Patrice Mogensen.

Patrice er kassedame i Kvickly: ”Jeg får rigtig meget tilbage”

Patrice kom som ung fra USA og landede på Bornholm. Da hun og manden mistede deres forretning, blev hun kassedame i Rønne. Hun elsker at smile til kunderne – og hjælpe unge kolleger.

hjemmet logo farve

59-årige Patrice Mogensen kom fra Idaho i USA til Bornholm igennem en kristen organisation som ung. 

Hun mødte en lokal landmand og rejste senere tilbage til ham og øen og fik både familie og hjem her. Man kan stadig høre en blød amerikansk accent, når Patrice taler, og de faste kunder Kvickly i Rønne ved, hvem hun er. 

For hun har arbejdet ved kassen i Bornholms største dagligvarebutik i ti år, og hun elsker jobbet.

– Det bedste er kunderne – og at være en del af deres dag. Jeg kan godt lide at prøve at løfte dem og smile og hjælpe dem på vej. De skal jo købe ind, og jeg skal hjælpe dem til at komme ind og finde det, de skal bruge, og gå ud igen og være glade, siger Patrice.

Når man læser indstillingerne om Patrice, er der ingen tvivl om, at hun giver både kunder og kolleger en bedre dag.

”Patrice smiler altid og er altid klar til at hjælpe.” ”Patrice er verdens sødeste person og vil gøre alt for, at alle omkring hende er glade og har det godt.” ”Der er ingen som hende.”

– Jeg får også rigtig meget tilbage, synes hovedpersonen.

– Når man ser en, som man smiler til, og de smiler tilbage, så bliver man løftet selv.

For Patrice er det allervigtigste, at kunden er tilfreds.

– Så hvis de har et problem med bonen og mener, at noget er gået forkert ind, så er det vigtigt for mig at finde ud af hvorfor – de skal føle sig retfærdigt behandlet, og alt skal blive i orden, så de har en god oplevelse i butikken.

Fra æg til supermarked

Det var i en lidt vanskelig situation, at Patrice fik et nyt arbejdsliv i dagligvarebutikken. Hun og manden havde i mange år produceret og solgt æg, først mistede de det hele i en brand, og senere måtte de lukke deres forretning, fordi økonomien ikke kunne holde til at bygge det hele op igen fra bunden. Og dermed endte hun lidt på bar bund.

– Jeg skulle ud at finde et job og kom i tanke om Kvickly, der havde været en af mine yndlingsbutikker. Det endte med, at jeg kom i praktik her og blev så ansat.

Patrice kan nemt sige, hvordan en god Kvickly-dag er for hende i dag.

– Det er, når jeg kommer ind om morgenen til mine skønne, gode kollegaer og bliver mødt med et ”Godmorgen”, og de er glade, og jeg er glad. Så går jeg ud og gør rent ved kasserne og gør klar til, at kunderne kommer. 

Om morgenen er der mange faste kunder, og så kan man lige få en snak om ”Hvad sker der hos dig i dag?”. Det er skønt.

Patrice har også fået til opgave at oplære de unge, som skal arbejde i butikken. Det er en rolle, hun holder meget af, og hvor hun gerne vil møde alle på en god måde.

– Alle skal have en chance, synes jeg. De unge skal have lov til at komme ind og prøve at arbejde ved kassen, og det er også en af de skønne ting ved mit job, at jeg lærer de unge mennesker at kende. Det giver lidt ungdommelig energi.

 Og hvis det viser sig, de mangler selvtillid, kan jeg være med til at booste dem og hjælpe dem fremad. Det synes jeg er fantastisk. 

Mød årets fem finalister

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal løbe med titlen og præmier til en værdi af mere en 33.000 kr., når Hjemmet for 13. gang kårer Danmarks sødeste kassedame m/k. I alt 147 kasseassistenter er blevet indstillet af jer læsere, ud af dem har vi valgt fem. 

Hvem stemmer du på?

Læs om de fem kandidater her:

Lene Sindahl - SuperBrugsen i Fensmark på Sydsjælland

Patrice Mogensen - Kvickly i Rønne

Lene Ipsen - Netto i Brønshøj

Christina Fjeldgaard Christensen - Min Købmand i Vegger syd for Nibe

Lonni Rasmussen - REMA 1000 i Odense

Præmier til vinderen

  1. 3 flasker lækker olivenolie fra Piu Sano. Værdi: 972 kr.
  2. 6 bøger fra Lindhardt og Ringhof. Værdi: 1.870 kr.
  3. Plaid fra Arctic bestående af 100 % ren, ny uld, 130x200 cm. Værdi: 499 kr.
  4. Assistent Original Køkkenmaskine fra Ankarsrum. Værdi: 4.995 kr.
  5. Lotus-øreringe fra East Copenhagen Jewellery. Værdi: 1.089 kr.
  6. En pakke fra Apoteket bestående af lækker solbeskyttelse. Værdi: 386 kr.
  7. Et gavekort til skomærket Skechers. Værdi: 1.000 kr.
  8. Fødselsdagsdug og stofservietter fra danske Langkilde & Søn. Dug, 140x200 cm. Stofservietter, 50x50 cm. Værdi: 1.900 kr.
  9. Hot Air Styler Deluxe fra Hâws. Værdi: 2.199 kr.
  10. Indeklimamåler fra daske Birdie. Værdi: 1.449 kr.
  11. 2 x gavekort til Restaurant Flammen, som svarer til buffet for to personer. Værdi: 518 kr.
  12. Parfumen P07 fra Ærlig med noter af bergamot. Værdi: 775 kr.
  13. En Pure 600 Luftrenser fra Electrolux. Værdi: 3.695 kr.
  14. Lærke produkter fra sæbeværkstedet. Værdi: ca. 1.600 kr.

Trøstepræmier

De fire finalister, som ikke vinder prisen, får hver en gavecheck fra Hjemmet på 2.000 kr. samt lækker chokolade til en værdi af 250 kr. Samlet værdi: 2.250 kr. pr. præmie.