Ida Praetorius har danset ballet, siden hun var tre år: ”Der var mennesker omkring mig, som havde det svært”

Op mod sommerferien i år gjorde Ida Praetorius noget, hun aldrig før har gjort.

– Jeg havde blokeret et par uger i min kalender til ferie, men så fik jeg et tilbud om at danse en forestilling i Italien i netop de uger. Og der sagde jeg for første gang nogensinde nej tak.

LÆS OGSÅ

Mette Frederiksen drømte som barn om at være en dreng - men så tog hun en beslutning

Mette Frederiksen kunne godt misunde sin bror, da de var børn - han fik lov til mere, end hun gjorde, legetøjet var federe, og han var lidt mere modig. Så tog hun en beslutning.

Hun smiler stort og ser ud som om, hun stadig er helt overrasket over sit nej.

– Normalt har jeg utrolig svært ved at sige nej til ekstra forestillinger, og tidligere er det faktisk kun sket, hvis de har clashet med nogle andre forestillinger. Men at sige nej til en forestilling, fordi jeg bare gerne vil sidde på en fortovscafé i København, dét har jeg ikke prøvet før.

Hvordan føltes det så?

– Dejligt befriende. Samtidig var der også en lille stemme indeni, der sagde, åh, men jeg ville også så gerne danse den forestilling i Italien.

Hun griner.

– Men det er måske det, jeg er ved at lære nu, hvor jeg er ved at blive voksen. Man kan ikke det hele hele tiden.

Ida Praetorius er 31 år, og i hendes branche er man for alvor ved at være voksen i den alder. A middle aged ballerina, som Ida selv kalder det på et tidspunkt undervejs i interviewet, selvom hun på ingen måde har hverken drømme eller planer om at stoppe med at danse. 

Udefra set ville det heller ikke give meget mening, for der er rift om hende. I slutningen af august er Ida et af hovednavnene ved International Balletgalla 2025, som afvikles i Tivoli, og i omtalen af begivenheden skriver Tivoli blandt andet: ”Ida Praetorius anses for at være en af de førende kvindelige dansere i verden i dag”.

Hjemme i Danmark

Vejen til den position har været lang og belagt med timevis af træning og utallige udtrådte tåspidssko. Rundt regnet slider Ida ti par sko op om måneden. Hun begyndte dog sin karriere på flad fod, for hun var bare tre år, da hun havde sin første ballettime. 

Hun var vild med det, og talentet var der også, så hun blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor hun var elev fra 2002-2010. Hun fortsatte som aspirant ved Den Kongelige Ballet, og i 2012 blev hun ansat som korpsdanser. I 2014 blev hun forfremmet til solist, og i 2016 gik drømmen om at blive udnævnt til solodanser i opfyldelse. 

Den højeste stilling en balletdanser kan opnå. Siden er priser og anerkendelser regnet ned over Ida, og hun har danset et væld af hovedpartier, som hovedroller hedder i ballettens verden. I 2021 valgte hun at forlade Det Kongelige Teater til fordel for et job som solodanser ved Hamburg Ballett. 

LÆS OGSÅ

Vidste du, at Eva Madsen var Danmarks første kvindelige borgmester? Lær hende at kende her

Der er stadig et stykke vej til ligestilling i kommunalbestyrelserne, men der er heldigvis sket fremgang, siden dengang Eva Madsen blev valgt som Danmarks første kvindelige borgmester.

Hun bor og arbejder altså i Hamborg til hverdag, men i princippet er hele verden hendes arbejdsplads, og hun ser balletdansere fra andre lande som sine kollegaer. Hun glæder sig vældig meget til at danse ved balletgallaen i Tivoli.

– For mig er det altid noget særligt at danse i Danmark, for det er jo mit hjem. Samtidig føler jeg lidt ekstra pres – et forventningspres, jeg lægger på mig selv – når jeg skal danse herhjemme, fordi folk kender lidt mere til mig. Men jeg glæder mig, og jeg glæder mig også utrolig meget til at møde dygtige kollegaer fra hele verden. 

Alle dem, jeg ser op til. De kommer med det, de er bedst til, så det er ikke bare dejligt at være en del af, det er også vidunderligt at opleve. Jeg kommer til at sidde i kulissen og se alle de andre danse, det skal jeg ikke gå glip af.

Hvad tænker du om at blive omtalt som en af verdens førende kvindelige dansere?

Hun smiler og tænker lidt.

