Petra Nagel: "Det handler om, at jeg skal finde ud af, hvem jeg er"

– Nogle gange undrer jeg mig lidt over, om I kan blive ved med at synes, det er spændende, hvad jeg har at sige.

Petra Nagel smiler varmt og punkterer hurtigt selv alvoren i sætningen. Men bag ordene ligger der alligevel en lille betænkelighed: For er det stadig interessant, hvad hun bringer til bordet i et interview som nu? Det korte svar er ja.

I årevis har Petra Nagel været kendt som en af de stemmer, der har ladet offentligheden komme helt tæt på. Hun har vendt vrangen ud på sig selv for at invitere seere og læsere ind dér, hvor det er allermest bramfrit og sårbart – både når det handler om at lære at elske sig selv, overkomme sine fejl, finde kærligheden og sågar at få et barn. 

Og på mange måder har Petra også det liv i dag, som hun længe har arbejdet hen imod. Hun deler det med sin mand, Asbjørn, som ikke bare har givet hende sin kærlighed, men også tre vidunderlige børn og en ro i hendes ellers ofte selvkritiske hoved. De har slået sig ned i Lejre i et hus, hvor børnene kan vokse op i trygge rammer, og arbejdsmæssigt kan hun lige nu ses som vært i et af landets største datingprogrammer. 

Hun er lykkelig. Men som i de fleste liv er der også perioder, hvor hverdagen føles tung, og lige nu har Petra ikke samme mentale overskud og gnist som tidligere – og hvem er hun så? Det spørgsmål får lov at stå åbent for nu.

Hvis vi i stedet skruer tiden tilbage, er Petra i hvert fald en anden i dag, end da hun mødte Asbjørn i 2016. Det siger han også indimellem til hende, og selvom det måske kunne lyde som en kritik, der ville gøre de fleste urolige, er det i virkeligheden et kærligt kompliment. 

For der er sket meget med hendes sind siden dengang, hvor hun stod som single med en iboende angst for at blive efterladt på perronen.

– Jeg havde ikke et særlig godt forhold til mig selv, da jeg var ung. Jeg var ikke sød mod mit eget spejlbillede, og jeg endte i en underlig selvudslettende position. Jeg følte nok, at jeg ikke var værd at elske, og det er ret dårlige forudsætninger for at gå ind i et forhold – for hvad har man så at tilbyde? 

Både overfor sig selv og den partner, man gerne vil være sammen med. Jeg accepterede på en måde, at jeg ikke kom til at elske mig selv, men at målet i stedet måtte være at lære at holde af mig selv.

Det er en velkendt talemåde, at man ikke kan blive elsket af andre, hvis man ikke elsker sig selv. På sin vis er det rigtigt, mener Petra, men hun ved også nu, at selvkærlighed kan vokse frem, hvis man møder den rette partner, der kan hjælpe én derhen. Det gjorde Asbjørn tålmodigt.

– Jeg har udviklet en kærlighed til mig selv nu, efter jeg har fået følelsen af, at der er nogen, der vil passe på mig og elsker mig, som jeg er. Det er jo derfor, at Asbjørn siger, at jeg er en anden i dag end dengang, fordi mit selvkritiske blik er mindre nu. 

Der sker en stor selvværdsforøgelse i at blive elsket. Noget ændrede sig selvfølgelig også, da jeg fik børn, fordi fokus blev flyttet væk fra min egen navle og hen på tre andres. Det var sundt for mig, tror jeg. Jeg havde ikke længere tid til at være sur på min formåen eller appelsinhud, fordi børnenes liv blev førsteprioritet. Det har været godt for mit selvværd at sprede mit fokus. 

Men måske er jeg også i en situation lige nu, hvor jeg savner, at fokus er bare en smule mere på mig selv.

Vil betyde noget for nogen igen

Når Petra vejleder kvinderne og deres bejlere i TV 2-programmet ”Bachelorette”, føler hun et betydeligt ansvar. Hun vil gerne være deres sandhedsvidne og generelt en ambassadør for alle dem, som leder efter kærligheden, for hun har som bekendt selv stået i deres sko – som single med frygten for at blive valgt fra og forhåbningen om at blive valgt til. 

