Pressemøde på 'Masterchef' 2025 Jesper Koch
Pressemøde på "Masterchef" 2025 Jesper Koch

Jesper Koch opdrager sine børn i køkkenet: "Det hedder ja tak"

Hos Jesper Koch er køkkenet et læringsrum, hvor “ja tak” og viden om råvarer går hånd i hånd med madlavningen.

logo herognu HER&NU HN

I hjemmet hos "Masterchef"-dommeren Jesper Koch er køkkenet mere end blot et sted, hvor der laves mad. Den kendte kok, der til daglig er vant til et professionelt køkken med højt tempo og klare kommandoer, har taget dele af den disciplin med sig hjem til familien.

Artiklen fortsætter under videoen. 

I denne uges afsnit af "Marcus og Realitypanelet", hvor Jesper Koch og Jakob Mielke er gæster, fortæller de nu begge åbent om, hvordan de tager arbejdsmønstre med sig hjem. 

– Jeg laver mad ligesom, ikke nødvendigvis som hvis jeg stod på en restaurant, men der er mere "ordnung muss sein", det er bagved, det er varmt, og det hedder "ja tak". Vi gør os umage derhjemme, det synes er vigtigt, fortæller Jesper.

Selvom tonen kan minde om et professionelt køkken, understreger han, at det ikke handler om streng autoritet, men om at skabe gode vaner og forståelse for håndværket. 

– De er blevet fortalt om den gode kartoffel, den gode gulerød, den gode rødbede og til fiskehandlen - sådan skalerer vi fisk. Maden har jo altid fyldt rigtig meget derhjemme, når vi sætter os til bords, så fortæller vi lige, hvad er det, vi spiser, fortæller Jesper og fortsætter: 

– Og de har altid haft hver deres – ikke en dag, hvor de skal lave mad – men ønsker til, hvad de skulle spise, så de går meget højt op i det. Det er jo ikke, fordi det er kæft, trit og retning, men de ved det udmærket godt, og hvis de siger noget til mig: "Far, kan du lige give mig mælken i køleskabet?", så siger jeg da "ja tak". 

Og netop kommunikationen er vigtig for Jesper, når han bevæger sig i køkkenet. 

– Og det er mere bare for at fortælle, at man har forstået det, fordi det er et køkken, det har ikke noget med hierarki at gøre. Det er heller ikke noget med dominans. Det er simpelthen fordi, der er så mange lyde, og når du kører service, gryder, potter og pander, og når der er en opvasker, der kører ude bagved, så er det vigtigt, hvis jeg siger noget eksempelvis til Jakob, at Jakob siger "ja tak", så jeg ved, at han har hørt det, for om 20 minutter, der skal hans forret køre, fortæller Jesper.

Hjemme hos Jakob er der dog en helt anden tilgang til det. 

– Sådan er det hjemme hos Jesper. Det er ikke sådan hjemme hos mig. Jeg har ikke taget den samme disciplin med ind i køkkenet på mine børns vegne eller på andres vegne, fortæller Jakob og fortsætter: 

– Nu kender jeg jo også hans børn, og man kan mærke på dem, at Jesper ville kunne åbne en lille restaurant med dem, fortæller Jakob med et glimt i øjet.

Du kan lytte til hele afsnittet af "Marcus og Realitypanelet" her: