Efter Mette Kirstine skiftede karriere, har hun hørt især én ting mange gange: ”Den sondring er sgu mærkelig”

Jeg hørte lige en podcast, hvor værterne diskuterede åndens og håndens arbejde og den status, der følger med det første. Værterne var, selvfølgelig, har jeg lyst til at sige, alle beskæftigede med åndens arbejde. 

Det er ikke første gang, jeg har hørt den sondring, og den er sgu mærkelig. Det tænker jeg især over nu, hvor jeg har taget et sporskifte fra akademiker til sosu-assistent. ”

Før sad du til vigtige møder eller skrev på din computer – nu, ja, så bruger du din krop til … [famlen efter ord, afværgende latter] … praktiske opgaver”, som et familiemedlem konkluderede, efter jeg begejstret havde prøvet at forklare, at jeg netop havde været til eksamen i medicinhåndtering og havde lært en masse af at være elev i retspsykiatrien. 

Det, som familiemedlemmet mener, er, at jeg i den første halvdel af mit liv som akademiker kun brugte min store ånd og hjerne til uh, så vanskelige opgaver. Og jeg nu, som sosu-assistent-elev, er reduceret til at være et par hænder. Hjernen er på konstant standby. Men faktisk bruger jeg min ånd, måske endda min hjerne, meget mere nu, end jeg gjorde før. 

Ja, du hørte det her først: Mennesker, der udfører praktiske opgaver, bruger hovedet og ånden SAMTIDIGT. Nogle gange tænker de endda dybt og nuanceret og omstiller sig efter konstant skiftende omstændigheder. Og tænker de forkert, så kan det have alvorlige konsekvenser for rigtige mennesker. Vildt, ikke? 

LÆS OGSÅ

Jeg valgte at blive skilt fra min mand - da jeg en dag gik forbi hans hus, fik jeg et chok

Jeg lå og grublede i sengen hele natten. For første gang græd jeg på grund af skilsmissen.

Når vi, de åndsforladte, skal bruge vores hænder til at administrere medicin, hjælpe en psykiatrisk patient til at finde ro og håb, overbevise den gamle, leversyge murer om at drikke lidt færre bajere eller hjælpe et terminalt menneske til at dø værdigt og fredeligt samt støtte pårørende, så er det ekstremt åndfuldt. Mere krævende for min ånd og evne til at bruge hovedet, end da jeg sad sammen med de andre akademikere i maratonmøder om ting, der på bagkant og til sammenligning virker ret ligegyldige. 

Reglen i min gamle verden var, at jo længere tid ting tog, jo klogere var de per definition. I min nye verden er jeg tvunget til at tænke hurtigt og få noget fra hånden imens. På et tidspunkt sad jeg sammen med en sygeplejerske, der henkastet sagde: ”Vi sygeplejersker opfatter jo os selv som akademikere”. 

I mit stille sind tænkte jeg, at det var brandærgerligt, hvis sygeplejersker gerne vil opfattes som primært dét, når samfundet i virkeligheden ikke har brug for flere akademikertyper, men for kloge mennesker, der samtidig har et imponerende sæt praktiske skills, som hver dag afgør menneskeskæbner. 

Men jeg forstår hende fuldt ud. Der er af en underlig grund mere status i at bruge sine hænder til at taste på en computer, end der er i at lægge et venflon eller holde om et ulykkeligt menneske. 

Og den status afspejler sig i løn og arbejdsforhold. Jeg har selv taget et ordentligt løndyk, selvom jeg vel egentlig gør mere gavn for samfundet nu. Helt ulogisk har jeg sammen med færre lønkroner også fået hårdere arbejdsvilkår. Den behagelige cafelattepause uden bagkant er erstattet med fortravlede spisepauser afbrudt af stuekald. Den fleksible arbejdstid er erstattet med minuttyranni, hvor man har fri kl. 15.00, ikke 14.59! Altså medmindre man står midt i en opgave, man ikke bare kan gå fra. Så lægger man gerne lige et kvarters fritid ekstra. Herpå bruger man hver dag en halv times ulønnet tid på at klæde sig af og i uniform. 

Jeg elsker mit nye liv. Meningsfuldhed er trods alt vigtigere end løn og status. Men hvor ville jeg gerne lukkes ud af den her underlige bås som mindre beåndet, når det forholder sig modsat.

LÆS OGSÅ

"Da jeg kom uventet hjem en aften, forstod jeg, hvad der var sket – igen"

I to år arbejdede jeg for at lægge det bag mig. Men da jeg kom uventet hjem en aften, fik jeg et nyt chok.