-
Janni Ree i ny stor satsning
-
SE VIDEOEN: Janni Ree skræmt fra vid og sans
-
Janni ramt af alvorlig sygdom: Hoster blod op
-
Nu sker det endelig: Janni og Karsten sammen igen
-
Mere på vej: Linse vender tilbage til krimiuniverset
-
Tilbage på tv: Linse Kessler havde ét krav til produktionen
-
Taler ud om ”Vild med dans”-brandert: Jeg prøvede at stoppe Janni
-
Janni Ree under kniven igen: Se forvandlingen her
-
Linse overraskede Janni: Viste sin kønsbehåring på storskærm
-
Kendt tv-mand: Her er Linse Kesslers hemmelige date
-
Får Janni og Linse samme løn for nyt tv-program? Nu svarer de
-
Slikker sol med Jeppe i Mexico: Jannis badejern
Morten Kirckhoffs far døde af Alzheimer: Det sværeste i mit liv
Morten Kirckhoff er aktuel med sin tolvte bog "Da min far var min far", hvor han deler sin far, Mogens Kirckhoffs, forløb med Alzheimer og de følelser, der følger med.
Morten Kirckhoff, 55, trækker lige vejret dybt ned i maven, før han fortæller om sin tolvte bog ”Da min far var min far”. Den handler om hans far, Mogens Kirckhoffs, fem år med Alzheimer.
– Skal bogen give mening, så bliver jeg nødt til at være 100 procent ærlig. Der er ting, jeg skammer mig – og føler skyld – over. Men jeg har skrevet bogen for at ære min far og for at fortælle alle de gode ting om ham. Hvis min stemme kan hjælpe andre, så kommer der noget godt ud af det. Blandt andet går alle pengene fra bogen direkte til forskning i demens og Azheimer, fortæller eventyreren, forfatteren, romproducenten og ”Nul stjerner”-tv-værten Morten Kirckhoff, 55, som er gift med Vibeke. Sammen har de børnene Malte på 23 år, Frederik på 21 og Ella på 15.
Artiklen fortsætter under billedet:
– Jeg har sloges med de samme følelser, som mange pårørende til mennesker med Alzheimer og demens gør. Der er intet godt at sige om den sygdom, der rammer alle omkring. Der er ikke noget håb, ikke nogen glæde. Der er bare en deroute. Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig, og det fortsatte bare med at blive værre, fortæller Morten, der både har haft lillesøsteren Mie, og sin fars kæreste Susanne at støtte sig til.
Susanne, som har været sygeplejerske, besøgte ham trofast stort set hver dag i de fire og et halvt år, han var på plejehjem, og hun sad ved hans side, da han åndede ud.
Byttede roller
Mogens Kirckhoff var bankmand, keramiker, faldskærmsudspringer, maraton-løber, forfatter, bogtrykker, trompetist, ormeavler og myggeolieproducent.
Artiklen fortsætter under billedet:
Han var et menneske, som havde evnen til at handle, når han fik en idé, og han gik hele vejen. Han var både en drømmer, men også en realist. Han kendte sine begrænsninger, læste op på tingene, undersøgte og skrev en rapport om det, før han realiserede sine drømme, fortæller Morten med et stort smil om sin far.
– Når jeg kigger mig selv i spejlet, kan jeg se, at jeg har arvet hans evne til at føre ting ud i livet. Der er er ikke langt fra Mogens til Morten, og ”Nul stjerner” er et programkoncept, jeg selv har fundet på sammen med Jan.
Artiklen fortsætter under billedet:
Det værste ved, at Mogens fik Alzheimer var, at Morten mistede sit ståsted i livet.
– Jeg lærte aldrig emotionelt at forstå, at vi midt i det hele byttede roller. Han gik fra at være min far i næsten 50 år af mit liv, hvor han har passet på mig, givet mig mod og var en autoritet. Pludselig var det mig, der skulle passe på ham.
Artiklen fortsætter under billedet:
Hvad er meningen
Morten fik også nedbrudt nogle meget intime grænser.