Under optagelserne til programmet – hvad enten det foregår i Mexico eller på Sicilien – har hun sin familie med, så adskillelsen ikke bliver for lang. En måned er nemlig lang tid at være væk fra de tre børn på nu to, fem og otte år. Men det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Asbjørn i de seneste år har taget en pause fra sin egen karriere.

– Asbjørn har taget de første knap 2,5 år af Laurits’ liv derhjemme, og han er først lige vendt tilbage til arbejdet. Nogle vil måske tænke, at Asbjørn har lagt sine karriereambitioner på hylden i den tid, men hans ambitioner har jo bare været koncentreret om vores familie og på vores søn. 

Det var en fælles beslutning, at hvis han skruede ned for arbejdet, og vi skar ned på boligsituationen og flyttede til Lejre i et billigt hus, så kunne vi få det til at løbe rundt, at jeg koncentrerede mig om karriere. 

Altså: jeg arbejdede, og han driftede. Det er jeg virkelig evigt taknemmelig for. Især fordi det ofte er en kønnet ting, hvem der bliver hjemme og driver et familiehjem. Men det betyder ikke, at jeg bare har negligeret min familie for at arbejde. Jeg har stadig taget et kæmpe hensyn derhjemme som mor og har også takket nej til projekter, hvor jeg skulle være væk fra børnene for længe. 

Jeg er stadig gået fra møder tidligt, fordi jeg skulle hente. Men Asbjørn har virkelig gjort meget for familien de seneste år, og det er ikke alle mænd, der ville gøre det.

Både Petra og Asbjørn arbejder freelance i øjeblikket, og i den seneste tid har Petra Nagel gjort sig flere overvejelser om, hvordan hendes arbejdsliv skal se ud fremadrettet. 

I ”Bachelorette” minder hun ofte deltagerne om at ”bruge tiden fornuftigt”, og netop de ord har fået så stor betydning for hende, at hun har fået dem tatoveret på sit eget lår. For ordene handler ikke længere kun om dem, hun står overfor i programmet – de afspejler også hendes egne refleksioner over, hvordan hun selv ønsker at bruge sin tid og energi fremover.

– Jeg får ofte følelsen af, at jeg peakede tidligt i min karriere. Det har jeg ligesom affundet mig med, men jeg har også brug for, at der venter noget nyt forude for mig karrieremæssigt. 

Det føltes stort, da jeg lavede DR3-programmerne ”Petra dater hele verden”, ”Petra elsker sig selv” og ”Petra får en baby”, hvor jeg brugte mig selv og gik helt tæt på. Dengang fik jeg flere beskeder om dagen fra folk, der sagde, at jeg havde ændret deres liv og tankegang. 

Jeg er heldig at have verdens fedeste arbejde – både nu som ”Bachelorette”-vært og da jeg lavede ”GO’ Morgen Danmark” – men det værtskab ændrer nok ikke noget for nogen på samme måde. Det, jeg bedriver nu, er ikke noget nybrud som det, jeg lavede dengang. Det er ret udbredt i business-verdenen atS tale om femårsplaner, og det bør jeg måske også arbejde med. 

Jeg kan ikke gå og vente på, at der lander noget nyt for mine fødder, men det gør jeg måske lidt ubevidst. Jeg venter på, at der skal ske noget nyt stort, som kan betyde noget for nogen, tror jeg.

LÆS OGSÅ

Sofie endte i sengen med en gift mand - og konsekvensen var større, end hun havde forventet

Jeg var faldet rigtig godt til i den landsby, min datter og jeg var flyttet ud til efter en barsk skilsmisse. For alle var så imødekommende og venlige, og mit liv var blomstret op. Alt det ændrede sig, da jeg en aften løb ind i Martin på den lokale kro. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Hvorfor har jeg ikke overskud?

Da Petra flyttede til Lejre med sin familie efter mange år i storbyen, skulle hun finde sig selv – og hun har også fundet noget i sig selv nu, som hun ikke var i kontakt med førhen. 