– Det ved jeg ikke. Det, der er svært ved det – eller vidunderligt, hvis man kan vende det rundt – det er, at det er kunst, og at det handler om smag. Der er nogle, der er til det ene, og nogle, der er til det andet. 

Det er forskelligt, hvad vi som mennesker bliver berørt af. Det fedeste ved den her kunstart er, at ja, vi arbejder med perfektionisme, men i sidste ende handler dans om frihed, poesi og kunst, og derfor er det svært at sige, hvad der er bedst. Hvem der er bedst. 

Det er ikke som i fodbold, hvor man kan se, hvem der har scoret flest mål.

Det er et meget beskedent svar?

– Men jeg synes, det er det, der er svaret. Og ja, så kan det da godt være, at der er nogle dansere, der tiltaler flere, fordi de har et eller andet stjernestøv.

Og er det sådan en som dig?

LÆS OGSÅ

Amalie Dollerup udforsker nyt land med sin mand - og det kan være udfordrende

Skuespillerne Amalie Dollerup og Andreas Jebro har været sammen i 19 år, men det er først for nyligt, at de er begyndt at mødes i køkkenet.

– Det er dine ord, ikke mine. Jeg er totalt nørd omkring ballet, og når jeg rejser med min dans, går jeg altid ind og ser alle de forestillinger, jeg har mulighed for. Jeg elsker at sidde blandt publikum og mærke, hvad det er, der betager mig. Det er en vigtig reminder for mig selv, for jeg kan være meget hård og perfektionistisk omkring de trin, jeg står og øver hver dag, men det, jeg bliver berørt af, når jeg sidder i salen og kigger, det er, at der står en kunstner på scenen, der har indlevelsesevne og musikalitet, og som formår at være fri, når tæppet går op. 

Det er noget, jeg selv prioriterer, når jeg danser, men det bliver ekstra tydeligt for mig, når jeg kigger på andre. Det gør ikke så meget, hvis du som danser falder lidt ud af en piruette eller ikke er helt på din balance, bare du kommer med noget. 

Jeg øver mig hver dag for at kunne give slip, når jeg står på scenen.

Så jo mere man øver, jo bedre kan man være fri?

– Ja, og modig. Jeg har jo lyst til at gøre det godt. Der er en masse mennesker, der har købt billet til en forestilling, der sidder et helt orkester nede i graven, og der er 100 mennesker på arbejde bag scenen. Så selvfølgelig har jeg lyst til at gå ind og levere det bedste, jeg kan. Ikke kun for min egen skyld og ikke kun for publikums skyld, men også for alle mine kollegaer. 

Det kan være en motivationsfaktor for at arbejde hårdt, men når jeg står på scenen, bliver jeg nødt til at give slip på det. Ellers er jeg ikke fri, og så bliver det mekanisk, og jeg er ikke den bedste version af mig selv. Men det kræver mod at give slip.

Og du er god til at være modig?

– Jeg er i hvert fald god til at være til stede i det, jeg laver. Når jeg somme tider alligevel bliver nervøs, lukker jeg øjnene et sekund og lytter til musikken. Jeg tænker også over at se folk på scenen i øjnene. Der var en balletcoach, der engang sagde til mig, at jeg skulle tænke over, hvilken farve mine meddanseres øjne har. 

For at kunne forklare nuancerne i de øjne, man kigger ind i, er man nødt til virkelig at være til stede. Det var et godt råd.

LÆS OGSÅ

Trine fik dødstrusler for sit arbejde: ”Det virker, som om nogle ikke bryder sig om kvinder med magt”

Det var en sag om hendes børns skole, der tændte Trine Græses politiske ild. Hun er borgmester i Gladsaxe, en af landets største kommuner.

Hvordan føles det, når du står på scenen og giver dig hen?

– Det er noget med at være i en selvforglemmelse. Det eneste, der er vigtigt, er det, der sker lige nu. Det er ikke en film, hvor vi kan lave et ekstra take, så jeg bliver nødt til at reagere på, hvad de andre dansere gør, og hvad musikken giver mig i øjeblikket. Ellers er det ikke autentisk. 

Jeg bestræber mig altid på at komme derhen, hvor alt andet er ligegyldigt. Hvor jeg ikke tænker på vasketøj eller indkøb. Jeg forestiller mig, det er sådan, maratonløbere har det, når de taler om, at de er in the zone. Det er nemmest for mig at komme til det sted, når jeg har en rolle, hvor jeg slet ikke forlader scenen. 

