Kæresteparret Susanne og Bo driver et badehotel: ”Da vi trådte ind, var vi solgt”

Der hvor heden slipper, og klitterne og senere havet tager over, finder man Vejers Strand – en ferieby ved Vesterhavet nord for Blåvandshuk. 

Her ligger det hvidmalede Klithjem Badehotel, som har budt gæster velkommen siden 1925. I dag drives det af kæresteparret Susanne Jørgensen og Bo Damgaard, og de er blot sjette indehavere gennem 101 år.

Parret bor 300 meter derfra og står selv for alt – madlavning, rengøring, opvask og havearbejde. Det kræver sin mand og sin kvinde, men for Susanne og Bo er hotellet ikke kun et arbejde, men en livsstil.

– Andre købte mountainbikes eller et surfbræt under corona, vi købte et badehotel, som Susanne siger. – Ingen af os havde kendskab til hoteldrift, men vi ville gerne arbejde sammen og tænkte, at når vi var gode til at være på ferie, kunne vi sikkert også drive et hotel.

Parret mødte hinanden på golfbanen i 2013, fire år senere købte de et sommerhus i Vejers. Under corona hørte de rygter om, at badehotellet skulle sælges, så aftenturene gik forbi stedet, og en drøm begyndte at tage form.

– Da vi trådte ind, var vi solgt. Hotellet var så hyggeligt og hjemligt, samtidig med at vi kunne mærke historien i de skæve vægge, siger Bo.

1. januar 2022 overtog parret nøglerne til det gamle hotel. Susanne er sygeplejerske og har et firma med medicinsk udstyr, mens Bo var golfmanager, før de blev hotelejere.

Den hyggelige generation

De ønskede begge mere tid sammen, men … sådan er det ikke helt gået. Susanne sætter rugbrød over klokken halv syv, for al mad laves fra bunden – og så fortsætter arbejdsdagen til næsten midnat i weekenderne. 

Når morgenmaden er overstået ved middagstid, ordner Susanne nemlig værelserne og det indvendige, mens Bo klarer have og udenomsarealer. Hotellet serverer ikke frokost, men aftensmad, som parret forbereder, serverer og rydder op efter.

De har faste rutiner, for alting skal spille, når de kun er to.

– Vi er meget alene sammen, og derfor er det dejligt, når der kommer gæster. Bo var vant til at have mange kolleger og syntes i begyndelsen, det var lidt svært at nøjes med mig, smiler Susanne – men tilføjer: 

– Nogle dage ser vi kun skyggen af hinanden, men ofte sender vi en sms, hvor der bare står kaffe eller frokost. Så holder vi en pause sammen.

I højsæsonen bliver det ofte kun til et kvarter i løbet af dagen, og når der er gæster på hotellet, sover parret her også. Med andre ord: Der er nok at se til på Klithjem Badehotel.

Alligevel elsker de deres arbejde.

– Det er hyggeligt at høre gæsternes livshistorier; det er som at få gamle venner på besøg, og vores gæster er nemme at snakke med, for de tilhører den hyggelige generation og er taknemmelige, siger Susanne.

”Den hyggelige generation” er modne menneske, og derfor er hotellet ikke til spædbørn.

– Vi driver et voksenhotel, som Susanne siger. – Og det dur ikke, at et grædende spædbarn holder fire værelser vågne.

Spøgelse med egen cocktail

Klithjem Badehotel er charmerende og skævt, bogstaveligt talt. Gulvene knirker, væggene hælder, og flere gæster fortæller, at der er ”noget” i huset. Lys, som tænder og slukker af sig selv, døre, der bliver åbnet.

– Jeg tror, det er Marie Klit, der holder øje med os, siger Susanne med et glimt i øjet.

Hun har endda opkaldt en cocktail efter hende, Marie Klit, som grundlagde hotellet i 1925 under navnet Pension Klithjem. Hun var lærer og ønskede at give skolens mindre bemidlede og svagelige børn frisk luft og hav. 