– Det var mig, der skulle holde hans tissemand, når vi stod op ad hækken og tissede. Det kan jeg godt med mine børn, og jeg har skiftet deres ble, men pludselig skulle jeg overveje, om jeg skulle skifte min fars ble. Jeg ville faktisk hellere gøre det på et fremmed menneske eller nogen andres børn. Men ens far, siger Morten og trækker vejret dybt.
– Jeg tænkte hele tiden: ”Hvad fanden er meningen med det her?”. Jeg var SÅ sur på sygdommen. Min far var sund og rask, han levede et godt liv, passede på sig selv og havde et fysisk jernhelbred.
Artiklen fortsætter under billedet:
I et cancerforløb er der et behandlingsforløb, og patienten kan være med hele vejen igennem. Man kan tale om, hvordan det går, og sørge sammen. Med Alzheimer er der ikke nogen svar at hente nogen steder.
Artiklen fortsætter under billedet:
Hele tiden bagud
Selvom Mortens far først fik hjælp i sin lejlighed og siden på plejehjemmet, så fyldte han stadig meget i Mortens dagligdag.
– Jeg var hele tiden bagud med nyt, der skulle tages stilling til. Det var for eksempel at få inddraget kørekortet, solgt hans bil og bagefter boligsituationen, jeg ikke var klar til. I løbet af de fem år, nåede jeg flere gange at tænke: ”Hvornår slutter det her inferno?”.
Artiklen fortsætter under billedet:
Skammen fyldte meget i Mortens liv og gør det også i bogen.
– Jeg kunne jo reelt aldrig gøre nok, for jeg skulle også passe på mig selv, og mit liv skulle gå videre. Jeg lever det vildeste og mest privilegerede liv med en smuk kone, tre dejlige børn, og jeg rejser i verden, mens der sad én helt alene. Det er desværre en naturlig følelse.
”Kan man tillade sig at fyre den af, mens ens elskede far sidder helt alene?”. Det er jo derfor, at man kalder den de pårørendes sygdom, for han var i mine tanker hele tiden.
Artiklen fortsætter under videoen, hvor Morten fortæller om sin far:
Skyld med skyld på
Som Mogens’ Alzheimer blev mere og mere fremskreden, så voksede Mortens skyld.
– Det sværeste var i det sidste års tid. Vi vidste, at hans tid var knap, og samtidig rejste jeg rundt i verden og optog ”Nul stjerner”. Hver gang jeg tog afsted, blev jeg nødt til at sige farvel til ham. Så jeg kørte ned til ham på plejehjemmet og sagde farvel, fortalte ham, at jeg elskede ham, sad ved hans side. Der var mange afskeder. Der følte jeg mig skyldig.
Artiklen fortsætter under billedet:
I bogen skriver Morten en meget grænseoverskridende sætning, som mange Alzheimer-pårørende genkender: At han ønsker, at hans far dør.
– Det var også fyldt med skam, men hold kæft, hvor jeg tænkte det mange gange. Jeg var så frustreret, når jeg kørte hjem fra plejehjemmet. Jeg er ikke religiøs, men jeg bad en lille bøn om at få bragt en ende på det miserable lort. Så kiggede jeg på mig selv i spejlet ”Hvordan kan du tillade dig at sidde her og ønske, at din far skal dø?”. Det er det mest forfærdelige, man kan ønske om et andet menneske, men jeg ved, at mange andre har haft de tanker før mig.
Artiklen fortsætter under billedet:
Mogens døde 80 år gammel på plejehjemmet i oktober 2024. Det var natten før, at Mortens forrige bog ”Hvad er det bedste, der kan ske?” udkom.
– Natten inden der kom 200 mennesker til reception, så gik han bort, og jeg var følelsesmæssigt helt ødelagt. Jeg troede, at jeg var klar til at sige farvel til ham, men det var jeg alligevel ikke. Men jeg vidste også, at min far ville have været så stolt af mig, så jeg skrev en ny, meget følelsesmæssig tale og hyldede ham til receptionen.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad, hvor du kan læse meget mere. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.