Adam Price i jakkesæt står op ad trævæg ved pressemøde på Østre Gasværk Teater.
Adam Price til pressemøde på "OLIVIA - og skyggedansernes hemmelighed" på Østre Gasværk Teater.

Adam Price melder ud: “Jeg er fandme glad for, at jeg ikke er ung i dag”

Pres, sociale medier og den evige jagt på likes fylder alt for meget hos nutidens unge. Det vækker dyb bekymring hos Adam Price, der er aktuel med en ny, stor musicalopsætning.

logo herognu HER&NU HN

Bag det magiske univers i Adam Prices, 59, nye store musicalproduktion gemmer sig dybere refleksioner bag, som tager udgangspunkt i de svære udfordringer, som nutidens unge står overfor. 

– Jeg tror, at alle, der har med unge at gøre - hvad enten det er deres egne børn eller unge, - godt ved, hvor meget de unge slås med i de her år, fortæller Adam Price.

Særligt presset fra de sociale medier og den evige søgen efter anerkendelse fylder meget i de unges hverdag. 

– De står midt i en konstant social mediestorm, hvor de hele tiden må spørge sig selv, om de er gode nok? Der ligger altid en bedømmelse af dem, forklarer han og drager en parallel til sin egen opvækst. 

– Når man er sådan en gammel idiot som mig, er man taknemmelig for, at den storm ikke var så voldsom dengang. Jeg er fandme glad for, at vi fik lov til at vokse op uden at skulle have et vist antal likes om dagen for ikke at dø socialt. 

Ifølge Price kæmper mange unge i dag med både diagnoser og svære eksistentielle spørgsmål om, hvor de skal placere sig selv både personlighedsmæssigt og kønsligt. Netop denne alvor har været afgørende at bringe med ind på scenen for at give historien nerve og værdighed, samtidig med at der bygges et underholdende og moderne musicaleventyr op omkring det. 

Fra det værste til det bedste 

Forestillingen følger den unge pige Olivia, der i begyndelsen af 3.G udsættes for det, hun selv oplever som en kolossal uretfærdighed, da hun tvinges til at skifte gymnasium. Men denne voldsomme omvæltning gemmer på en dyb, livsbekræftende pointe.

– Hvordan vender du det værste, der kunne ske i dit liv, til at blive det bedste og mest frigørende, der kunne ske i dit liv? Det er en fantastisk dramatisk udfordring: Det, du altid har frygtet mest, viser sig pludselig at være det vigtigste, der kunne være sket for dig, lyder det fra Adam Price om karakterens rejse. 

Artiklen fortsætter under videoen...

Et travlt efterår i klipperummet 

Selvom teatret fylder meget netop nu, står de store tv-projekter allerede i kø for den travle dramatiker, der går et hektisk efterår i møde.

Lige nu arbejder han intensivt i klipperummet på sin nye true crime-serie om Britta Nielsen-sagen, hvor Sofie Gråbøll indtager hovedrollen. Derudover er hans filmselskab på vej med en stor TV 2-serie om kongehuset og Dronning Margrethe, ligesom der allerede er nye projekter til både teater, film og tv i støbeskeen.