændre adfærd, må man først give plads til de svære følelser.

I en periode skrev hun utallige vrede breve til sine forældre, som hun ikke sendte, men de hjalp hende med at aflægge følelsen af at skulle redde alle andre.

– Jeg følte nærmest, at hvis jeg holdt op med at redde andre, ville jeg selv holde op med at eksistere, at have værdi i verden, forklarer hun. – Men da jeg havde fået skrevet breve til min mor, oplevede jeg at kunne sætte lidt tydeligere grænser på jobbet og over for venner, fortsætter hun og tilføjer:

– Rent fysisk har jeg nærmest måttet sætte mig på mine hænder til forældremøder for ikke at melde mig til opgaver.

Forlader han mig?

Camilla har været sammen med sin mand i 25 år, og han er en gevaldig støtte, men i begyndelsen havde hun svært ved at tro på, at han ikke forsvandt.

– Selv om han var god til at vise, at han elskede mig, var jeg sikker på, at han snart forlod mig. Jeg var jo kedelig og uinteressant, siger hun.

– Så min strategi for at udholde frygten blev blandt andet at planlægge arrangementer så langt frem i tiden, at han i hvert fald ville blive så længe. Jeg turde ikke åbne mit hjerte.

Forsøget på at kontrollere alt er typisk adfærd, når man har haft en barndom som Camillas, og lige under den ligger følelsen af ikke at være god nok, forklarer hun. Men der er også oplagte styrker, som mange voksne børn af alkoholikere besidder.

– Typisk en veludviklet empati og en stor loyalitet over for andre, siger hun. 

– Det kender jeg fra mig selv. Og de styrker vokser kun, i takt med at man bliver bedre til at passe på sig selv.

LÆS OGSÅ

Er det rimeligt, at jeg skal betale ferien for mine bonusbørn, fordi faren har dårlig økonomi?

"Jeg tjener bedre end ham, men skal vi have mine bonusbørn med også, bliver det meget dyrt. Er det egentlig mit ansvar?" spørger bonusmor. Læs her, hvad familieterapeuten mener.