7 skønne ferietips til Aalborg

I Nordjyllands hovedstad Aalborg kan du gå på opdagelse blandt gavlmalerier, fange små koncerter og tage færgen til Egholm. Spadser langs havnefronten, mærk bylivet på farverige caféer – eller hop i fjorden fra fjordbadet.

hjemmet logo farve

Et skatkammer for Jazzelskere

Center for Dansk Jazzhistorie er også på Renés liste over anbefalinger til et besøg i eller ferie i Aalborg. Det ligger lige ved siden af Nordkraft, og René kommer der selv gerne.

– Det er et super hyggeligt sted at komme, og de har masser af koncerter og frivillige. Man kan gå derind og købe sig en kop kaffe og sætte en plade på. Det er et lille skatkammer, understreger Rene Krone, der også anbefaler et nyt jazz-spillested i Jomfru Ane Gade, der hedder El Mundo. Her er der cocktails, jazz og quizaftener hver uge. Åbent onsdag til lørdag aften.

Se hvad der sker på facebooksiden: CenterforDanskJazzhistorie

Adressen til Center for Dansk Jazzhistorie er: Kjellerups Torv 2, 9000 Aalborg

Adressen til El Mundo er: Jomfru Ane Gade 23, 1. sal, 9000 Aalborg

Tag en dukkert i Vestre Fjordpark

René anbefaler en gåtur langs Aalborgs havnefront, hvor man ifølge ham får en række seværdigheder med undervejs – og kan ende helt ude ved byens friluftsbad på omkring en times gang.

Han går selv turen og begynder ved Nordkraft, som ligger ved siden af Musikkens Hus med udsigt direkte til Limfjorden. Herfra kan man gå mod vest og undervejs passere Utzon Center, den brede trappe ned til fjorden, Jomfru Ane Parken og længere ude den gamle spritfabrik, hvor kulhallen i dag er ved at blive omdannet til en ny kunsthal. Næste år åbner den knap 100 år gamle, fredede spritfabrik i Aalborg Vestby som Danmarks nye kunsthal for toneangivende samtidskunst.

Jernbanebroen krydser Limfjorden ved Spritfabrikken, og her er der for nogle år siden tilføjet en cykel- og gangbro, som lyser rødt om aftenen. Turen kan også fortsættes over til Nørresundbys Strandpark på den anden side af fjorden.

– Du ender i Vestre Fjordpark, hvor det er godt at slutte turen med en dukkert. Da jeg var dreng hed det Friluftsbadet, og jeg har tilbragt mange sommerdage der. Det var – og er – gratis for alle, og der er en fin og afslappet stemning for alle aldre, siger Rene Krone.

I Vestre Fjordpark er der omklædningsrum, forskellige bassiner og legemuligheder i vandet. Der er parkeringspladser tæt på og en campingplads.

Adressen er: Skydebanevej 14, 9000 Aalborg.

Rødhus ved Vesterhavet – uden trængsel

René er vokset op med strandture til Vesterhavet. Fra Aalborg kørte familien altid til Rødhus, som ligger 40 kilometer væk.

– Og det gør vi stadig, for vi vil hellere hen til et sted, hvor man ikke ligger på fluepapir som i Blokhus. Ved stranden i Rødhus er det mere stille og roligt, og vi kommer netop der, fordi der ikke sker noget. Vi kan bedst lide, at der ikke er for mange mennesker, og selvom man heller ikke bliver alene i Rødhus, så er det en særlig strand for os, fortæller Rene.

Kør efter Rødhus Strand, 9490 Pandrup

Egholm – et helle midt i limfjorden

Egholm er en lille ø, man sejler til fra Aalborgs vestligste bydel – lige ved siden af Vestre Fjordpark. Der er planlagt en motorvej hen over øen, men indtil da kan man nyde øen, som er et populært udflugtsmål for aalborgensere – også for René og hans familie.