Hun er nu typen, der elsker foreningsliv, gerne vil være gode venner med de andre forældre fra klassen og børnehaven, og så vil hun hente sine børn på cykel, når de skal hjem fra legeaftaler. Hun sætter også pris på at være tæt på naturen. 

Men alligevel er der noget, der mangler.

– Måske handler det om, at jeg skal finde ud af, hvem jeg overhovedet er nu i det her kapitel af mit liv. Hvad fylder hos mig? Hvad gør mig glad? Hvordan får jeg mere tid til mine venner? Hvordan er forholdet til mine forældre? Hvorfor har jeg ikke et håndværk, jeg kan dygtiggøre mig i? Og hvad hører jeg overhovedet af musik? Jeg aner det ikke, og jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg skal finde ud af det. Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg drømmer om længere. Det er både lidt tankevækkende og skræmmende. 

Jeg tror mere, jeg drømmer på andres vegne for tiden. Det tætteste, jeg kan komme på en drøm lige nu, er, at jeg glæder mig til at komme på sommerferie til Polen med min familie.

For Petra ville et oplagt næste skridt være at finde en kreativ hobby – noget hun kan fordybe sig i, skabe med hænderne og udvikle over tid, ligesom flere af de kvinder, hun omgiver sig med i byen, allerede gør. Og helt lavpraktisk har hun endda taget første skridt: Hun har købt et par vandrestøvler, som stadig har deres første rigtige tur i naturen til gode.

– Tidligere så jeg for eksempel ned på løbeklubber, fordi jeg nok i virkeligheden var vildt misundelig over, at de havde overskuddet. Jeg var i hvert fald sejere, for mig og mine venner tog i byen, drak bajere, røg cigaretter og havde det sjovt. Men nu forstår jeg, hvor fedt det er at have en hobby. 

Jeg er lige kommet med i en bogklub, og alle sidder i smukke hjemmestrikkede veste og drikker te fra keramikkopper, der ligner, de er professionelt drejede på Bornholm. Men dem har de selv lavet – og de har også selv bagt brødet, som deres børn spiser om morgenen.

Førhen tænkte hun, at hun ikke kunne være en del af den kreative klub, fordi hun havde et travlt liv med arbejde og børn. Men efter hun er flyttet til Lejre, har hun fundet ud af, at alle har børn og et vigtigt arbejde, men alligevel finder tid til at vise overskud.

– Jeg har længe tænkt, at mine børn og min karriere var en sovepude for mig, når jeg kom for sent, glemte veninders fødselsdage, glemte at svare på folks sms'er og meldte afbud til middage. Det blev en valid undskyldning for ikke at gøre mig umage. 

Men alle andre omkring mig klarer den – og mine børn er to, fem og otte nu, så hvad er min undskyldning egentlig? Det dunker jeg lidt mig selv oveni hovedet over, fordi alle andre kan de der ting. Hvorfor har jeg ikke overskuddet til at lave hjemmelavede gyozaer i stedet for at købe dem færdiglavede?

Værge for sin mor

Men der er en forklaring på, hvorfor Petra ikke har overskuddet til hverken at bage, vandre eller brodere – eller til at give endnu mere af sig selv i karrieren lige nu. 

Sidste år blev hendes nu 73-årige mor ramt af to blodpropper i hjernen. Fra den ene dag til den anden blev hun lam i højre side og mistede evnen til at tale, se og gå. Det gik også ud over hendes tunge, så det er først for nylig, hun er begyndt at kunne spise selv igen.

– Det er mig, der passer på hende, og det er benhårdt at have det ansvar for sin egen mor. Det er nok også derfor, jeg ikke har blikket på, hvad jeg drømmer om, eller hvad der fylder for mig lige nu, fordi mit fokus ikke er på mig selv. 

Al den tid, jeg kunne bruge på at vandre, skal jeg bruge på at vaske hendes undertøj eller fikse hendes briller. Det er selvfølgelig en let og naturlig prioritering for mig, fordi hun er min mor, men det gør alligevel, at jeg må sætte mig selv på pause. 

