Julie Hastrup: "Jeg synes slet ikke, at vi taler nok om den store sorg, det er at miste en veninde"

Allerede fra Julie Hastrup var helt lille, var hun fascineret af bøger og af at fortælle historier. 

Hendes mor og far læste meget for hende, og i børnehaven holdt Julie hof med grupper af børn siddende omkring hende, mens hun fortalte uhyggelige historier. 

Uhyggen stammede fra Julies mormor, der – når hun passede Julie – gerne delte tidens drabshistorier eller så en krimi med hende i tv.

– Så sad vi der i hendes lysegrønne stole i hendes lejlighed og talte om drab, og jeg syntes, at det var så spændende. Samtidig gik jeg i vuggestue og børnehave på Bispebjerg Hospital, hvor hun og hendes mand arbejdede, og jeg kan huske, at jeg gik på gangene under hospitalet, og det miljø har helt sikkert fodret min fantasi, fortæller Julie Hastrup, der som voksen er forblevet i det uhyggelige univers.

Hun har netop udgivet 11. bind af krimiserien om drabsefterforsker Rebekka Holm, og i dag lever hun af det, hun allerede som barn drømte om. D

engang skrev hun i tidens venindebøger, at hun gerne ville være forfatter, og efter at have uddannet sig til journalist tog Julie Hastrup i 2008 springet fra en fast stilling på DR til et selvstændigt liv som forfatter på fuldtid. Og det med at man sådan kunne leve af at være forfatter, det opdagede hun gennem en barndomsveninde.

– Da jeg blev 10 år, flyttede vi til Kartoffelrækkerne på Østerbro i København, hvor jeg mødte Rosa, som stadig er en af mine nære veninder. Hendes mor var Dea Trier Mørch, og det blev skelsættende for mig at lære hende at kende, fordi det gik op for mig, at det at skrive bøger var noget, man kunne gøre som et arbejde. 

Hver dag gik hun op på øverste etage, lukkede døren og hang et skilt op med ordene ”må ikke forstyrres mellem 10 og 16”. Det var jeg vildt fascineret af, fortæller Julie Hastrup, der lige siden hendes første roman med titlen ”En torn i øjet” udkom i 2009, har følt, at barnedrømmen er den helt rette til hendes voksne jeg.

– Det har været fantastisk for mig at blive forfatter. Tænk at jeg virkelig fandt det, jeg gerne ville lave og ramte det helt. Det var og er stadigvæk en kæmpestor gave for mig. Min første bog blev en bestseller, det er de efterfølgende også, og det har betydet, at jeg kan leve af mit forfatterskab, så min barnedrøm er i høj grad blevet til virkelighed. Det er jeg meget taknemmelig for.

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Trænger du til at trække stikket? Her er 4 magiske retreats, der giver dig roen tilbage

Drømmer du om lange, rolige dage med yoga på tagterrassen på Mallorca eller Bali, sauna i de svenske trætoppe eller dyb afspænding i den nordjyske natur? Vi har samlet fire helt særlige steder, hvor du kan give slip på hverdagens stress og lade op i dit helt eget tempo.

Kæmpe tudetur

Julie Hastrups fantasi og skrivelyst holder aldrig fri, og derfor har hun altid sin computer med, også når hun rejser. I påsken var hun i Andalusien med sine to, nu store børn, og lige om lidt drager de igen sammen på sommerferie, denne gang til den italienske ø Ischia ud for Napoli. 

Børnene har, siden Julie Hastrup blev skilt fra deres far for knap seks år siden, været hendes ideelle rejsemakkere, fordi de har de samme interesser for, hvad de gerne vil på en ferie. 

Julie er landet godt ovenpå skilsmissen, som både hun og hendes eksmand var enige om, men hun føler det stadig som et stort tab, fordi det opløste familien. Og hun er ked af den måde, skilsmisser bliver omtalt, som hun synes er alt for forsimplet.

– Jeg synes ikke, at samtalen om at blive skilt bliver foldet ordentligt ud. Den første uge efter, jeg blev skilt, og min eksmand var flyttet, var der en, der sagde til mig, at ”det var da også godt, at du kom af med ham”. Men når man bliver skilt fra en, du har børn med, er det meget sorgfuldt, også selvom du godt ved, at I ikke skal være sammen længere, siger Julie Hastrup.

Hun mødte sin eksmand, da hun var 31, og dengang var hun overbevist om, at når hun nu var så voksen, da hun mødte ham, og havde prøvet at være i en række andre forhold, så havde hun fundet en, der matchede hende fuldstændig.

