Kvinde i badeværelse drypper ansigtsserum på kinden med en pipetteflaske.
Illustrationsfoto

Hudlægen advarer mod udbredt tendens: "Man skal vide, hvad man gør"

En særlig tendens på sociale medier har vundet stor popularitet, men det har slet ikke den virkning, du ønsker – og det kan blive spild af penge og produkt i længden.

alt.dk logo

Det er snart ikke til at finde hoved og hale i al den information, der konstant oversvømmer de sociale medier og fortæller os, at vi skal købe alverdens produkter og bruge uanede mængder tid på vores hudplejerutine for at opnå de ønskede resultater.

Derfor får overlæge i dermatologi Peter Bjerring også ofte mange spørgsmål fra patienter, der har set på TikTok, at man skal gøre dit og dat.

Her er der en særlig tendens, som han ofte bliver præsenteret for.

– Det er den trend, der er kommet med, at man skal have en rutine med mange lag – at man har ikke gjort det ordentligt, hvis ikke man har lagt seks forskellige lag oven på hinanden, fortæller Peter Bjerring til alt.dk.

Og selvom idéen om at stopfodre sin hud med alverdens ingredienser på samme tid kan virke god, så har det ikke den ønskede effekt, fortæller han.

– Huden har en begrænset evne til at lade noget trænge ind, så hvis man lægger flere lag på, så konkurrerer de om at komme ind. Det er lidt ligesom, hvis mange mennesker forsøger at gå igennem en dør samtidig. 

– Derfor er det tit fuldstændig virkningsløst at lægge mange lag ovenpå hinanden, fordi de inderste lag har brugt de åbninger, der er, til at stoffet kan komme ind, og derfor kommer de yderste lag ikke ind.

Udover at man spilder sine dyrebare dråber ved at lægge for mange lag af forskellige produkter ovenpå hinanden, så kan det også gøre, at de aktive ingredienser, som fx retinol, bliver mindre effektive.

– Hvis man har en aktiv ingrediens i et af de lag, man putter på, og så tilføjer fem lag med ingredienser, der er inaktive, så er det ligesom at hælde vand i øllet. Man fortynder det hele, fortæller Peter Bjerring.

Det gælder blandt andet, hvis man ovenpå sin retinol, der godt kan være en smule hård ved huden, påfører for eksempel et fugtgivende serum med formålet at berolige huden.

– Den måde, det beroliger huden på, er bare ved, at det fortynder retinolen til en lavere styrke, og så opfatter man det som beroligende. Men i bund og grund har retinolen bare mindre virkning, da den i så fald ikke har den samme koncentration længere.

– Pointen er, at man skal vide, hvad man gør. Hvis man synes, det er dejligt at få tyndet virkningen af sin retinol ned, så skal man bare lægge nogle flere lag ovenpå af noget andet.

Sådan bruger du flere produkter i din hudplejerutine

Løsningen er altså, at man efter at have renset sin hud blot påfører ét lag af toner eller serum, og derefter afslutter med en creme.

Men hvad gør man så, hvis man gerne vil have fordelene fra flere af de mange gode ingredienser, der findes på markedet?

– Da det er begrænset, hvad huden kan tage imod på én gang, må man dele det op. Derfor kan du om morgenen bruge det ene, og om aftenen kan du bruge det andet, og så kan du også skifte, så du bruger noget hver anden dag. Så kan du få en virkning ud af alle de ting, som du gerne vil.

Ved at nøjes med at bruge én aktiv ingrediens ad gangen, undgår man også et andet problem, fortæller han.

– Der er nogle aktive stoffer, som ikke kan enes. Og det vil sige, at de ikke kan være sammen. I hvert fald ikke i flasken, og nogle gange heller ikke engang på huden. Dem skal man derfor bruge på forskellige tidspunkter.

Om Peter Bjerring

  • Peter Bjerring er overlæge ved afdelingen for hud-og kønssygdomme på Aalborg Universitetshospital.
  • Han er speciallæge i hudsygdomme på Møn Privathospital
  • Han forsker i udviklingen af optisk diagnostik af hudsygdomme.
  • Han er forperson for Dansk Videncenter for Hudkræft
  • Han har publiceret mere end 300 videnskabelige artikler inden for hudsygdomme, laserbehandling og hudkræftbehandling