Hendes blodpropper er også grunden til, at jeg sagde op på ”GO’ Morgen Danmark” og har sagt nej til mange projekter siden, fordi jeg ikke kan være væk for længe. For udover at have min egen familie med tre små børn, så har jeg også min mor, som jeg skal tage mig af. Jeg sørger meget over, at hun ikke fik det liv, hun skulle have haft. 

Jeg sørger over, at mine børn ikke har den mormor, de skulle have haft, og jeg sørger over, at jeg ikke selv har det liv, jeg skulle have haft lige nu. Der er et utal af ting, der hver dag skal fikses, og det ansvar forsvinder ikke, før den dag hun ikke er her mere.

Da moren er fraskilt, og Petras lillebror bor i Jylland og derfor er langt væk i hverdagen, var der i familien ingen andre realistiske muligheder, end at Petra blev udpeget som værge for sin mor gennem Familieretshuset.

Lillebroren er der, så meget han kan, men det store daglige ansvar ligger nu hos hende: Det var Petra, der sørgede for en plejehjemsplads, solgte morens bolig og fik flyttet hele hendes liv. Og det er hende, der stadig sørger for, at hverdagen løber rundt.

– Når hun ikke kan tale, kan hun ikke fortælle, hvad hun har brug for, hvor hendes ting ligger henne, eller hvad hendes kode til MitID er. I starten havnede hun i Gældsstyrelsen, fordi der var noget, der endte i hendes e-Boks, jeg ikke kunne tjekke. 

Når hun mangler nye sko, flere tandbørster eller ikke har mere nattøj, er det mig, der ordner det. Jeg kører hende til sygehusaftaler og tandlægebesøg. Hver eneste dag er der ting, der skal gøres, nogen der skal tales med, eller nogen der skal behandle hende, og det hele er mit ansvar.

I starten var Petra plaget af dårlig samvittighed. Når hun ikke var hos moderen, slog hun sig selv oveni hovedet over, at hun burde tage hende på flere ture eller være der mere og tale med hende. Men for ikke at brænde ud, måtte hun også fylde sit liv med andet.

– Hver gang jeg har været forbi med noget vasketøj, så påvirker det mig ekstremt meget. Jeg kan være indesluttet og vred efter sådan et besøg. Ikke på grund af min mor, men på grund af selve situationen. 

Nogle gange snerrer jeg også ad hende, og hun kan jo ikke sige noget tilbage. Jeg kan også blive frustreret, når en sygeplejerske igen spørger, om jeg ikke kan følge hende til tandlæge i morgen klokken 11, for hvad fanden gør syge ældre, der ikke har pårørende? Jeg er i en position, hvor jeg godt kan tilrettelægge min hverdag efter det, men hvad hvis jeg havde et almindeligt arbejde fra ni til 16? Hvad gør man så? Min mor og jeg er helt klart blevet tættere af det. Det gør jo noget, når den ene bliver så afhængig af den anden. Det er meget cirkulært på en måde.

Jeg har været ekstremt afhængig af hende for min egen overlevelse, og nu er hun det af mig. Jeg er den, der er tættest på hende, jeg forstår hende og ved, hvad hun mener, selv når hun ikke siger noget. Jeg kan jo være sammen med hende i tre timer, hvor jeg er den eneste, der snakker – men vi har stadig en samtale. Men man burde lave en aftale om, at man ikke må få syge forældre, når man selv har små børn. For det er virkelig hardcore.

Huskeregler i hverdagen

Når morgenerne går op i børn og madpakker, og dagene fyldes med arbejde og bekymringer, kan kærligheden let forsvinde i det praktiske. Derfor er det vigtigt at møde hinanden med overbærenhed – og huske at tjekke ind hos hinanden, når hverdagen trækker i alle retninger.

– Asbjørn og jeg forsøger at lade være med at føre regnskab i vores forhold, fordi det er så opslidende. Man kan hurtigt komme til at føre det regnskab, når man er den, der har vasket tøj eller puttet børnene mere i perioder, end den anden har.