For nylig dansede jeg Blanche i 'Omstigning til Paradis', og der er jeg på scenen uafbrudt i to en halv time. Inden forestillingen begynder, øver jeg kun de trin, jeg skal danse i begyndelsen, jeg tænker slet ikke på, hvad jeg skal lave halvanden time inde i forestillingen. 

Der må jeg stole på, at jeg har gjort mit forarbejde, og så ride den bølge, der kommer. I sådan en forestilling er jeg i selvforglemmelsen hele vejen. Og bagefter er jeg helt smadret.

Jeg er stadig ung

Det er nærmest umuligt for ”almindelige” mennesker at forestille sig, hvordan man kan danse oppe på tæerne uafbrudt i to en halv time, men at være balletdanser på Idas niveau er heller ikke for alle. Det kræver uendelig dedikation og masser af træning. 

En typisk arbejdsdag for Ida begynder ved 7.30-tiden. Hun spiser havregryn, drikker kaffe og tager så ind til træningsstudiet, hvor hun har en time og 15 minutters morgentræning med alle de andre dansere. Derefter har hun typisk prøver på sit repertoire de næste fem timer, kun afbrudt af en enkelt pause. 

Hvis det er en dag, hvor Ida har forestilling om aftenen, tager hun hjem for at slappe af med en dårlig tv-serie eller Formel 1, som hun elsker, og to en halv time før forestillingen begynder, ankommer hun til teateret for at gøre sig klar. Tæppet går op kl. 19.30. Arbejdsdagen slutter typisk ved 23-tiden, hvor Ida som regel går ud og spiser med sine kollegaer for at falde lidt ned. 

Næste morgen er det forfra igen. Seks ud af ugens syv dage.

Hvordan kan din krop blive ved med at holde til det liv?

– Jeg har lyst til at sige so far so good. Jeg har 7-9-13 været heldig, at jeg har været ret skadesfri, og så har jeg en krop, der kan klare det. Men jeg kan da godt mærke, at det tager længere tid for mig at hele, end det gjorde, da jeg var 20. 

Nogle gange tænker jeg, åh Ida, du skulle have nydt det mere, dengang din krop var blød og fleksibel.

Hun griner højt.

– Og det er jo grotesk at sidde og sige, når man kun er 31 år. Som ”atleten Ida” burde jeg strække af, drikke en masse vand og gå direkte hjem efter to en halv times præstation i en forestilling, men realiteten er, at det er så emotionelt krævende, at jeg i stedet har brug for at tale med mine mentorer og gå ud og drikke øl og spise pasta med mine venner. 

Det er ”kunstneren Ida”, der smider fornuften overbord, og det betaler jeg så for næste morgen, hvor jeg er stiv som et bræt. Jeg er jo ved at være sådan en middle aged ballerina, men jeg plejer at joke lidt med, at jeg ikke har peaket endnu, når massøren på Det Kongelige Teater beder om et billede af mig, som han kan hænge op på væggen ved siden af alle de andre kendte dansere, han har arbejdet med. 

Det er nok lidt sådan en ubevidst forsvarsmekanisme – hey, jeg har slet ikke toppet endnu, jeg er stadig ung.

Men mener du også alvorligt, at du ikke har peaket endnu?

– Det er nok igen kunstneren Ida, der spiller ind …

Hun tænker lidt.

– Altså, jeg tror godt, at jeg stadig kan blive bedre rent teknisk, men jeg tror, at der, hvor jeg vokser mest fra nu af, det er kunstnerisk. Hvordan jeg fortolker en rolle, og hvordan jeg arbejder med materialet. 

Det er jo ret klichéagtigt at sige, men jo mere jeg lærer, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved.

LÆS OGSÅ

Selvom Tina er borgmester, har hun taget et vigtigt valg: ”Hver tirsdag klokken halv tre er jeg farmor”

65-årige Tina Tving Stauning er Danmarks ældste kvindelige borgmester – hun styrer Frederikssund Kommune, bare ikke tirsdag eftermiddag.

Hvad skal der til rent mentalt for dig for at danse på topplan?

– Jeg tror, det essentielle er, at jeg synes, det er sjovt. At jeg bliver ved med at føle mig udfordret, og at jeg bliver ved med at kunne finde lag i det, jeg laver, der gør, at jeg kan stå op hver morgen og stille mig hen til barren og svinge mine ben. 

For selvfølgelig er der da dage, hvor jeg hellere ville sidde på en café med mine venner og drikke morgenkaffe.

Tænker du nogle gange, hvorfor gør jeg det her?

