At råbe og banke i bordet var helt almindeligt for Maria Jencel, men én sætning ændrede det

"Jeg kan virkelig ikke lide, når man råber i skænderier."

Maria Jencel kiggede på sin daværende kæreste midt i et af deres skænderier og lod ordene, han lige havde sagt, synke ind. 

– Først blev jeg provokeret. For jeg følte mig forkert i min måde at føle og bruge min stemme på, når jeg prøvede at udtrykke, at jeg følte mig svigtet. 

Gennem sin ungdom havde Maria flere gange følt, at hendes vrede blev gjort forkert af mænd omkring hende. At hun skulle styre sig, skrue ned og fylde mindre. Hvorimod mændenes vrede blev set som et udtryk for styrke og magt. 

LÆS OGSÅ

Min rare mand er begyndt at stikke til mig

En læsers ellers rolige mand er begyndt at stikke til hende, foran deres venner. Hvordan takler hun situationen? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

– Men der tog jeg det faktisk ind. For jeg kunne mærke, at det ikke kom med en undertone af, at mit temperament var forkert. Det kom fra et sted, hvor han ville vores kærlighed. Hans ønske var, at vi talte stille og roligt sammen for at kunne forstå hinanden bedre. Og det ville jeg jo egentlig også gerne selv. 

For Maria har hævede stemmer og et stort temperament altid været helt naturligt. Hun har altid mærket sine følelser meget tydeligt i sin krop og har haft behov for at reagere på dem, når noget føltes forkert. Hvad end uretfærdigheden var sket mod hende eller andre. 

– Jeg har lært fra jeg var barn, at der ikke er noget farligt i at blive vred. Min mors side af familien er fra Grækenland og har et sydlandsk temperament. I Grækenland råber min familie over ingenting. Men det er ikke ensbetydende med, at situationen er alvorlig. Slet ikke. Det er bare en måde at lukke sine følelser ud på, helt uhæmmet. 

– Da denne her kæreste så bad mig om ikke at råbe, når vi skændtes, kunne jeg mærke, at jeg lige skulle afkode, om det handlede om god kommunikation, eller om det handlede om, at kvinder bare skal slappe af, når de føler sig svigtet. Og jeg kunne mærke på ham, at det var det første. Fra den dag, har jeg faktisk ikke råbt i relationer. Men jeg kan stadig blive vred. 

Ingen kærlighed uden vrede 

Maria kan godt forstå, at et stort temperament ikke er særlig hensigtsmæssigt som politiker, i trafikken eller på arbejdspladsen. Men i kærlighedsrelationer synes hun, at alle følelser skal have sin plads. 

Når hun har følt sig svigtet eller overset i sine relationer, skal der være plads til vreden. Begge veje. 

– Jeg synes – også i kraft af, at jeg har lavet over 250 episoder af podcasten ”112 For Knuste Hjerter”, hvor jeg snakker med folk om deres kærligheds- og hjertesorgshistorier – at det er en urealistisk og ikke særlig hensigtsmæssig forventning ikke at blive vred i et forhold. For der er så mange følelser på spil i den relation, og man vil komme til at svigte eller såre. 

For selvom vreden nogle gange er blevet gjort skamfuld, har hun altid forsøgt at holde fast i den og lytte til den. For den kommer altid for at fortælle hende, at noget ikke er i orden – enten i hendes eget liv eller i samfundet. 

– Der har været en læring i at stoppe med at råbe, når jeg bliver vred. For vreden mister sin styrke, hvis den tipper over og bliver afmagt. Jeg har lært at kommunikere den på en klogere måde – uden at undertrykke den. 

Moderskabets sårbarhed 

Selvom Maria har lært at udtrykke sin vrede anderledes, har hun også kunne mærke på egen krop, hvordan den kan ændre facon. Hun har i mange år brugt vreden på et aktivistisk plan til at råbe op om verdens uretfærdigheder. 

– Jeg har tit været i opposition til systemet og sat spørgsmålstegn ved mange ting. Jeg har altid taget diskussionerne og ikke accepteret status quo. Vreden har virkelig drevet mig i min aktivistiske agenda, da jeg som yngre meldte mig ind i alt muligt, skrev debatindlæg og støttede diverse tiltag. 

Men da Maria fik sit første barn, Penelope, sammen med sin mand Pelle, skete der noget med hendes temperament – i hvert fald udadtil. 

– Det har helt klart fjernet noget vrede fra mig at blive mor. Jeg har ligesom kunne mærke det. Det er svært at finde drivkraft, når man ikke er vred. Jeg er blevet mere skrøbelig i mit moderskab. Når jeg ser uretfærdighed og tragedie i verden nu, bliver jeg mere ked af det end vred. 

Hun kom ind i en boble af omsorg og skrøbelighed. Her lå et lille, uskyldigt menneske og havde brug for mildhed og nærvær, og ikke den adrenalin, som vrede skaber. Og der opstod et behov for at lukke sig mere om sig selv og sin lille familie. 

– Det var nemmere at være vred, før jeg var omgivet af små hænder og fødder og hele tiden blev fyldt op af oxytocin. Jeg kan godt savne det mod, der kommer med vreden og den drivkraft, den giver. Men jeg er sikker på, at vreden kommer igen, når mine børn er blevet lidt ældre. 

For nu er den vrede, hun føler på samfundsplan forduftet, men på den personlige plan kan Maria stadig blive vred, hvis hun møder uretfærdighed hos sine venner, familie eller på arbejdspladsen. 

– Sidst jeg blev vred, var da min mand kom for sent hjem i forhold til, hvad han havde lovet. Jeg skulle gå, for jeg skulle være vært til et vigtigt arrangement for en masse kvinder, og det gør mig altid nervøs. Jeg havde sagt til ham, det var meget vigtigt, at han kom hjem til børnene, så jeg kunne komme i rigtig god tid og nå at finde ro. Der sagde jeg til ham, at det var for dårligt, og for ham var det en lille ting. Men vi fandt hinanden i det, og han kunne godt se, at jeg havde det anderledes end ham.

LÆS OGSÅ

Jeg tilgav Eriks utroskab - men så kom det virkelige chok

Min mands anger fik mig til at tilgive ham. Men så fik vi en chokerende nyhed.