Jeg har også skullet passe på tanken om, at mit arbejde indgår i regnskabet, nu hvor Asbjørn har været hjemme i de seneste år – at hvis jeg har arbejdet otte timer, så skylder jeg Asbjørn otte timer, eller at jeg skal overkompensere derhjemme i weekenderne. I stedet øver vi os i at lade hinanden gøre mere af det, der giver os energi, uden at det bliver en forhandling. 

For eksempel var Asbjørn ude at spille volleyball for første gang her i Lejre forleden. Vi er jo begge flyttet til en by, hvor vi ikke kender nogen, så selvfølgelig skal han ud at hygge sig, mens jeg putter børn. Jeg skal vænne mig til at se det som noget positivt, når Asbjørn tager ud og gør ting, der giver ham energi – i stedet for at føle mig som en martyr, hver gang jeg gør noget praktisk. 

Især fordi han er virkelig god til at sige, at jeg skal tage afsted.

Om morgenen, når Petra er i søvnunderskud og står i nattøj med håret sat lidt tilfældigt op, er et kys til Asbjørn heller ikke det første, hun tænker på. Tre børn skal ud ad døren, og fokus er på de små, morgenmad og tasker.

– Vi er ikke så synligt kærlige overfor hinanden i hverdagen, så vi skal være bedre til at vise vores kærlighed til vores børn. For vi ved jo godt, at vi elsker hinanden, og vi snakker sammen og hygger os om aftenen, når de sover. 

Men de ser jo ofte kun de travle morgener og de hektiske eftermiddage, og efter aftensmad er det godnat. Så de ser ikke nødvendigvis altid, hvor meget vi elsker hinanden. Heldigvis er Asbjørn god til at få mig og børnene til at grine – også når vi er lidt pressede.

Der er han god til at pakke problemer og praktik væk og i stedet få os alle til at have det sjovt. Det vigtigste for os begge er jo, at vores børn har en god dag. Mit raison d’être her i livet er at være et spejl for andre, så jeg skal også vise vores børn, hvordan den romantiske kærlighed er. Det er vigtigt. Især fordi Asbjørn og jeg godt kan skændes og bide af hinanden foran børnene. 

Det er også fint at vise dem, at man kan være uvenner – men federe er det jo heller ikke at se på. Så mine børn forstår, at mor og far bliver uvenner, men de får også at vide, når vi er gode venner igen.

Petra og Asbjørn mødte hinanden, da hun var 32, og mindre end et år senere var hun gravid med deres første barn. De nåede derfor kun at være kærester i kort tid, før de blev en familie.

– Jeg tror egentlig, at jeg er en romantiker. Men der er trods alt noget, der ryger i svinget, når man får børn, og Asbjørn og jeg nåede ikke at være sammen særligt længe i vores egen boble, hvor det kun handlede om ham og mig. 

Derfor er det de bittesmå ting i hverdagen, jeg synes, er romantiske nu, og som kan gøre mig glad og smigret. For eksempel når han lader min bil op, så den er klar om morgenen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en artikel om Medina, som Asbjørn og jeg læste for tusind år siden, da hun var sammen med en nu ekskæreste. 

Hun fortalte, at noget af det mest romantiske, han kunne gøre, var at indstille vægtene i fitnesscenteret til hende, efter han selv havde brugt dem. Den anekdote grinede vi af engang, fordi vi tænkte, det jo var en lille ligegyldig ting – men nu forstår jeg virkelig Medina. 

Det er de små ting, der er romantiske og betænksomme i hverdagen. Man føler sig set og elsket, når den anden gør sig umage for at huske de små ting, der kan gøre hverdagen nemmere – og lige nu har vi bare en hverdag, hvor der er mange bekymringer og ting, der skal gå op. Derfor må det nok også vente nogle år, før jeg helt kan svare på, hvem jeg er i mit liv. 

Det vigtigste for mig lige nu er at være noget for de andre.

LÆS OGSÅ

Skal bestikket pege op eller ned i opvaskemaskinen?

Mange laver ubevidst denne fejl, der reducerer vaskeresultatet.