Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lisa opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Vores søn yngste barn, Magnus, var seks år gammel, da han begyndte at spille fodbold. 

Min mand, Nikolaj, havde selv spillet lidt som ung, så det faldt ham naturligt at melde sig som frivillig hjælpetræner på holdet.

LÆS OGSÅ

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig selv har interesseret mig for fodbold. Selvfølgelig dukkede jeg nu og da op og heppede fra sidelinjen, når der var kamp, men de fleste af kampene lå i weekenderne, hvor jeg havde andre ting at tage mig til.

Det var ikke noget, Nikolaj klandrede mig for, vi var nemlig med tiden begyndt at lave ret så mange ting hver for sig. Jeg var selv optaget af mit arbejde og mine veninder og set i bagklogskabens knivskarpe lys, så var det nok mig, der stille og roligt skubbede Nikolaj fra mig. 

I hvert fald var det oftest ham, der efterlyste, at vi brugte mere tid sammen både med hinanden og som familie. Et ønske, som jeg desværre havde det med at ignorere, fordi jeg efterhånden var begyndt at finde mit familieliv lovlig stillestående og kedeligt.

Derfor var det også sjældent, at jeg dukkede op på stadion. Det gjorde til gengæld Stina – en af de andre fodboldmødre. Hun var en smilende og ret så sporty kvinde, der tydeligvis trivedes i min mands selskab. 

Stina var også gift, men det forhindrede åbenbart ikke hende og Nikolaj i at indlede en affære det efterår. Siden har Nikolaj sagt, at det aldrig var noget, de planlagde. Det var bare sket på en fodboldlejr, de havde været på med drengene. 

Ingen af dem havde haft intention om at være deres ægtefæller utro, men det ændrede ikke på, at det rent faktisk var sket.

Jeg opdagede affæren, fordi Nikolaj brød sammen en aften. Han kunne ikke længere holde ud at lyve over for mig og indrømmede så, at han havde været sammen med Stina. Ordene væltede bare ud af ham. Han sagde, at han længe havde følt sig ensom sammen med mig og som en, jeg helst ville undgå at være sammen med. 

Han tænkte, at det var derfor, det var sket. Jeg husker stadig, hvor rasende jeg blev, da han sagde det. Her havde Nikolaj svigtet mig på den mest brutale måde, og så talte han om det, som om det i virkeligheden var min skyld, og som om han ikke selv havde noget ansvar overhovedet.

De følgende uger og måneder var præget af voldsom smerte og vrede. 

LÆS OGSÅ

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

For kunne jeg nogensinde komme til at stole på Nikolaj igen? Var det her enden på vores ægteskab? Tanken om at tilgive ham var næsten umulig. I perioder følte jeg et stort behov for at forlange skilsmisse – ikke for min egen skyld, men for at straffe Nikolaj, så han kunne forstå bare lidt af den smerte, jeg selv døjede med.

Cirka to måneder efter afsløringen havde jeg faktisk besluttet mig for at kaste håndklædet i ringen, men så skete der noget, som ændrede alt: Min far blev syg, han fik et hjerteanfald. 

Nikolaj og min far havde altid haft et tæt forhold. Min far havde holdt af ham helt fra start og sagde i sin bryllupstale, da vi blev gift, at han vidste, at Nikolaj ville passe på mig og være der for mig i både medgang og modgang.

Da vi fik beskeden om min fars hjerteanfald, kørte vi straks til hospitalet. Jeg glemmer aldrig det blik, Nikolaj havde i øjnene, det var fyldt med skyld og sorg. Jeg tror, han ikke bare følte, at han havde svigtet mig, men også min far, som han holdt så meget af og som havde stolet på ham.

Pludselig blegnede vores egne problemer. På hospitalet var Nikolaj rolig og støttende, og for første gang i lang tid følte jeg mig tryg i hans nærhed, og jeg var taknemmelig for at have ham ved min side. De næste dage tilbragte jeg dagene på hospitalet og blev så hentet om eftermiddagen af Nikolaj. 

Pludselig begyndte vi at komme tæt på hinanden igen. Vi begyndte at tale sammen, som vi ikke havde gjort det i mange år. Om natten holdt han om mig, og en af nætterne elskede vi. 

Det var ikke planlagt, men det føltes så rigtigt – som om noget, vi havde mistet, kom tilbage til os igen.

Min far kom sig heldigvis, og beslutningen om skilsmisse blev lagt til side. Hans sygdom blev en slags wakeupcall for os – en påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt alt kan vende. Jeg indså, at jeg ikke ville miste Nikolaj. Jeg indså også, at jeg havde en stor del af ansvaret for, at vi var gledet fra hinanden, og at jeg var mere end villig til at kæmpe for den kærlighed, der igen var blusset op imellem os.

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Der er nu gået et par år, og mit ægteskab er i dag rykket ind på pladsen som det vigtigste i mit liv. 

Jeg er stadigvæk glad og engageret i mit arbejde, jeg ser stadigvæk mine veninder. Nikolaj spiller fodbold, og laver også sine ting. Men vi er begge to meget bevidste om, hvor galt det hurtigt kan gå, hvis man tager kærligheden for givet. For det kan man ikke, man skal arbejde for den og ære den hver eneste dag. 

Det gør Nikolaj og jeg heldigvis, og det kan vi på en måde takke min søde og heldigvis raske far for.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.