LÆS OGSÅ

Jeg valgte at beholde barnet - men så blev faren rasende

Faren til mit lille barn hader mig. Han hader mig, fordi jeg blev gravid mod hans vilje, uden at vi var i et forpligtende forhold, og fordi jeg valgte at beholde barnet.

I 1958 overtog Lilli Jørgensen stedet og drev det i 37 år – angiveligt så stramt, at hun nægtede at købe et nyt kosteskaft og lod stuepigerne feje med det knækkede. Et par af de tidligere stuepiger har besøgt hotellet og mener, at spøgelset må være deres gamle chef.

– De tror, det er Lilli, fordi hun synes, vi rutter med strømmen, griner Susanne.

Men strømmen går i hvert fald ikke til fjernsyn, for kun syv af de 24 værelser har tv, og det er et bevidst valg. Gæsterne kommer for at finde ro og nærvær.

62 besøg i træk

I stuen på hotellet hænger en lampe fra politistationen i Løgumkloster, hvor Susannes farfar var landbetjent, og i hyggehjørnet, Kalles Korner, kigger en kronhjort ned på gæsterne – en indflyttergave fra hendes forældre.

– Mange af tingene har historie, og vi har fået os selv og vores familier ind på hotellet. Det giver en hjemlig atmosfære, som vores gæster holder af, siger Susanne.

Mange kommer også igen og igen, for eksempel en kvinde på over 80 år, som har været her 62 gange i træk.

– Gæsterne betragter stedet som deres sommerhus. Nogle ringer og spørger, om ”deres” værelse er ledigt, siger Susanne.

Ganske som i tv-serien Badehotellet bliver hun og Bo involveret i gæsternes liv. De er på kram og ”hvordan går det” med mange og bliver opdateret på bryllupper og børnebørn.

– Vi går tit ned i stuen og snakker om aftenen, så det bliver meget familiært, smiler Susanne.

Tyskerne gjorde holdt

På væggene hænger gamle fotografier, reklamer og malerier fra hotellets historie. Nogle stammer fra krigen, hvor hotellet blev overtaget af tyske officerer, der overvågede opførelsen af bunkere på stranden og den mur, som adskilte Vejers fra stranden. Andre værker er malet af kunstnere, der boede her og betalte med naturalier.

– Alle siger, at det er som at træde ind i en tidslomme, siger Bo.

– Ja, hele byen er en tidslomme, for den er ikke moderniseret. Folk kommer hertil for at blive blæst godt igennem, understreger Susanne.

Fra de store vinduer i spisesalen kan man sommetider se krondyrene græsse, for der er ikke meget til at forstyrre dem. Når solen går ned, bliver her stille, også i højsæsonen.

Selv er Susanne kommet her hele livet.

– Når man går ned til stranden, op over klitterne, og står på toppen, sker der noget magisk, ligegyldigt om det er solskin eller stormvejr. Alle ens sorger og bekymringer bliver lidt lettere, når man kigger ud over havet, siger hun.

Kæmpetarteletter og citronfromage

Efter efterårsferien lukker hotellet for vinteren. Det gamle hus er svært at varme op, og efter en travl sommersæson trænger Susanne og Bo til ferie og til at se deres børn.

– Men vi bliver nødt til at tage væk med det samme, ellers ender vi bare med at arbejde, siger Bo.

Så snart den sidste gæst er tjekket ud, går turen derfor til Egypten eller Florida med golfkøller i bagagen. Men parret holder ikke fri hele vinteren, for hotellet har brug for opmærksomhed.

– Det 100 år gamle hus kræver vedligeholdelse, og vi er her næsten hver dag. Men vi starter stille og roligt med morgenmad og hygge, før vi går herned, siger Bo.

En gæst kommer ind i receptionen. Susanne går vedkommende i møde og slår over i tysk. Pausen er forbi. Bo forsvinder ud i haven, og Susanne skal i gang med aftensmaden: kæmpetarteletter og citronfromage.

Ganske som i gamle dage. 

LÆS OGSÅ

Min syge og stædige mand slider mig op

En læser har en mand, som ikke længere kan tage vare på sig selv. Hvad skal hun gøre? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.