Langt ind i karrieren oplevede Jette Torp en følelse af angst, når hun stod på scenen – da hun fyldte 51, skete der noget

1964-1974 (0 til 10 år)

En barndom med musik og antenner

– Jeg er født på Frederiksberg i København og boede de fem første år af mit liv i Ballerup, men det var først, da mine forældre rykkede hjem til Jylland og flyttede til Ry, at mit bardomsliv for alvor begyndte at folde sig ud. 

Det er i hvert fald her, mine første minder er fra. Men jeg var også et barn, der havde antennerne ude og var meget ovre i andres følelser. Og sådan nogle børn, har jeg siden lært, husker ikke nødvendigvis så meget fra deres barndom. 

De sidder ikke og mærker efter under et æbletræ i haven. De mærker efter, hvordan alle andre har det.

Min far, som jeg elskede meget højt, fyldte meget med sine stemninger. Jeg kunne mærke det på måden, han lukkede en dør efter sig. Med et blødt klik eller et kraftigt og skuffet hårdt træk. Det var aldrig voldsomt, men der var heller aldrig noget at tage fejl af. 

Jeg vidste præcis, hvornår jeg ikke levede op til hans forventninger og skulle prøve at gøre det godt igen. Det fyldte meget for mig som barn. Den her frygt for ikke at leve op til andres forventninger. Og det blev et mønster, jeg tog med mig ind i mit voksenliv. Under det hele løb en understrøm af musik. 

Den sprang fra mine forældre, der begge var dygtige amatører. Min mor sang, og min far spillede harmonika. Men musikken boede også som en urkraft i mig, helt uafhængigt af dem. Jeg mærkede den, fra jeg var helt lille. Jeg kunne bare synge. Og sang blev en måde at forløse en masse følelser på, jeg ellers ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. 

Musikken har altid været en helt vidunderlig ven for mig.

1975-1984 (11 til 20 år)

Kvindebands og konservatoriedrømme

– Mine forældre var meget støttende omring min musik og bakkede mig også op, da jeg opsnusede, at jeg kunne komme på musikefterskole i Randers. 

Det var her, det gik op for mig, at jeg kunne andet end at synge hjemme i stuerne i Ry. Jeg kunne optræde, skrive sange og starte et band! Vi var fire teenagepiger, vi kaldte os Athene, og vi var stærkt inspirerede af Anne Linnet, Lis Sørensen og hele Shit og Chanel-energien. Gik i kameluldsjakker og sygekassebriller og syede vores egne lilla pludderbukser.

Jeg holdt stadig lav profil bag klaveret, når vi gav koncert, og var en lidt tilbagetrukken forsanger, men jeg vidste, at det var i musikken, jeg hørte til. 

Jeg var simpelthen mest mig selv, når jeg sang og var sammen med andre i et musikfællesskab. Det var den følelse, der fik mig til at gå så målrettet efter det.

Jeg droppede alt, der hed sabbatår, og søgte direkte ind på musikkonservatoriet. Ikke fordi jeg havde stjernedrømme. Jeg troede egentlig slet ikke, det var en mulighed at leve af det. Jeg ville bare ikke undvære musikken for noget i verden. 

Det var jo der, jeg var den mest autentiske version af mig selv.

1985-1994 (21 til 30 år)

At falde over sine egne funny bones

– Som konservatoriestuderende fandt jeg sammen med to andre kvindelige musikere og dannede gruppen Dirty Dolls. Vi stillede os op på Strøget i Århus. Men det var, som om Århus ikke helt var klar til den form for københavnergademusik. 

Folk gik i hvert fald bare forvirrede forbi.

Så vi fik den ide at spille på cafeer. Og lagde show og komik ind over sangene. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg havde funny bones og kunne få folk til at grine. 

Jeg fik mit store gennembrud med Finn Nørbygaard i 1994 i hit-showet Musik og Fis, og komikken blev en kæmpe gave for min karriere, men kom også til at spænde lidt ben for det, jeg egentlig brændte for.

Midt i det hele blev jeg mor. Først til en datter. Og så to sønner. Vi var et super godt team, deres far og jeg. Han var en rock. Et fuldstændigt fast anker for børnene og mig. Selv om jeg var meget optaget af at være deres mor og virkelig trivedes i den rolle, gav det mig mulighed for at kaste mig ind i min karriere, der bare kørte derudaf.

