Gruppe løbere i sportstøj løber sammen på skovsti i sollys

Her bor de gladeste løbere i Danmark

Ny undersøgelse sætter fokus på danskernes løbevaner. Og en landsdel skiller sig ud, når det kommer til at nyde løbeturen.

Løb har længe været en populær motionsform, og omkring 1,4 millioner danskere snører jævnligt løbeskoene ifølge Dansk Atletik.

Nu viser ny undersøgelse, at det ikke længere kun handler om at løbe længst eller hurtigst, når danskerne suser afsted på stierne.

Ifølge undersøgelsen, som løbebrandet Skechers har fået udarbejdet blandt danske løbere, bruges løbeturen i stigende grad som et mentalt frirum og en pause fra hverdagens pres.

18 % svarer nemlig, at de ofte bruger løb til at håndtere stress eller mentale udfordringer, mens 52 % gør det nogle gange. Samlet set bruger omkring 7 ud af 10 løbere altså løb som en mental pause i hverdagen. Tendensen er stort set ens blandt mænd og kvinder.

Når det gælder motivationen til at komme afsted, angiver undersøgelsens kvinder oftere form, mental trivsel og vægt, mens mænd peger på rutine og lyst.

71 % af kvinderne svarer fx, at de løber for at forbedre deres fysiske form mod 57 % af mændene. 52 % af kvinderne peger på mental trivsel mod 42 % af mændene, og 51 % løber for at tabe sig eller holde vægten mod 39 % af mændene.

Ser man på distancen, gør undersøgelsen også op med, at det kun er de lange ture, som tæller. Analysen viser nemlig, at 23 % typisk løber under 3 kilometer pr. tur, mens næsten 70 % løber 5 kilometer eller mindre, og kun 5,2 % løber som oftest 10 kilometer eller mere.

Analysen viser også, at den danske løbekultur ikke er helt ens, når man kigger på landsdele. 

Løbere i Hovedstaden deler oftere deres løb digitalt og løber oftere med andre. Midtjylland skiller sig derimod ud på en anden måde. For regionen topper, når det gælder løbeglæde. Her svarer 40,8 %, at de løber, fordi de nyder det.

Om analysen

Den landsdækkende analyse fra Skechers Nordic er gennemført af analyseinstituttet Bilendi blandt 1.000 danskere mellem 18 og 60 år, der løber, og giver et aktuelt indblik i danskernes løbevaner på tværs af generationer, køn og regioner.