Ældre kvinde med gråt hår sidder afslappet på lys sofa i rolig stue.

Vores barnebarn har ødelagt vores familieliv

Han får ingen grænser sat og er konstant urolig. Er han ikke i fokus, så sørger han for at komme det.

hjemmet logo farve

Jeg har en stor familie med fire voksne børn, der alle har stiftet familie og fået børn. Vi har ellers haft et dejligt familieliv, men det ændrede sig, da min ældste datter for seks år siden fik sin søn. 

Hun har kæmpet med at blive gravid, men fik til sidst hjælp. Drengen har naturligvis været meget ønsket og er sine forældres et og alt. Desværre har han efterhånden udviklet sig til at være utrolig opmærksomhedskrævende og fylder mildt sagt alt, når familien er samlet. 

Han får ingen grænser sat og er konstant urolig. Er han ikke i fokus, så sørger han for at komme det. Han larmer, og får han ikke sin vilje, så bliver han udfarende også over for sine fætre og kusiner, selv de ældre af dem, der derfor undgår ham, hvilket kun gør alt værre. 

Min datter og svigersøn sætter ham aldrig på plads, og forsøger vi andre på det, forsvarer de drengen. Det gør samværet til en plage, og vores andre børn har forsigtigt forsøgt at påtale den manglende opdragelse, men min datter kan ikke se problemet. 

Sidst vi var sammen, fik min ene søn så nok og kom desværre til at sige, at drengen burde blive udredt hos en psykolog. Min datter og hendes mand blev forståelig nok vrede og forlod selskabet. 

Der er derfor nu splid i familien, så hvad gør vi? Min datter er fortsat såret, selvom hendes bror har sagt undskyld. 

Vibeke Dorph råder til at tale med moren

Det er så rædselsfuldt, når forældre ikke vil opdrage på deres børn. 

Både overfor omgivelserne, der stilles magtesløse, men mest af alt over for barnet selv. For børn er jo blot små mennesker, der øver sig ihærdigt på at navigere i livet og indgå socialt med andre mennesker. 

Det har de brug for hjælp og støtte til, får de ikke den af deres forældre, så ender det tit der, hvor det er endt for dit lille barnebarn: Drengen bliver forvirret, fordi han bliver afvist og udstødt, og da han ikke forstår, hvorfor han bliver det, så reagerer han med fortvivlelse og vrede. 

Nu er det drønsvært at sige den slags til forældre, for forældre er ofte følsomme overfor kritik, og ingen har lyst til at høre, at de gør noget forkert. 

Jeg tænker alligevel, at det er vigtigt, at nogen får talt med din datter. For det er vel ikke kun, når I er samlet, at hendes søn skaber problemer, det gør han nok hver gang de og han er sammen med andre mennesker. Tilmed skal han vel snart starte i skole, og her kan han for alvor løbe ind i problemer, hvis ikke han får hjælp og støtte. 

Jeg frygter også, at det ikke er sidste gang, det ender galt, når I er samlet som familie. Så det er bedre, at I får talt om tingene i god ro og orden i stedet for, at det igen skal ende med, at en i familien får nok og eksploderer. 

Jeg tænker faktisk, at det her vil være oplagt, at du som din datters mor tager den godt nok svære opgave på dig. Sig til hende, at du godt forstår, hun blev såret og vred over din søns dumme bemærkning, men sig så også, hvad du har beskrevet for mig her. Nemlig, at du ser en urolig dreng, der har det svært og trænger til nogle faste rammer, han kan trives i. 

Gå varsomt frem og bid ikke på, hvis din datter bliver vred, men gentag blot, at du er bekymret for dit barnebarn og kun ønsker ham det bedste. Du er mor til hele fire børn, så mon ikke din datter ved, at du er et menneske, hun bør lytte til? Det ville jeg da helt sikkert vælge at gøre, hvis jeg var hende.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.