Tina Stilling Olesen.

Tina kæmpede i flere år med misbrug og kroniske smerter – dans blev hendes redning

Når Tina underviser i dans, er det ikke til at gætte, at hun tidligere har haft et liv med mobning, vold og stofmisbrug. Eller at hun kæmper med kroniske smerter. Dans viste sig at være lige det, hun behøvede for at få et godt liv.

hjemmet logo farve

Rytmen river Tina med. Øregangen fyldes med toner af liv, glæde og energi, mens hun cykler og lytter til musik. 

I tankerne er Tina allerede begyndt at tænke i de trin, som kan passe til rytmerne, og som hun kan lære sit dansehold.

– Når jeg kommer hjem, skriver jeg koreografien ned. Nogle gange kan jeg også sidde og lave den og så danse den igennem bagefter, og andre gange skal jeg bevæge mig og mærke, hvad der falder naturligt. 

Jeg får inspiration hele tiden, for jeg hører meget musik og mange fede rytmer, fortæller Tina Stilling Olesen.

Hun er 35 år, bor i Hjørring med sin teenagesøn og hunden Benny. Tina underviser i dans og mikser zumba, latin, retro og dance på hold, som derfor har fået navnet Dansemix. Hun er uddannet danseinstruktør, men indtil for ti år siden var der ikke mange glade toner i Tinas liv.

Tina har fået en ADHD-diagnose, hvilket har været en lettelse. Hun mener selv, at diagnosen var medvirkende til, at hun ikke kunne gennemføre en uddannelse som socialrådgiver. Her med hunden Benny.
Tina har fået en ADHD-diagnose, hvilket har været en lettelse. Hun mener selv, at diagnosen var medvirkende til, at hun ikke kunne gennemføre en uddannelse som socialrådgiver. Her med hunden Benny.

– Jeg har altid haft det dårligt med mig selv, forklarer hun.

Spiste på følelser

Som barn blev Tina mobbet med, at hun var for tyk.

– Så jeg trøstespiste, og i mange år gik min vægt op og ned, fordi jeg spiste på mine følelser. Jeg havde ikke venner og var meget alene, fortæller Tina.

Hun flyttede og fik siden en god veninde, som tog stoffer. Det blev en dagligdag at ryge hash, men Tina kom ud af det og forelskede sig hovedkuls i en fyr.

– Det var de store følelser helt fra begyndelsen og meget intenst.

Tina fortæller om en mand, der ikke kunne komme ud af sit misbrug. Som blev voldelig, og som det krævede flere tilløb at komme væk fra. Men det lykkedes.

I dag er Tina et helt andet sted.

– Hvis jeg mødte sådan en mand i dag, ville jeg ikke have fundet mig i det. Det er vildt, hvor meget der er sket siden dengang, siger Tina.

Tina har i dag en anden kæreste, og undervejs har hun tabt sig 50 kilo ved bl.a. at træne og danse.

– Som barn gik jeg til rytmegymnastik, og som ung elskede jeg at danse. For nogle år siden trænede jeg så meget, at jeg blev foreslået at blive instruktør. Jeg begyndte med en ”stram-op”-uddannelse i 2019 og underviste i det, og under corona tog jeg en online zumba-uddannelse og begyndte at undervise i 2021, fortæller Tina.

Tina har haft meget modgang i sit liv, men i dag føler hun sig stærkere og gladere end nogensinde før og er begyndt at holde foredrag om sit liv.
Tina har haft meget modgang i sit liv, men i dag føler hun sig stærkere og gladere end nogensinde før og er begyndt at holde foredrag om sit liv.

Hun blev godt modtaget som instruktør og fik mod på at tage en uddannelse som danseinstruktør i retro, dance og latin gennem Fitness World Academy.

– Jeg får en del kommentarer fra mine elever, hvoraf mange er gengangere. De går fra timen med et smil på læben. De siger, man kan mærke på mig, at jeg elsker at danse, og at det smitter af på dem. Og så er det jo mega god træning, og en time går stærkt, når man har det sjovt, siger hun.

Positive tanker

Tina er i dag sygemeldt, fordi hun kom til skade med sin venstre arm. Hun har netop fået konstateret fibromyalgi og har næsten altid ondt et sted i kroppen – men mindst, når hun danser.

– Mens jeg danser, mærker jeg ikke smerten, fordi kroppen er varm. Jeg føler, at jeg har fri fra smerterne, selvom jeg skal passe på mig selv, forklarer hun.

For Tina har de seneste ti år været en kamp, men dansen har været med til at give hende et godt liv igen.

– Det gør mig bare så glad at danse, og så har min rolle som instruktør betydet meget i forhold til ikke at gå ned med flaget, da jeg fik kroniske smerter. Da jeg blev syg, følte jeg, at jeg mistede min identitet og skulle acceptere, at mit liv er blevet helt anderledes. Det er meget svært at forholde sig til, hvis ikke man får det, man har mistet, byttet ud med noget andet. 

Tina underviser fire dansehold i Dansemix i Hjørring og omegn, og her ser hun trinnene efter.
Tina underviser fire dansehold i Dansemix i Hjørring og omegn, og her ser hun trinnene efter.

Jeg kommer højst sandsynligt ikke tilbage i et fuldtidsjob, men jeg har bestemt, at jeg skal tænke positivt. Ellers bliver mit liv simpelthen for trælst, erkender Tina.

I dag nyder hun at undervise og se den forandring, der sker med deltagerne på hendes dansehold.

– Nogle starter med at stå helt tilbage i rummet uden at give den gas og ender med at komme helt frem og hoppe rundt af glæde. Mine ben fejler heldigvis ikke noget, så selvom jeg ikke kan løfte vægte længere, så kan jeg danse og få styrketræning ind i koreografierne. 

Det handler om at acceptere sin tilstand og spille med de kort, man har at spille med, siger hun med et smil.

I dag har Tina fået så meget glæde og selvværd ind i sit liv, at hun også holder foredrag om sit liv.

– Jeg har selv siddet engang og håbet på, at der lige pludselig skete et eller andet, så mit liv blev bedre. Der gjorde der bare ikke, før jeg selv aktivt gjorde noget. Det er det, jeg gerne vil give videre, for i dag kan jeg sætte grænser, og jeg har lært at forstå, hvad jeg selv er værd. I dansen får jeg følelsen af at have fundet noget, som jeg er god til. 

Det giver mig en lykkefølelse, fortæller hun.