Gravid kvinde i lang sort frakke og gylden skjorte står i en døråbning og ser mod kameraet.

Rosalinde Mynster har aldrig haft lyst til at blive mor – en oplevelse vendte op og ned på alting

En oplevelse fik skuespiller Rosalinde Mynster på andre tanker.

Vores Børn logo

Skuespiller Rosalinde Mynster har altid været i tvivl, om hun egentlig ville have børn. Lysten til at blive nogens mor har aldrig boet i hende, og friheden til selv at råde over sin tid og have fleksible rammer har betydet så meget, at hun ikke ønskede at sætte den over styr.

Samtidig har hun følt, at hun gennem diverse kunstneriske projekter har fået afløb for den skabende drivkraft, som hos nogle ligger bag ønsket om at få et barn. Det var, indtil hun for halvandet år siden indspillede filmen ”Sult”, som fik hende på andre tanker. Det fortæller hun til magasinet Gravid, som er på gaden nu.

I filmatiseringen af Tine Høegs roman af samme navn spiller Rosalinde Mynster rollen som Mia, der må starte i fertilitetsbehandling i forsøget på at blive gravid – og det var den rolle, som fik Rosalinde Mynster til at tænke anderledes.

Researchen til filmen afslørede statistikker og tal for, hvor svært det kan være for mange kvinder at blive gravide.

– Efter ”Sult” fik min mand og jeg det sådan, at nu var vi nødt til lige at snakke lidt om det her med børn. Jeg var 34 år, og det er jo en del, hvis nu det ville tage meget lang tid at blive gravid. Men hvad skulle vi gøre? Skulle vi begynde med det samme, selvom vi ikke særlig gerne ville? Eller skulle vi vente og håbe på, at det ikke blev besværligt, hvis vi pludselig gerne ville? siger Rosalinde Mynster, og kalder svaret på samtalen for en rationel beslutning om hendes alder.

En lille, ny familie

Det blev begyndelsen på at prøve at stifte en familie. Også selvom Rosalinde Mynster syntes, at det var svært at bede sin mand – musiker Jakob Emil Lamdahl Pedersen – om at opgive den frihed, som han altid har værdsat lige så højt som hende selv. Særligt fordi han er fem år yngre end hende.

– I mange år var jeg så glad for ikke at have børn, så jeg kender følelserne så godt. At sige, at han skulle tage stilling nu, synes jeg, var noget af et ansvar at lægge over på ham, for jeg var virkelig ikke selv klar, da jeg var 30 år, og nu skulle han så blive hurtigere klar på grund af mit biologiske ur. Men jeg var samtidig tydelig omkring, at det ikke bare var mit problem. Han har valgt at blive gift med mig, så mit biologiske ur var også hans problem, og han er en god feminist, så det kunne han godt se. Rosalinde Mynster griner og fortsætter:

– Det er jo spøjst, som man går rundt hele sit liv og prøver ikke at få børn. Man tænker hele tiden på prævention og er bange hver gang, man er gået én dag over, og så pludselig overvejer man det modsatte scenario. Det måtte jeg virkelig tage ind, mens vi indspillede ”Sult”, og det er jo det, der er så fedt ved at være skuespiller. Man får lov til at få en masse følelser ind i kroppen, man måske ikke har haft før, og jeg synes bare, det virker så hårdt at gå igennem fertilitetsbehandling. Det var jeg usikker på, om jeg selv kunne holde til, hvis det skulle ende der. Og jeg var bekymret for, om vi kunne gå ind i det, hvis vi fik det svært, måske også fordi jeg ikke har prøvet at have den der sult, siger Rosalinde Mynster, der så alligevel begyndte at mærke en snert af den, da hun først fik åbnet snakken med sin mand.

– Vi kom jo frem til, at det ville være virkelig sødt at få en familie. Og at hvis vi skulle have børn, så var det med hinanden, og så skulle det være nu. Og det spøjse er jo, at når man – som vi – tænker, at man gerne vil prøve alt i livet, kan man få den tanke, at et barn vil stå i vejen for det. Men et barn er jo også en del af at prøve alt, siger hun til Gravid.

Da Rosalinde Mynster og Jakob Emil bestemte sig for at prøve at blive gravide, skete det – til parrets glædelige overraskelse – nærmest med det samme. Og i april fødte hun en dreng.

Om Rosalinde Mynster

35 år, skuespiller, forfatter og dramatiker kendt fra bl.a. filmene ”To verdener”, ”Hvor kragerne vender” og ”Sult” samt tv-serierne ”Badehotellet” og ”Carmen Curlers”.

Forfatter til bøgerne ”Min fars stemme” og romanen ”Skønheden”, som netop er udkommet.

Har studeret litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Gift med musiker Jakob Emil Lamdahl Pedersen.