Alex Høgh forsøger at gøre plads til sårbarhed i sine mandevenskaber: ”Jeg insisterer på, at vi skal kunne tale om alt”

Det kræver et stykke arbejde, hvis sårbare samtaler skal blive en naturlig del af mandlige venskaber. 

Det har Alex Høgh Andersen i hvert fald selv oplevet i sine egne vennegrupper.

Han kommer fra en lille by i Sydvestsjælland, hvor det ikke var kutyme at tale om følelser i drengeflokken som barn og ung. Faktisk var det først, da han begyndte til teater og senere flyttede til København, at han for alvor kom i kontakt med sine mere sårbare og følsomme sider.

– Teater lærte mig virkelig at se anderledes på tingene – både på mine venskaber og på mig selv. Jeg trådte ind i en verden, hvor man dansede, sang og udtrykte sig selv. I starten tænkte jeg, at folk var røvirriterende, men efter nogle måneder gik det op for mig, at jeg i virkeligheden var præcis som dem, siger han og fortsætter:

LÆS OGSÅ

"Jeg var hans elskerinde i 20 år. Til sidst kørte jeg hjem til ham"

Jeg elsket ham og ønsket så inderlig at det skulle bli oss to. Derfor trodde jeg på alle de gode grunnene han ga meg for ikke å kunne forlate kona.

– Pludselig åbnede der sig en helt ny verden, hvor jeg kunne få lov til at være mig selv, og hvor det at være skæv, mærkelig og skør ikke var noget negativt. Og når først man har det rum, bliver det også langt nemmere at tale om tingene på en anden måde.

Alex har flere vennegrupper, men kan se en forskel på især to af dem: sine barndomsvenner fra Skælskør og sine studiekammerater fra film- og medievidenskab. Her kan han mærke, at der er forskel på dynamikken – både i måden de taler sammen på, og i den rolle han selv har i dem.

– Når jeg er sammen med mine Skælskør-venner, spiller vi f.eks. padel og taler om klassiske mandeemner. Mine uni-venner er til gengæld nogle lidt blødere mænd. Vi kan godt græde og holde om hinanden, og vi har et enormt stærkt fællesskab, når nogen vælter. Én af os blev engang slået op med, og en halv time efter, det blev skrevet i gruppechatten, sad vi alle sammen på en bar og drak øl og lod ham græde ud på vores skuldre. Det var faktisk ret smukt. 

Den samme følsomhed vil han også gerne have mere af i sin Skælskør-vennegruppe.

– Det går faktisk okay, men kun fordi vi insisterer på, at vi skal kunne tale om alt. Så snart én tager første skridt og deler noget, der er svært – for eksempel problemer i et forhold – bliver det også lettere for de andre at gøre det næste gang. Men det kræver, at man holder hinanden op på det og tager ansvar for det fællesskab, man har sammen. Vi mænd skal være bedre til at åbne op for hinanden, for ens hoved får det bedre, når man deler det svære.

LÆS OGSÅ

Sådan mødte Mikkel Beha og Marian Midé hinanden: "Det var faktisk en slags kærlighed ved første blik"

Mikkel Beha og Marian Midé har snart været et par i 40 år. Her får du historien om, hvordan de mødte hinanden.