– Ja, helt klart. Men så er der de der øjeblikke af selvforglemmelse på scenen, hvor jeg ikke er i tvivl om, at det er derfor, jeg gør det her.

Hvad gør du for at være mentalt rustet?

– Jeg har nogle gode mennesker i mit liv, der er dygtige til at hjælpe mig med at sætte tingene i perspektiv. Som husker på mig på, at i sidste ende er det ”bare” ballet. 

For selvom ballet er min hverdag og min livsstil, og på trods af, at jeg er totalt nørd omkring det, så har jeg altså også mange andre interesser. Og jeg har mange venner, der ikke har noget med balletverdenen at gøre. Det betyder meget. 

Selvom der er et pres på mig i forhold til at præstere, så er det ikke så voldsomt, at det er ødelæggende. Det er et pres, der giver mig et kick af adrenalin og motivation til at gå ind på scenen og vente på, at tæppet går op.

Hvad er det helt særlige, der skal til for at nå toppen?

– Der er noget simpelt i, at man skal øve sig. Der er en disciplin og en rutine, og det skal forstås positivt. Jeg kan faktisk være mere udfordret på dage, hvor jeg holder fri, fordi min krop elsker at træne. Jeg får det simpelthen godt af det. Og så er jeg vokset op med det. 

At træne hver dag har været mit liv, siden jeg var otte år. Og ja, der er dage, hvor jeg måske ikke lige gider, men respekten for mit arbejde får mig afsted alligevel. Det ansvar, jeg føler, i forhold til mine kollegaer og de forestillinger, vi skal lave. 

Det er lidt som at børste tænder, du kan ikke springe over.

Hvad var det, der fik dig afsted hver dag, da du var en lille pige?

– Det var, at jeg gerne ville være solodanser. Og så kan man spørge, hvordan man som så lille kan have så konkret en drøm uden at vide, hvad den indebærer. 

Men hør her, jeg var jo omgivet af balletdansere dagen lang, jeg kunne vildt godt lide at danse, og jeg tror ikke, at man kan stå i kulissen under en forestilling uden at mærke den magi, der udspiller sig, når publikum og de optrædende nærmest trækker vejret i takt. 

Det handler ikke om mig, det handler ikke om dig, det handler om den her ”ting”, vi er ved at skabe sammen. Det er den følelse, der får mig afsted til træning dag efter dag.

Går ikke glip af kærligheden

Der har jo været meget kritik af balletmiljøet på Det Kongelige Teater, i hvilket omfang oplevede du mistrivsel og en hård tone som barn og ung danser?

– Der er helt klart nogle dynamikker, der skal blive bedre i balletverdenen generelt. Men som barn var det ikke noget, jeg var personligt påvirket af. Jeg befandt mig godt i det miljø.

Det er først nu, når jeg ser tilbage på den tid, at jeg er blevet bevidst om, at der var nogle problemer og udfordringer, og at der var mennesker omkring mig, som havde det svært. Og sådan skal det jo ikke være.

Hvordan har du oplevet det store fokus på balletdanseres kroppe?

LÆS OGSÅ

Lis Sørensen har taget afsked med en bestemt type musik: ”En enorm frihedsfølelse”

Lis Sørensens lange musikkarriere har kastet mange ørehængere af sig. Men det er vigtigt for sangeren og sangskriveren, at hun ikke sidder fast, og derfor vil hun gerne ryste en bestemt opfattelse af sig, fortæller hun i et stort interview med Eurowoman.

– Det er en del af balletkulturen, at nogle har et særligt ideal om, hvordan en balletdanser skal se ud. I den forbindelse har det været dejligt at komme til Hamborg, hvor der er stort fokus på personlighed, og hvor balletdanserne derfor ser meget forskellige ud. 

Når det er sagt, så betyder det selvfølgelig noget for kropsbevidstheden, at man ofte arbejder foran et spejl. Der handler det om at prøve at se spejlet som et arbejdsredskab og ikke som en fjende. I Hamborg er det dejligt, at vi faktisk tit arbejder uden spejl, for man kan ikke være autentisk med sine medspillere, hvis man hele tiden har et blik på sig selv. 

Så ja, der er fokus på kroppen, og der er nogle underlige idealer i balletverden, men i sidste ende handler dansen om at røre publikum, og hvis du har et konstant blik på dig selv, er det ikke muligt. Derfor handler det om at have nogle coaches, som man stoler så meget på, at man ikke behøver at have blikket på sig selv hele tiden.

I hvilket omfang føler du, at du er gået glip af noget ved at leve så disciplineret?

