Da Knuds kone blev syg, fik hans døtre en god idé – og den gav ham mod på livet igen

Da Knuds kone blev syg, måtte der et familieråd til. 

Døtrene Josefine og Frederikke, der bor tættere på end de to døtre Cecilie og Eva, blev af deres mor bedt om at komme hjem og hjælpe med at finde på noget, deres far kunne lave. 

Det skulle være sjovt og give adspredelse, for det duede ikke, at Knud fordrev dagene og tankerne med at spille computerspil, som han lidt var kommet til, efter at hustruens brystkræft havde kastet en skygge ind over ham. Og det var han selv helt med på. 

– Jeg blev rastløs, da Maria blev syg i 2021, og kunne ikke være i tanken om, at jeg kunne blive alene. Hvis jeg var blevet ved computeren eller havde sat mig ind foran fjernsynet og kigget tomt ud i luften, så tror jeg ikke, jeg havde holdt året ud. Så pigerne og jeg satte os ned ved spisebordet og snakkede om, hvad jeg kunne lave, fortæller 82-årige Knud Kjærulff fra Selling ved Hadsten. 

LÆS OGSÅ

Jeg kan aldrig fortælle min kone, hvad jeg har gjort

Mange fordømmer mænd for det, jeg har holdt skjult. Det er grunden til, at jeg aldrig har fortalt dette før.

Datteren Frederikke havde givet forældrene et fuglehus, og ved familierådet poppede Knuds ungdomsuddannelse som møbelsnedker op – den havde han kun brugt som sløjdlærer. Så de tre gik ud i værkstedet og blev enige om, at det kunne være sjovt at prøve at lave et fuglehus hver. 

Snart blev træstykker skåret op og flikket sammen, og der blev malet små skilte til husene. 

– Det var så hyggeligt, siger Frederikke. 

Da de tre familieværker var færdige, var de godt tilfredse, og herfra gik det over gevind på den gode måde, for fuglehusene havde fået tag i Knud med det samme. 

– Jeg dur ikke til at spille golf, tror jeg, og kan godt lide at arbejde for mig selv, og jeg kan mærke, hvordan fuglehusene skal være, så ideerne kommer konstant. 

En ny kolbøtte 

Året efter blev Knuds kone, Maria, heldigvis erklæret kræftfri, men husene blev ved med at blive til for Knud, og ude på terrassen er der masser af motivation at hente. 

– Vi har tit siddet og drukket morgenkaffe der og fulgt med i, hvor travlt blåmejse hunnen har – med seks sultne unger, der råber og skriger. Nu bor der en mejse i fuglehuset derude, og jeg undrer mig over, at den flyver lige ind i huset i fuld fart – ”gad vide, hvordan den får bremset, før den rammer bagvæggen”, tænker jeg. 

Der er få skridt fra husets hoveddør over til Knuds værksted. Hver morgen klokken otte går han hen over fliserne og ind i mejsehusenes verden. Han står ved et gammelt spisebord og arbejder, og alt andet forsvinder. 

– Huset kunne brænde derinde, når jeg står herude – og jeg tror ikke, jeg ville opdage det. 

Knud bruger genbrugstræ og malingrester så meget som overhovedet muligt. 

– Jeg tusker mig gerne til noget træ, som han siger. 

– Pigernes gamle køjeseng og vores gamle mormors egetræsbord er blevet til fuglehuse, og så har jeg skåret talrige stigereoler i stykker, fortæller han. 

Men i marts 2025 tog Knuds liv en ny kolbøtte, da han fik en blodprop i hjernen. 

– Det var jo upraktisk, for så kunne jeg ikke komme herud, som den lune vestjyde, der er født på Mors, siger. 

– Det eneste, du tænkte på, da du var indlagt, det var jo, at du gerne ville ud i garagen igen, indskyder Frederikke. 

Knud var indlagt i tre uger på Skejby Sygehus, og på en tavle på væggen stod blandt andet målet: At komme tilbage i værkstedet. 

– Det blev jo det, der hjalp til at få dig ud af hospitalet, mener Josefine. 

– Du arbejdede dag og nat med de finmotoriske øvelser, for du kunne ikke klemme om en gaffel til at starte med. Og du ville tilbage – også for at snakke med de mennesker, der kommer efter et fuglehus. 

– Ja, jeg ville tilbage og være et almindeligt menneske, siger Knud. 

Huse med historier 

Knud er også familiemenneske og får hjælp af Josefine med Instagram-profilen ”Fuglehuse”, mens Frederikke bruger tid med sin far i værkstedet. 

– Så sidder jeg her med en kop kaffe og får en snak eller maler skilte. Her er altid liv, siger hun. 

Faktisk er der også liv i husene for Knud. 

– Der er en historie omkring hvert hus, forklarer han og fortæller om det røde skov-fuglehus, at det da må have en Morsø brændeovn og ligge ved en svensk skovsø med en beboer, der drikker kaffe og fisker. Om fuglehus-caféen, hvor nogen må sidde på terrassen. Eller om det spansk inspirerede fuglehus, Casa de Maria, der skal forestille et slidt gammelt spansk stenhus og blev til efter en familierejse til Malaga. 

– For mig bor der også mennesker i husene, og jeg kan se det hele for mig, siger Knud. 

Pippis Villa Villekulla, Emils Katholt, Bamses hus og det gamle Aarhus Stadion til mejserne er alle blevet solgt. 

– Men det er ikke det at sælge dem, der trækker. Det er det at lave dem. Og at snakke med folk om dem – det er sjovt at dele dem, siger Knud. 

Døtrene glæder sig dagligt over den glæde og energi, fuglehusene har bragt med sig her i huset og værkstedet. 

– Det er skønt at ringe og høre, at du er i gang herude, synes Josefine. 

– Og hvis jeg ringer og skal spørge om noget, så kommer vi til at tale fuglehuse, siger Frederikke. 

– Piger, det er stadig bare en hobby, siger manden fra Mors. 

Men pigerne stopper ikke med at fortælle alt det gode, fuglehusene har gjort: 

– I starten var det jo for, at vores far skulle distraheres, men nu er det det, der holder ham i gang. Og han bliver så glad, når andre folk godt kan lide dem. Det har også udviklet sig til noget, der sammentømrer os totalt som familie. Alle vi fire døtre tager med far på markeder med fuglehusene, når vi kan, og bare det at komme hjem og se ham være så glad efter det dyk, vores familie tog, det er fantastisk.

LÆS OGSÅ

Min rare mand er begyndt at stikke til mig

En læsers ellers rolige mand er begyndt at stikke til hende, foran deres venner. Hvordan takler hun situationen? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.