– Øen bliver et symbol på natur og fred. Når man bor i en stor by, og når man tager ud på en ø, er man væk. Det er som et helle midt i Limfjorden, og vi tager derover en gang imellem. Det er mest for at få færgeturen, der kun tager fem minutter, og så går vi en tur derovre, fortæller René.

Der er også et spisested, og om sommeren små pop-up-steder, hvor man kan købe kaffe og is – og finde lopper, der er sat frem langs vejen.

Færgen til Egholm sejler fra Egholm Færgevej 23, 9000 Aalborg hver halve time. Billetter købes ved færgelejet eller via nummerpladebetaling med BroBizz. Prisen er 90 kr. tur/retur for bil og 39 kr. for voksne tur/retur.

Læs mere på enjoynordjylland.dk

Fra kuldrevet kraftværk til kulturhus

Nordkraft er det tidligere kraftvarmeværk fra 1947 og i dag kulturhus. Udsigten fra 13. sal i Nordkraft siges at være byens bedste – og der er fri adgang til udsigtsvinduerne. Man kan komme derop enten via trapperne eller elevatoren og skue ud over byen og Limfjorden.

– Udsigten fra øverste etage er fantastisk, og så sker der så meget i Nordkraft. Om sommeren bliver der vist gratis film om torsdagen – det hedder Costa Del Nordkraft, og så er der liggestole, sand og strandstemning. Man skal besøge Nordkraft i sommerferieperioden for at se alle de sjove og spændende ting, der er på programmet. Der sker noget næsten hver aften. 

Nogle af aktiviteterne er “drop-in”, så man bare kan møde op og være med, opfordrer René Krone.

Adressen er: Kjellerups Torv 5. 9000 Aalborg

Byens udendørs galleri

Aalborg er efterhånden kendt, måske især i udlandet, for sin street art.

– Jeg synes, det er fedt, at de er en del af bybilledet, når jeg går rundt i byen. Jeg cykler meget rundt inde i byen og bliver glad, når jeg ser, at byens rum bliver brugt til kunst. Jeg ved ikke en masse om hvert enkelt maleri, men jeg kan godt lide, når der dukker et op, som jeg ikke før har set, siger Rene.

Man kan booke guidede rundture eller hente en app, så man selv kan gå på opdagelse blandt de over 80 værker.

Du kan læse om hvert enkelt gavlmaleri, appen og downloade et kort over dem på: enjoynordjylland.dk

Festlige Ulla T

I Aalborgs vestby ligger Café Ulla Terkelsen, London – mest kendt som Ulla T. En farverig og festlig café opkaldt efter den legendariske TV 2-journalist. Det er en café med god plads både inde og ude, og René anbefaler stedet til brunch, som han synes er lækker – eller bare en kop kaffe.

– Jeg kan godt lide stedets boheme-stil, farverne og alle de sjove events, de afholder. Det er et sted, der adskiller sig fra andre i størrelse, stemning og sanseindtryk.

Det er et ombygget postkontor i to etager, så der er god plads, og man kan fint kombinere besøget med en gåtur langs vandet, som jeg også anbefaler, siger René.

Adressen er: Kastetsvej 36, 9000 Aalborg

Lokal ildsjæl - Rene Krone

– Aalborg har alt. Det er en by i rivende udvikling. Kulturlivet blomstrer, der er masser af caféer og gode shoppingmuligheder. Som uddannelsesby tiltrækker den mange unge internationale studerende, og det sætter sit præg på byen, som jeg absolut synes er et besøg værd.

Sådan siger Rene Krone, leder af Den Rytmiske Aftenskole i Aalborg. Han kalder sig selv ”en rigtig Aalborg-dreng”, er 52 år, gift og far til fire – og hele familien elsker musik og byens kulturtilbud. Til daglig har han sin gang i Nordkraft, byens store kulturhus med spillested, teater og biograf og samtidig hjem for aftenskolen med 1.600 kursister om året og fokus på musik og dans.