Katrine Marie Guldager har brugt meget af sit liv på at skamme sig over at blive vred – men da hun blev 50, skete der noget

Da Katrine Marie Guldager for nogle år tilbage begyndte at skrive om vrede kvinder, ramte hun et eller andet, som hun ikke selv var klar over, at mange havde brug for at høre. 

– Det var som om, at mange virkelig trængte til, at der blev sagt noget højt om kvinders vrede. Som om rigtig mange egentlig havde behov for at høre, at det var okay at være vred. 

Mange ville gerne høre mere om det der med vreden, og det kom bag på hende, at interessen var så stor. Men hun var også klar til at være vredens fortaler. 

LÆS OGSÅ

Min rare mand er begyndt at stikke til mig

En læsers ellers rolige mand er begyndt at stikke til hende, foran deres venner. Hvordan takler hun situationen? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

– Jeg synes, der meget godt at sige om kvindelig vrede, som jeg egentlig ikke tror er så anderledes fra mandlig vrede. Men jeg synes, der er en positiv kraft i vrede, som man skal lære at bruge – ordentligt, selvfølgelig. Det er ikke fordi, jeg er fortaler for, at man går og flipper ud eller sparker folk over skinnebenet. 

Men hun kan mærke, at det er svært for hendes eget køn at bruge vreden. Ligesom hun også har mærket på egen krop. For Katrine har selv brugt mange år på at lære at håndtere følelsen. 

Plads til hele følelsespaletten 

Det er som oftest, når Katrine skriver, at bøgerne stammer fra noget inde i hende selv – og sådan var det også med de vrede kvinder. Hun havde nemlig brugt nogle år på at gruble over sit eget forhold til vrede. 

– Jeg er en meget temperamentsfuld person, som føler alt muligt, herunder vrede, og det har jeg altid haft svært ved at acceptere. Jeg har gået og skældt ud på mig selv over, at jeg blev vred. 

Vreden var for Katrine noget, der var skræmmende. Noget, der helst skulle pakkes væk – men det lykkedes hende ikke altid. 

– Når man prøver at undertrykke sin vrede, så sker der tit det, at det bobler fuldstændig over på et eller andet tidspunkt, når man har undertrykt den længe nok. Ligesom en badebold man forsøger at holde ned under vandet. Så bliver det ukontrollabelt og også mere skræmmende faktisk. 

Sådan kunne hendes vrede godt komme til udtryk, da hun var yngre – som en ukontrollerbar badebold. Og det resulterede i, at hun skammede sig og prøvede at pakke den endnu mere væk. Sammen med skammen boede også en frygt for at skræmme andre væk. 

– Jeg havde det sådan, at jeg ikke måtte blive vred overfor min mand, for han blev sikkert bare bange. Jeg frygtede, at mine følelser virkede overvældende på andre og især ham. 

Men da hun spurgte sin mand, om han blev bange, når hun var vred, kiggede han bare på hende, som om det var det dummeste spørgsmål. 

– Så sagde han til mig, altså hvorfor skulle jeg blive bange for dig? Du er jo meget mindre end mig. 

Og det er faktisk den største gave, Katrine Maries mand har givet hende gennem hele deres forhold. Pladsen til, at hun kan være der med alt, hvad hun er, og alle hendes følelser. 

– Kun sådan kunne jeg også lære at håndtere mine egne følelser, altså ved at give dem lov til at være der. Jeg kunne ikke håndtere dem, før jeg anerkendte, at de fandtes. Hvis man gerne vil være et helt menneske, så skal man have lov at have hele følelsespaletten. Også sammen med sin mand. 

Det at blive 50 

Udover at hendes mand har været med til at skabe et rum, hvor hendes vrede er fuldstændig accepteret, så har Katrines alder også haft stor indflydelse på arbejdet med at forstå den side af sig selv. 

– Der var mange ting, der ændrede sig, da jeg nåede 50-års alderen. Jeg var ikke længere en ung kvinde, som følte, jeg skulle underkaste mig alt muligt og gå på kompromis med mig selv – hverken på arbejdsmarkedet eller i familielivet. Jeg blev bedre til at stå ved mig selv og dermed også mine egne følelser. 

Det var især her, det ramte hende, at hun altid har haft et kompliceret forhold til sin egen vrede. Det begyndte at fylde meget for hende, hvad der mon lå bag. 

– Det er egentlig ikke fordi, jeg har fået at vide, at jeg ikke måtte være vred. Det har mere været en indre kamp med mig selv. Det har været en kulturel ting, tror jeg, at vi ikke bryder os om vrede kvinder. Men det er en fantastisk drivkraft i alle mulige former for forandring, også når jeg skriver. 

Katrine var nået en alder, hvor hun var færdig med at finde sig i lige så meget, og det var lige netop det, indså hun, da hun dykkede dybere ned i følelsen, som vreden var til for. 

– Jeg opfatter vrede som et ønske om at sige nej tak til noget. Både ting, man synes er uretfærdige eller urimelige, eller når man har bøjet sig for langt. Ligesom vi bruger kærlighed til at knytte os til det, vi gerne vil tæt på, så bruger vi måske vreden til at holde de ting på afstand, som vi ikke bryder os om at have i vores liv. Og det er kun godt at blive bedre til. 

I takt med, at Katrine blev bevidst om, at hun længe havde forsøgt at undertrykke netop vreden, blev hun bedre til at mærke den, når den var på vej. 

– Jeg er blevet bedre til at tage det i opløbet nu og mærke mine behov, så jeg ikke ender med at eksplodere – for så er vreden lige pludselig ikke positiv længere. Det kan for eksempel være ikke at sige ja til alt muligt, jeg egentlig ikke har lyst til. 

Nu nærmer Katrine sig de 60 år, og de sidste 10 har hun øvet sig på at være vred – på den gode måde – og være okay med det. Og faktisk har det kun gjort hende mere positiv. 

– Hvis du ikke har lov til at have de kolde følelser, hvor du kan sige nej eller hertil og ikke længere, så kommer du også til at lukke for de varme følelser. Det giver en følelse af at gøre noget godt.

LÆS OGSÅ

Mangler du en ny podcast? Vi har spurgt vores læsere, og her er deres 13 bedste anbefalinger

I er kommet med over 600 gode anbefalinger, og vi har samlet 13 af dem, der gik allermest igen.