Magnus Haugaard sidder ved et bord i et lyst lokale med vindue og gardiner bag sig.

Magnus Haugaard tog en snak med sin ven for at redde venskabet: ”Hvis man vil være venner for altid, må man afstemme forventningerne”

Vennerne satte sig ned og talte åbent om, hvad der egentlig var på spil, og hvordan deres venskab skulle se ud fremadrettet.

alt.dk logo

Nogle gange er det nødvendigt at sætte ord på sine følelser – også selvom det kan virke både ubehageligt og sårbart. 

Det fortæller Magnus Haugaard, som flere gange har oplevet, at det først var, da han åbnede op overfor andre, at han kunne finde ro.

– Mange af de fællesskaber, jeg var en del af som barn og ung, kredsede om sport. Derfor var det faktisk først, da jeg begyndte at spille teater, at jeg mødte nogen, der sagde: ”Prøv at sætte ord på dine følelser.” Jeg synes egentlig, at jeg er vokset op i en ret moderne familie, men jeg blev ikke ligefrem opfordret til at udvikle et sprog for det, der foregik indeni, siger han og fortsætter:

– Det var først, da jeg på et tidspunkt i min ungdom skulle formulere, at jeg er homoseksuel, at jeg pludselig var nødt til at tale om nogle af de ting, jeg gik og bar på. På mange måder blev det et startskud for mig. Jeg opdagede, at alting faktisk bliver lettere, når man sætter ord på det. Og at de tanker og følelser, man tror, man står alene med, også findes hos andre mennesker.

Selvom det efterhånden er blevet en naturlig del af hans relationer, at følelser også fylder i samtalerne, kan det stadig være svært indimellem. Det oplevede han for et par år siden, hvor han måtte tage en svær samtale med en god ven.

– Jeg er så heldig at have venskaber, som jeg har haft i rigtig, rigtig mange år, men for at de kan holde, har de også været nødt til at udvikle sig. En af mine venner og jeg så hinanden hele tiden, da vi var yngre, men som vi er blevet ældre, er vi gået i hver sin retning. For nogle år siden var der en del frustration mellem os, fordi tingene ikke længere var, som de plejede, og fordi vi var blevet meget forskellige.

Det endte med, at de måtte sætte sig ned og tale åbent om, hvad der egentlig var på spil, og hvordan deres venskab skulle se ud fremadrettet.

– Vi talte om: Hvordan har vi det egentlig med hinanden? Har vi lyst til at være en del af hinandens liv? Og hvad er vores forventninger til hinanden? Vi blev nødt til at afstemme vores venskab, så vi ikke skuffede hinanden. Det var både meget svært og hårdt, men det har også stillet os et bedre sted i dag. Vi er stadig gode venner, men på nogle helt andre præmisser – og med vores fælles historie i bagagen, siger han og fortsætter:

– Vi er hinandens livsvidner. Hvis man skal være venner for altid, må man også justere venskabet undervejs, og vi forventer ikke det samme af hinanden længere, som vi gjorde før. Det er faktisk en af de største relationelle gaver, jeg nogensinde har fået, selvom det var svært at få sagt ordene.