Asger Engstrøm i sidste afsnit

Asgers rejse i "Den store bagedyst": Lærte noget vigtigt undervejs

Deltagelsen i "Den store bagedyst" kan være presset, men på rejsen lærte Asger Engstrøm noget vigtigt, der gav ham mere ro. 

logo herognu HER&NU HN

Så blev punktummet sat for dette års sæson af "Den store bagedyst". Vinderen blev Henrik Svend, der havde noget af en udviklingskurve gennem programmet. 

Men det betød ikke, at han ikke fik kamp til stregen. 

I finalen stod han nemlig ved siden af Mads Nyeng og Asger Engstrøm, hvor sidstnævnte, i modsætning til de to andre finalister, ikke havde været i farezonen på noget tidspunkt. 

Men derfor havde Asger undervejs stadig ikke turde være sikker på at nå til finalen. Til sidst kunne han dog godt se, hvor det førte henad.

– På nogle punkter var jeg sådan: Okay, jeg havde præsteret ret godt, og jeg havde haft et højt bundniveau. Jeg havde jo ikke været i farezonen, men jeg havde heller ikke haft et masterbagerforklæde, selvom jeg nok havde været tæt på nogle gange, fortæller Asger til HER&NU.

Artiklen fortsætter under videoen. 

– Så jeg syntes i hvert fald, at jeg havde gjort mig fortjent til at være i finalen. Også selvom jeg ikke havde skilt mig sindssygt meget ud ved at ligge enten i bunden eller toppen. Men jeg var nok den første, der var nået til finalen ved at have bagt så lidt. 

Og selvom finalen ligger et stykke tilbage i hukommelsen, så er følelsen af stolthed noget af det, som Asger husker tydeligt – især når ønsket om at levere noget godt fyldte hele vejen igennem. 

– Jeg var bare sindssygt stolt af mig selv og megaglad for at være nået i finalen – men det var ikke slut endnu, så der var stadig noget pres. Det var hårdt, at man hele tiden skulle finde på noget nyt og lege og eksperimentere med det og bare bage konstant. Især det sidste mesterværk skulle være prikken over i'et. 

Derfor var det også en brav kamp, da Asger skulle levere sit sidste mesterværk, og selvom Henrik Svend i sidste ende leverede det bedste resultat i finalen, så kæmpede Asger til det sidste.

– Jeg synes ikke, at Mads og jeg bare lod Henrik passere frit til pokalen, men at vi faktisk har givet kamp til stregen. Det synes jeg faktisk også, er det vigtigste – at vi har haft det sjovt med det, og at dommerne valgte den, de syntes, var den bedste, fortæller Asger og tilføjer, at ønsket om at vinde selvfølgelig var til stede.

– Jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ville have vundet, for selvfølgelig ville jeg gerne det. Men jeg synes også, at den her sæson netop bar præg af, at der var kamp til stregen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Da nedtælling på sidste bagning stoppede, og deltagernes sidste mesterværk stod klar, resulterede det i store kram og klapsalver fra finalisternes familier og venner.

Fandt ro undervejs

Der bliver heller ikke lagt skjul på, at rejsen i "Bagedysten" kan være hård. For eksempel har Lina Rønne, som røg ud lige inden finalen delt sin historie om det hårde pres, hun oplevede.

Asger nikker også genkendende til, at tidspresset var noget, han mærkede tydeligt. Især når han havde et arbejde, der skulle passes ved siden af, og der hele tiden skulle tænkes nye ideer, der krævede øvelse.

Og sideløbende var der også et stort ønske om at præstere godt. Men som konkurrencen skred frem, fandt Asger mere ro i netop dette ønske.

– Jeg tror, det har været lidt den samme tanke, jeg har haft meget gennem mange af episoderne. Til at starte med var jeg meget optaget af at imponere dommerne og få deres anerkendelse. Men så tror jeg, at jeg begyndte at lære lidt mere om mig selv, og også hvordan programmet egentlig er skruet sammen. 

– Så tænkte jeg, at det måske egentlig var lidt ligegyldigt, hvad dommerne sagde, og om de syntes, at det var godt eller skidt. Selvfølgelig var det rart, hvis de syntes, det var godt. Men så længe det var noget, jeg selv var glad for, at jeg havde lavet, og jeg følte, jeg kunne stå inde for, så kunne jeg finde en ro og en glæde i det, fortæller Asger.

Derfor var det også med stolthed og ro i maven, at Asger, omgivet af familie og venner, afleverede sit finalemesterværk, der satte et punktum for hans rejse i "Den store bagedyst". 

– Det var også den fornemmelse, jeg stod med i finalen – at jeg syntes, at det jeg kom i mål med, var rigtig godt i forhold til, hvad min vision var. 

Men på trods af, at punktummet officielt er sat, så føles kapitlet stadig ikke helt afsluttet endnu.

– Jeg kan mærke nu, at det aldrig helt er sluttet, fordi jeg tog direkte på Tinderbox med min kæreste og så i sommerhus. Så hele sommerferien var bare tæt pakket. Og da jeg så kom tilbage derfra, så havde jeg lyst til at bage igen, fordi det var lang tid siden. Men jeg kommer i hvert fald ikke til at stoppe med at bage, nu gør jeg det bare i mit eget tempo, og det er virkelig rart.