Jeg red med på bølgen. Og det var ret fantastisk. Jeg stoppede ikke på noget tidspunkt op og tænkte, hov var jeg egentlig ikke sangskriver? Den eftertanke kom først langt senere.

LÆS OGSÅ

Maria blev rasende, da hun hørte, hvad hendes forældre havde gjort med arven

Maria besluttede sig for at gøre noget drastisk, da hun hørte, hvad der var sket.

1995-2004 (31 til 40 år)

Tilbage til rødderne og en lille klang af angst

– Mine børns far og jeg blev skilt, samtidig med at jeg trak i håndbremsen og besluttede, at jeg skulle tilbage til mit musikalske udgangspunkt. På det tidspunkt sang jeg ballader på store arenaer, men længtes efter noget mere håndholdt og nærværende. 

En skilsmisse er altid hård. Især når der er børn. Og vi havde kæmpet længe for at undgå den. Nok også for længe. Måske havde jeg også af den grund brug for at søge tilbage til mine rødder, rent musikalsk, og få lidt fastere grund under fødderne.

Alligevel blev det også tydeligt for mig, at jeg altid havde følt en lille ængstelighed i forbindelse med at optræde. Uanset hvad jeg gik på scenen med. Ikke noget vildt og voldsomt. 

Men en lille klang af angst. Det var min "nye" mand, Claus (bedre kendt som Chili Klaus, red.), der først gjorde mig opmærksom på det. Han mærkede, at jeg blev anspændt. At alt skulle forberedes, og intet måtte afvige fra planen.

Dengang skød jeg det ned, selv om jeg i dag sagtens kan se, hvordan det går i lige linje til min barndom og min drift mod at please og leve op til andres forventninger. Det er en drift, der har siddet i mig hele min karriere. En grundlæggende angst for, om publikum vil mig, og derfor skal overvindes for en hver pris. Det er virkelig hårdt arbejde. Men dengang så jeg ikke mønstret, jeg anede det kun. 

Og så kan man ikke rigtig gøre noget ved det.

2005-2014 (41 til 50 år)

Forretningskvinde ved et tilfælde

– Der er en nødvendighed i moderskabet, som helt naturligt rinder ud, når dine børn ikke behøver dig på samme måde. Og det var hårdt for mig at slippe den nødvendighed. Jeg har altid haft det godt i rollen som mor. 

Det har ikke kun været let, det faldt mig meget naturligt. Jeg forstod, at jeg havde fået tre forskellige væsner, der havde brug for forskellige ting. Og jeg turde se på det, der var svært, når det opstod.

Jeg elskede at være deres mor. Og selv om man jo altid bliver ved med at være netop det, så sker der et stort skift, når de flytter hjemmefra, tager ud i verden og klarer sig selv. Det var lykkeligt at se dem sætte af, men hårdt ikke længere at være den nødvendighed i deres liv, som jeg altid havde været.

Samtidig droslede jeg ned for min karriere og kastede mig helt og fuldt ind i Claus' chili-virksomhed. Jeg fandt ud af, jeg var en ganske driftig forretningskvinde. Lærte enormt meget og blev ekspert i fødevareeksport og stregkoder. 

Men jeg kom også på afstand af mit eget projekt uden nogen klar fornemmelse for, hvor jeg skulle hen med musikken.

Og så blev vi skilt. Det skete for mig en gang til. Og ligesom med min første skilsmisse blev processen måske for lang. Samtidig tager brud bare tid. Og der er også en værdighed forbundet med at give dem den tid. Men det var hårdt. Gud, hvor havde vi mange svære ægteskabelige samtaler over spisebordet. 

Så mange, at jeg til sidst tænkte: Nu brænder jeg sgu det bord! Men det endte med, at jeg tog bordet med mig, da jeg flyttede.

2015-2024 (51 til 60 år)

At flytte sig og mærke en ny nødvendighed

– Jeg var lige fyldt 51, da jeg for første gang, siden jeg var 18 år, skulle bo alene. Og det satte skub i en masse.

