Vidste du det? Jørn Utzon forbløffede verden - men det endte med ramaskrig

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

En hel verden har i flere årtier ladet sig begejstre over det spektakulære operahus i Sydney − den ikoniske bygning, der ofte er kulisse for de første fyrværkeribilleder den 31. december hvert år. På den måde er det måske underligt, at den danske stjernearkitekt Jørn Utzon oplevede sit største nederlag netop her.

For det danske geni blev operaprojektet på mange måder en tragedie. Han tegnede operaen, men følte sig presset ud af sit livs store projekt og forlod Australien som en slagen mand. Han fik aldrig set den færdige bygning med sine egne øjne.

- Det er som et barn, men det er ikke mit længere, sagde en bitter Utzon.

En verdensarv, som bliver hyldet

I dag er Sydney-operaen Australiens førende turistattraktion, et af verdens travleste centre for scenekunst og et yndet mødested for befolkningen i storbyen. Mere end 11 millioner besøgende opsøger Sydney Opera House årligt for at opleve mesterværket på nært hold.

Operaen blev optaget på Unescos verdensarvsliste i juni 2007, 34 år efter åbningen, og er dermed den nyeste bygning på den prestigefyldte liste. Rundt om operabygningen er der vokset et pulserende miljø frem, der tiltrækker besøgende døgnet og året rundt.

Jublen, der i dag udløses af den smukke og majestætiske bygning eller de storslåede koncerter i en af de mange sale, står i skarp kontrast til dramaet, der udspillede sig i årene, hvor operaen blev bygget.

I år er det 60 år siden, det danske arkitektgeni Jørn Utzon (dengang 38) indsendte forslaget, der gik til tops i den verdensomspændende arkitektkonkurrence - og dermed fik mulighed for at skabe bygningen, der i dag regnes som et af verdens mest fremtrædende arkitektoniske værker og Danmarks vigtigste bidrag til verdensarkitekturen.

Med de berømte sejllignende tagkonstruktioner er operahuset blevet et symbol både på Sydney og på hele det australske kontinent.

En plads i solen

Midt i 1950'erne skulle ideen om et eget center for udøvende kunst i Sydney efter endeløse diskussioner endelig blive til virkelighed.

- Dette land kan ikke leve uden ordentlige faciliteter for talentudfoldelse og iscenesættelse af de højeste former for kunstnerisk underholdning, der giver livet ynde og charme og som bidrager til at udvikle og forme et bedre, mere oplyst samfund, sagde Joseph Cahill, den politiske leder for delstaten New South Wales, da operaplanerne blev præsenteret i 1954.

Året efter blev en af de flotteste grunde i hele Sydney reserveret. På Bennelong Point, helt nede ved vandkanten med udsigt mod den historiske Harbour Bridge og Sydney havn, skulle pragtbygningen ligge.

- Når man etablerer et operahus, skal det ikke være et 'skyggefuldt' sted, men en bygning som vil være til ære for staten, ikke kun i dag, men også i hundreder af år, fastslog Cahill.

Somlede

I februar 1956 blev arkitektkonkurrencen udskrevet. Mod et deltagergebyr på 10 australske dollar kunne alle verdens kreative arkitekter slippe sig løs i tryg forvisning om, at de ville have næsten frie tøjler til ikke kun at designe en monumentalbygning i Sydney, men også et monument over sig selv. Indsendelsesfrist: December samme år.

På et beskedent kontor i Hellebæk nord for København sad den stadig ret ukendte danske arkitekt Jørn Utzon. Den 38-årige mand begyndte på nogle skitser til forslag til konkurrencen. Da indsendelsesfristen udløb, havde han endnu ikke fået samlet sig til at sende noget bidrag ind. Først efter fristen sendte Utzon 12 tegninger til Sydney.

Da den fire mand store jury satte sig ned i januar 1957, forelå der 223 udkast fra 28 lande. Utzons bidrag lå med nummer 218 i bunken.

Reddet af forsinkelse

Man ved ikke meget om, hvordan juryen kom frem til sin beslutning, men én historie har vist sig meget sejlivet:

Et af de fire jurymedlemmer var en amerikansk arkitekt med finske rødder; Eero Saarinen. Han gik glip af de første dage af jurydrøftelserne. Da han ankom, skulle Utzons bidrag allerede have været vraget.

Saarinen blev skuffet over de bidrag, de tre andre jurymedlemmer havde nomineret, og trak Utzons skitser frem fra bunken med afviste forslag.

- Dette er let det vindende bidrag, skulle Saarinen have sagt.

Denne version af hændelserne er blevet afvist af andre jurymedlemmer, som hævdede, at de havde været særligt imponerede over Utzons bidrag − før Saarinen ankom.

Uanset om historien er korrekt eller ej, så er det klart, at Saarinen havde central indflydelse på juryens afgørelse.

Allerede 29. januar 1957 annoncerede Joseph Cahill, at vinderen af konkurrencen var design 218 af Jørn Utzon.

- På grund af sin originalitet er det tydeligvis et kontroversielt design. Vi er imidlertid helt overbeviste om dets fordele, skrev juryen i sin rapport.

Fejl på stribe

Utzon var flyttet fra Danmark til Sydney og havde samlet et team, der skulle styre byggeprocessen. Men da byggeriet gik i gang ude på Bennelong Point i marts 1959, var teamet langt fra færdige med deres planer - noget der senere førte til alvorlige vanskeligheder. Blandt andet måtte fundamentet laves om. De tekniske løsninger, Utzon havde lagt op til, var ikke ligefrem standardvarer.

