Lene arbejder som palliativ sygeplejerske: “Jeg kan ofte se på folk, når deres sidste timer nærmer sig”

Én ting er sikker: Vi skal alle herfra en dag. Alligevel er det noget, vi sjældent taler om. Og da slet ikke det, der sker i en menneskekrop i løbet af livets sidste timer. Vi møder Lene Callesen, der vover netop det: Råt for usødet at fortælle, hvordan døden ser ud helt tæt på.

Hendes verden logo farv

Jeg kan ofte se på folk, når deres sidste timer nærmer sig. To af de allermest specifikke tegn er, at vedkommende begynder at sove meget, og at han eller hun stopper med at spise, nogle også med at drikke. 

Men der forekommer også mere uklare tegn, som kan forvirre de pårørende. For eksempel er det ikke unormalt, at den døende pludselig har det, vi i fagtermer kalder en opblomstring. 

Vedkommende har måske været træt og sengeliggende i lang tid for så pludselig at blive frisk og snaksalig – og vil måske endda i bad og gøre sig pæn. Det sker ofte, et døgn før personen dør. De pårørende kan tro, at nu er alt godt. 

Det er, som om den døende lige skal have den sidste bid liv med.

De fleste får svært ved at synke, ligesom mange får forstoppelse og kvalme. Man skal ikke være bange for, at den døende dør af sult eller tørst; faktisk kan kroppen ikke fordøje mad og drikke til sidst, og det kan gøre mere ondt end godt, hvis man tvinger sin kære til at spise og drikke.

Mange rammes af det, vi kalder delirium. Som er hallucinationer, uro eller svigtende bevidsthed. Det er en organisk hjernepåvirkning, som følger af, at kroppen stille og roligt stopper med at fungere. 

Tilstanden kan også skyldes infektion, sygdom, medicin eller belastning. Den døende tror måske, at vedkommende er et andet sted, fordi han eller hun mister tidsfornemmelsen og realitetssansen. 

Delirium kan også manifestere sig som angst, og her er det vigtigt at vide, at der er tale om hallucinationer på grund af de fysiologiske processer, og at det er helt almindeligt. Ofte er det de pårørende, der opdager delirium, og så er det vigtigt at gøre personalet opmærksom, så de kan lindre tilstanden, eventuelt med medicin.

I forbindelse med livets sidste faser kan der optræde såkaldt end of life vision. Den døende har rare ”samtaler” med afdøde familiemedlemmer. For personen kan disse billeder og tanker være enormt virkelige, så det er vigtigt, at man som pårørende undlader at korrigere den døendes virkelighedsopfattelse. 

End of life vision kan være med til at give en rar og tryg fornemmelse.

I de allersidste timer er den døende ofte ikke ved bevidsthed. Vejrtrækningen bliver mere besværet, der kan være dødsrallen (ofte som følge af slim i halsen, som ikke kan hostes op), suk og beklagelser. 

Her er det vigtigt at vide, at den døende ikke har ondt eller bliver kvalt, men det kan være ubehageligt for at høre på. Oftest bliver næsen også spids, ligesom fingre og tæer bliver kolde.

Det bedste, du kan gøre, er at tale roligt og afdæmpet. Døende kan være lydfølsomme, og huden er ligeledes ekstra følsom, så hold i hånden, men ikke for hårdt, og læs eventuelt op af en bog, eller spil noget musik, vedkommende holder af. 

Høresansen er det sidste, der slipper, så på den måde kan du være med til at give din kære en tryg afsked med livet.

Om Lene Callesen, 62 år

  • Sygeplejerske i over 30 år, de seneste ti inden for palliation (lindring ved alvorlig sygdom og død). 
  • Sorgcoach med speciale i ventesorg og stifter af @ungsorg.
  • Se også ungsorg.info