Kåre Quist i blåt jakkesæt i sminkerum med produkter på hylderne bag ham.

Kåre Quist gik i kristen børnehave: ”Det gjorde ikke noget godt for mit forhold til autoriteter”

Når Kåre Quist kigger tilbage på sin barndom i dag, kan han se, at hans tidlige møde med kristendommen allerede i børnehaven, har haft betydning for flere ting op gennem hans opvækst.

alt.dk logo

Kåre Quist fik allerede tidligt et kendskab til Gud og kristendommen.

Hans mor kom fra en indremissionsk familie i Grindsted, og da Kåre Quist og senere hans lillebror, Sverre, skulle i børnehave, sendte hun dem i en kristen institution.

– Når jeg ser tilbage, tror jeg ikke, at det gjorde noget godt for hverken mit forhold til Gud eller til autoriteter i det hele taget, siger han i denne måneds Euroman.

De var ikke mere end et par år gamle, da de lærte, at der er en rigtig og forkert måde at gøre tingene på, at der er noget, der hedder helvede, og at Gud holder øje med én.

Det tidlige møde med en overordnet autoritet, der bestemte, resulterede ikke i, at Kåre Quist havde et klassisk ungdomsoprør, der involverede piercinger og skindjakke. Faktisk fortsatte han i katolsk folkeskole, gik i polo og bomuldsblazer og passede sine fritidsjobs.

Hans oprør kom et helt andet sted.

Et oprør ved spisebordet

Hjemme hos familien Quist var der en evig angst for at løbe tør for penge. Hans forældre var præget af oliekrisen, som betød, at der blev sparet alle de steder, der kunne.

– Når vi tog brusebad, foregik det med en grøn vandkande mellem benene, så vandet kunne bruges i haven bagefter. Og når vi var på kinesisk restaurant i Hørsholm, havde min bror eller jeg altid fødselsdag – det gav jo en gratis menu.

Det betød også, at der af og til blev varmet den samme mad op flere gange i streg. Men med sine tre sidebeskæftigelser – Kåre kørte både med aviser, var flaskedreng og sad bag kassen i supermarkedet – havde han råd til at købe sin egen mad.

Særligt var han vild med pasta – og alt andet, der symboliserede Italien. Så da hans mor en dag ved juletid varmede de samme krebinetter op på tredjedagen, fik Kåre Quist nok.

– Det er simpelthen ikke okay, sagde han.

Så rejste han sig og tog på café i stedet for at spise aftensmaden derhjemme. Det er, hvad Kåre Quist i dag kalder et meget forsigtigt oprør.

Læs det store interview med Kåre Quist i denne måneds Euroman eller på euroman.dk.

Kåre Quist

  • Journalist og tv-vært på DRs TV Avisen
  • Opvokset i Birkerød og Hørsholm
  • Bor i København og har sønnen Carl fra et tidligere ægteskab.