Jeg havde allerede taget tilløb til at forstå mig selv bedre. Claus havde været en stor del af det. Peget på den her klang af angst i mig. Og på, at det måske ikke behøvede at være sådan. Men det var først der, jeg virkelig formåede at ryste pleaseren af mig og bare gå ind på en scene og møde publikum. 

Åbent og sårbart.

Det var i de år, jeg forstod, at det faktisk bare kunne nyde det. Og i dag har jeg ikke skyggen af angst, når jeg skal optræde. Jeg har faktisk ikke engang sommerfugle i maven. 

Jeg glæder mig bare helt vildt.

Samtidig kom der en ny følelse af nødvendighed i mit liv. Min ældste datter blev mor, og jeg fik mit første barnebarn. Min lille perle, Olga, der er født med autisme. Fra begyndelsen har hun vist os, at hendes rejse er en anden end andres børn. 

Hun er helt vidunderlig. Og hun har lært mig så utroligt meget. Det bliver hun ved med. Hun udvikler sig hele tiden, og vi, der er tæt på hende, udvikler os med hende.

I starten triggede hun en ny sårbarhed i mig. Jeg blev pludselig meget bevidst om, at jeg jo ikke skal være her for altid. Og bekymret for, hvordan hun skal klare sig, når vi, der er tættest på hende, er væk. Men nu ved jeg, at det kan hun. Hun er så forbløffende stærk.

Siden er der kommet flere børnebørn til. Og de er den nye nødvendighed. Jeg mærkede det fuldstændig tydeligt, en dag jeg sad i Kombardo-bussen. 

Det regnede ned i mig som en selvfølge: Jeg skulle selvfølgelig bo på Sjælland, hvor mine børn – og nu også børnebørn – bor.

Jeg rykkede alt op i en alder af 60 år og flyttede mig. Det var vildt at sige til alle mine nærmeste: Nu forlader jeg jer! Og der er selvfølgelig mennesker i Jylland, jeg savner. Og som savner mig. 

Men jeg kan samle hele min flok af børn, børnebørn og svigerbørn omkring det spisebord, jeg engang havde lyst til at sætte ild til, og det føles helt rigtigt, at det er lige her, jeg skal være nu.

2025-2026 (61 år)

Scenen er mindre, men forestillingerne større

– Jeg larmer langt mindre nu rent professionelt, end jeg har gjort tidligere. Men jeg har faktisk virkelig travlt. Scenerne er bare blevet mindre. Jeg spiller Og der må strikkes-koncerter på biblioteker, hvor alle kan tage deres strikketøj med. Jeg lover, at der er plads og rum til det. Og ordentlig belysning!

Det er virkelig et koncept, folk har taget til sig. Og jeg har fundet ud af, at jeg nyder at spille på de små scener. Også dem, der rummer en anden alvor. På plejehjem og på hospiceafdelinger.

På et hospice var der er ægtepar blandt publikum, hvor manden var terminalt syg. De gik midt under koncerten. Og jeg blev meget i tvivl, om jeg havde spillet en forkert sang. Men hospicesygeplejersken rakte ud til mig efterfølgende og fortalte, at det var første gang, ægteparret havde kunnet græde sammen. 

Musikken havde ramt noget i dem, og de havde haft brug for at være alene om det. Det var så smukt.

På flere plejehjem har jeg set, hvordan musikken kan vække mennesker med demens, så deres pårørende kan få et glimt af dem, de var, før sygdommen ramte. Jeg kan især huske en koncert, hvor en meget urolig beboer pludselig faldt til ro. Og en ældre herre, der ellers var forsvundet helt ind i sig selv, pludselig var til stede igen. 

Han holdt sin kone i hånden. Og jeg kunne se tårerne i deres øjne.

Da jeg tog derfra, var nødt til at ringe til min mor og sige, at jeg måske lige havde spillet den vigtigste koncert i mit liv. Tænk, at jeg stadig har den slags koncerter i vente.

Jeg føler mig utrolig privilegeret og heldig. 

LÆS OGSÅ

Eksperter advarer: Køb ikke disse solcremer

Man kan ikke nødvendigvis stole på den SPF-faktor, der står på solcremens flaske. Hvis du køber dine solbeskyttelsesprodukter online, skal du især tænke over én ting.