– Jeg havde sådan et stærkt billede af to rynkede hænder i hinanden, der sad der og blev bedsteforældre, og det er så sorgfuldt at slippe den drøm. Det er ikke min eks, jeg vil have tilbage, og vi var enige om, at det skulle slutte, men det er stadig svært at acceptere, at det altså ikke blev mig som for altid skulle forblive sammen med mine børns far. Det kan jeg stadig tage en kæmpe tudetur over.

Voldsom venindesorg

Julie Hastrup tøver ikke med at udråbe 50’erne, som hun befinder sig lidt mere end midt i, for et udfordrende årti. Et tabsårti kalder hun det, fordi det er årtiet, hvor mange ting ofte bliver kastet op i luften. 

Her rammer overgangsalderen, børnene flytter hjemmefra, forældre kan få brug for pleje, kroppens forfald begynder at kunne mærkes, og skilsmisser kan ramme.

– Da jeg fortalte min praktiserende læge, at jeg skulle skilles, var svaret, at han altid sagde til sine patienter, at de aldrig måtte blive skilt i 50’erne, fordi der i forvejen var så meget tungt at forholde sig til, siger Julie Hastrup med et smil.

Og det blev også i 50’erne, at Julie Hastrup oplevede en af sine hidtil største sorger. For halvandet år siden mistede hun en af sine både ældste og nære veninder, sangerinden Laura Illeborg, der faldt om midt under en af sine koncerter.

– Det var så voldsomt og enormt chokerende at miste hende. Vi havde kendt hinanden siden 2. klasse, så hun var min ældste veninde og mit livsvidne. Vi sov ofte sammen som børn, jeg kendte hendes familie, hun kendte min, og vi var på ferier med hinanden. Som unge boede vi sammen i flere omgange, og vi er faddere til hinandens børn, og vi fortsatte med at være nære veninder gennem 48 år. 

At miste så vigtigt et menneske er et kæmpe tab. Vi var knyttet sammen af så meget fælles historie, og hun mangler virkelig i mit liv, siger Julie Hastrup.

Nogle af Julies bedste sommerminder er rejserne med Laura Illeborg som små, hvor den danske sommer blev nydt på Fanø hos Lauras familie eller med Julies forældre på en ødegård i Sverige.

To måneder inden Lauras død, talte de om igen at tage på rejse sammen til Sydengland, men det nåede de ikke.

– Jeg synes slet ikke, at vi taler nok om den store sorg, det er at miste en veninde. Helt selvfølgeligt er der mere fokus på tabet af et barn eller en ægtefælle, men det er også helt ufatteligt sårbart at miste en veninde, fordi det er en person, man har delt så meget med, nogle gange igennem et helt liv. 

Fortroligheden og den særlige kærlighed, der er mellem tætte venner, fordi man jo har tilvalgt hinanden, er noget helt særligt. Jeg savner Laura så meget, og den fremtid jeg så med hende som en vigtig aktør.

Alder er in

Med tabet af sin ældste veninder blev Julie Hastrup på den værste måde mindet om livets skrøbelighed, men hun føler, at hun er landet godt i de store omvæltninger som de seneste år har budt på. Hun har taget et aktivt valg om at nyde livets forskellige perioder.

– Jeg har hele livet øvet mig i at favne de forskellige livsfaser, der nødvendigvis kommer. Jeg gør mig umage for at favne min alder og det, som følger med. Jeg prøver ikke gå i landesorg over, at mine børn er flyttet hjemmefra, og jeg frygter ikke min næste runde fødselsdag. Tværtimod. 

Jeg vil vride så meget godt ud af livet som muligt. Og alder er heldigvis blevet in, siger Julie Hastrup, der elsker at følger programmet ”Verdensdamerne”, hvor de tre ældre veninder Bente Scavenius, Lotte Tegner Freddie og Merete A. Baird rejser rundt i verden.

 – Det er så inspirerende at følge de tre vidunderlige kvinder, fulde af livsmod og nysgerrighed, selvom de er langt oppe i årene. Jeg er selv sådan en, der gerne vil blive ved med at arbejde og opleve, indtil jeg ikke kan længere. Og så vil jeg da gerne møde en ny kærlighed. 

Men jeg har også et virkelig velfungerende liv uden, så det skal kun være en bonus.

LÆS OGSÅ

Min selvmedlidende lillesøster har slået til igen

En læser har en søster, som altid vender samtalen over på sig selv, når de taler om moren, der har brug for hjælp. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.