Da en betjent ringede til Mia, havde hun ikke regnet med det, der efterfølgende skete
Nogle gange krydser en fremmed din vej og kommer dig til undsætning, når du mindst venter det. En slags hverdagens helt, der ofrer lidt af sig selv for dig. Har du prøvet det? Det har den kvinde, du nu skal møde.
Jeg flyttede på ungdomspension som 15-årig. Jeg kom fra en lidt dysfunktionel familie, havde det svært og var i et misbrug, og en dag stod jeg på Istedgade og solgte heroin og kokain – for at finansiere mit eget misbrug. Den dag blev jeg anholdt af tre betjente.
En af betjentene spurgte, om det var okay, at han ringede til mig. Jeg sagde ja, ja – og troede, han ville have nogle oplysninger, jeg ikke havde tænkt mig at give ham.
Men så begyndte han at ringe kun for at vise omsorg. Det overraskede mig. Jeg var ikke vant til at have tillid til andre. Han ringede i sin fritid, bare for at høre, hvordan jeg havde det. Måske en gang om måneden.
Han formåede at give mig en følelse af, at jeg kunne være mig selv. Han gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle holde mig fra Istedgade. For nu holdt han øje med mig. Han ønskede ikke, at det skulle gå mig dårligt, og jeg var helt klar over, hvor jeg havde ham.
Han var som en storebror, og jeg behøvede ikke at være noget andet end det, jeg var. Han gjorde noget, han ikke behøvede. Det gav mig tryghed og en tro på mennesker; at nogen reelt havde omsorg for mig.
Betjenten var lyttende og sagde de rigtige ting med få ord. Hvis jeg fortalte, at jeg havde lavet noget, jeg ikke burde, havde han en meget bestemt måde, hvor han smågrinede og sagde: ”Fjols.” Så var jeg slet ikke i tvivl om, at det var noget, jeg ikke burde have gjort.
Han blev ved at ringe, frem til jeg fik min søn. Det var i 2000, hvor jeg var 17 år. I flere år efter ringede han for at høre, hvordan det gik med ham. Jeg ringede også til ham, da jeg havde født.
Jeg kom ud af misbruget. Fordi jeg vidste, at han holdt øje med mig, holdt jeg mig fra de steder, jeg ikke burde komme, og det gav anledning til, at jeg kom væk fra miljøet. Jeg var jo langt ude på et sidespor, og der er ret stor sandsynlighed for, at jeg uden ham var fortsat ud ad det spor.
Det var ikke noget konkret, betjenten sagde. Det var mere den, han var. Senere har mange spurgt, hvorfor jeg valgte at navngive min søn efter ham. Men det var, fordi Jesper er et eksempel på sådan en mand, som jeg gerne ville have, at min søn blev. Hvis jeg senere har befundet mig i svære situationer, har jeg tænkt: Hvad ville Jesper sige nu?
Jeg endte i et dysfunktionelt ægteskab. Med en kronisk depression og en vægt på 170 kilo. Men Jesper var en ledestjerne: Jeg måtte komme ovenpå, for hvis jeg nogensinde så ham igen, skulle jeg bevise, at han ikke tog fejl, dengang han mente, at jeg var værd at bruge tid på.
Annonce
Hvis jeg har syntes, at alle var idioter, har jeg tænkt: ”Hvis Jesper eksisterer, må der findes andre gode mennesker.”
Jeg spurgte engang, hvad der fik ham til at ringe. Han sagde, at han i mig så en ung pige, der ikke hørte til på Istedgade. Så han gav det et skud – for at hjælpe mig den rigtige vej. Med tiden udviklede det sig til, at han selv delte ting fra sit liv.
Hvad jeg ville sige, hvis Jesper stod over for mig nu? ”Tak fordi du troede på mig. Når jeg ikke engang selv gjorde det.”