Selvom hans vinderudkast havde strålende æstetiske kvaliteter, bød byggetekniske konstruktioner på store udfordringer − så store, at mange mente at projektet, som Utzon havde forestillet sig, ikke var muligt at realisere.

Særligt udfordrende var tagene. Bygningen består af 14 sejlformede tage af forskellig størrelse. De blev til sidst konstrueret af præfabrikerede betonelementer, formet som dele af en kugleoverflade. Oven på betonen blev i alt 1.060.000 keramiske fliser lagt.

Derudover traf lokale myndigheder en række beslutninger og ændringer af planerne undervejs. Mens byggeriet gik meget langsomt, steg omkostningerne hurtigt.

Danskerens nemesis skulle vise sig at hedde David Hughes, som efter en konservativ valgsejr blev minister for offentlige anskaffelser.

Fuld kollision

Efter regeringsskiftet steg utilfredsheden. Kravene til ændringer blev efterhånden så omfattende, at Utzon satte sig på bagbenene.

− Man kan ikke skabe et arkitektonisk værk gennem kompromiser, sagde han.

Gennem hele processen havde Utzon krævet, at han selv skulle have fuld kontrol over projektet for at sikre, at hans vision blev opnået. Men efterhånden som de hvælvede sejl tog form, omkostningerne steg, og forsinkelserne blev stadig større, blev Bennelong Point en slagmark for forskellige grupperinger og forskellige synspunkter.

Alle stridighederne kulminerede om formiddagen den 28. februar 1966. Da mødte Utzon op på kontoret hos David Hughes en kort gåtur fra byggepladsen.

Utzon ville diskutere en regning på nogle hundrede tusinde. Samtidig pressede han Hughes for at få penge, der var nødvendige til en særlig del af projektet. Da Hughes svarede, at han ikke kunne tage en beslutning, truede Utzon med at trække sig.

- Du truer altid med at stoppe .., svarede ministeren.

Utzon rejste sig og gik.

Mødet havde varet i knap 15 minutter.

Protester

Bare timer senere afleverede Utzons sekretær et brev til Hughes. I brevet blev Hughes anklaget af Utzon for at have tvunget danskeren ud. Hughes tog brevet som en opsigelse og gik straks i gang med at etablere ordninger for at fortsætte uden danskeren. Han bad ingeniørerne og bygmesterne om at forsikre, at de ville fortsætte deres arbejde.

Efter at have fået garantierne, gik Hughes samme aften til pressen og fortalte, at Utzon havde trukket sig. Dagen efter orienterede ministeren parlamentet om det, der var sket.

Utzons afgang forårsagede det rene ramaskrig.

En lang række førende kunstnere, designere og intellektuelle fra hele verden sendte protestbreve. Den 3. marts marcherede 1.000 personer under ledelse af arkitekten Harry Seidler gennem Sydneys gader mod parlamentsbygningen, og senere fulgte nye demonstrationer.

En liste med over 3.000 underskrifter fra folk, der protesterede mod Hughes' beslutning, blev overleveret til delstatsmyndighederne.

Så sig aldrig tilbage

Udfordringerne med at gøre Utzons visionære skitser til en konstruktion, der både kunne bygges og stå stabilt, blev overladt til den britiske ingeniør og arkitekt Sir Ove Arup. Da Utzon trak sig, forsøgte Arups selskab at få ham til at ombestemme sig:

- Jeg er ligeglad med, hvor vanskelig din eller andres situation er, men muligheden for et operahus uden dig er dyster at tænke på. Selv om du må indgå det, der virker som et dårligt kompromis, så vær venlig at i det mindste prøve, lød henvendelsen fra Sir Ove Arup.

Utzon lod sig ikke rokke.

19. april 1966 udnævnte Davis Hughes en gruppe australske arkitekter til at fuldføre operahuset. Ni dage senere forlod Jørn Utzon og hans familie Australien for altid.

- Jeg rejste, fordi jeg ikke havde noget andet valg, lød Jørn Utzons opsummering af sammenbruddet.

Han nægtede for altid at vende tilbage til landet, der gav ham den gigantiske opgave.

Nordisk præg

Jørn Utzon var stærkt inspireret af nordiske kolleger, da han forbløffede verden.

Som ung blev Utzon introduceret for den modernistiske svenske stjernearkitekt Gunnar Asplund. I 1945 arbejdede Utzon kort med den store finske arkitekt Alvar Aalto, som selv var dybt inspireret af Gunnar Asplund.

De to mestre kom til at blive meget vigtige for Utzon resten af hans liv:

- Asplund er faderen til moderne skandinavisk arkitektur. Asplund i Sverige og Aalto i Finland har noget ud over ren funktionalisme. De viser nogle gange det, jeg vil kalde en åndelig overbygning. Det kaldes poesi, forklarede han i et interview, før han døde i 2008.

Men Utzon brugte også inspiration fra Sydamerika, ikke mindst aztekiske og mayanske ruiner til opera-projektet. Danskeren bliver omtalt som en mester i at blande håndværkstraditioner og gammel arkitektur med modernistisk tænkning.

Dyrt og stort

Sydney Opera House stod færdigt til brug i 1973 efter en byggeperiode på 14 år, og blev indviet af dronning Elizabeth II. Operabygningen på Bennelong Point i Sydney havn er 183 meter lang, 120 meter bred og rager 67 m over vandoverfladen.

Det totale areal er 17.500 m². Anlægget indeholder mere end 1.000 rum, den største koncertsal har plads til 2.700 tilskuere og selve operasalen rummer ca. 1.600 mennesker.

Operabygningen skulle koste omkring syv millioner australske dollars ifølge de første estimater. Slutbeløbet endte på mere end 102 millioner dollars, da operahuset omsider kunne tages i brug.