– Da jeg var teenager, kunne jeg f.eks. ikke gå i byen fredag aften, når jeg havde træning og forestilling om lørdagen, men der var balletten bare vigtigere for mig, så jeg følte ikke, at jeg gik glip af noget. Og jeg fik jo også mine fester på teateret. 

I dag, som voksen, kan jeg somme tider godt blive irriteret over, at jeg ikke kan lave mit eget skema. For hvad nu, hvis jeg hellere vil til min brors fødselsdag end at danse en forestilling på lørdag? I sådan nogle situationer gad jeg godt at kunne bestemme lidt mere selv.

Har balletten være prisen værd indtil videre?

– Ja, selvfølgelig. Jeg har jo bare haft nogle andre oplevelser.

Og hvad med kærligheden?

– Ja …

Hun holder en længere pause.

– Den synes jeg, at jeg har meget af i mit liv. Jeg går ikke glip af noget, lad mig sige det sådan.

Kan det ikke være svært at få et parforhold til at fungere med et job som dit?

– Ikke hvis der er en forståelse for det, man laver. Men selvfølgelig lever jeg et anderledes liv og er sjældent det samme sted mange uger i træk. Jeg tror, det vigtigste er, at man finder en, man er glad for, så skal resten nok falde på plads. Så jeg er egentlig ikke så bekymret, hvad det angår.

Hun holder igen en lille pause, mens hun smiler lidt for sig selv.

– Jeg er måske også bare en romantiker. Men jeg tror ikke, at det behøver at være så kompliceret, hvis man hviler i sig selv. Ja, jeg arbejder på en anden måde end de fleste, men jeg er også bare en kvinde på 31, der godt kan lide at leve livet. Og det er jeg i øvrigt blevet bedre til med årene. 

Der er kommet en større ro i mig, og i dag behøver jeg ikke at være lukket inde i min egen boble op mod en forestilling for at præstere mit bedste. Der er kommet en større balance i mit liv, der både gør mig til en bedre kunstner og et mere helt menneske.

Hvad tænker du i forhold til fremtiden i forhold til familie og børn?

– Det vil jeg vildt gerne have. Jeg kommer fra en familie, der er meget tæt, og jeg vil sindssygt gerne have børn og skabe min egen familie.

Familien

Netop familien har haft en kæmpe betydning for Idas liv og karriere. Hendes mor var i mange år selv balletdanser og dansede faktisk også ved Hamburg Ballett, inden hun uddannede sig til læge. 

Idas to brødre, Tobias og Lucas, har begge gået på Det Kongelige Teaters Balletskole og danser også i dag. Tobias har koreograferet værket ”Oenothera”, som Ida skal danse ved den kommende balletgalla i Tivoli, og han skal også selv danse.

– Det er dejligt og en gave, at mine brødre og jeg har en fælles forståelse for, hvad vi laver. Jeg elsker, når vi kan være der for hinanden, og det bedste er, hvis de står ude i kulissen, når jeg danser – eller omvendt. 

Vi har aldrig være i indbyrdes konkurrence, men det handler nok både om aldersforskel og om køn. Vi har aldrig konkurreret om de samme roller, og selvom vi er meget tætte, er vi også utrolig forskellige. Jeg glæder mig til at skulle være sammen med Tobias i Tivoli, det er simpelthen krymmel på isvaflen, for det er længe siden, vi har arbejdet sammen.

Jeg tror også, at mine forældre glæder sig til det. De har altid prioriteret at se så mange af vores forestillinger som overhovedet muligt, og det gør de stadig.

LÆS OGSÅ

Kristina har brugt over 40 timer med stalkere – denne ting kom bag på hende

I løbet af det sidste år har forfatter og journalist Kristina Antivakis brugt meget tid på at forstå, hvem de mennesker, der stalker, er. I den proces har særligt én ting overrasket hende selv.

Hvordan var det at flytte væk fra den nære familie, når du har været vant til så meget opbakning?

– Som vi altid siger til hinanden i familien: Vi er ikke længere væk, end at vi bare kan ringe til hinanden. Og Facetime er jo ret fantastisk i den sammenhæng. Når det er sagt, så var det ret barskt i begyndelsen, da jeg kom til Hamborg.

Jeg var vant til at dele oplevelserne med min familie og mine nære venner og kollegaer, men pludselig gik jeg ofte bare alene hjem efter en forestilling. Balletmiljøet i Tyskland er også meget anderledes. Det er helt normalt, at publikum klapper længe og kaster masser af blomsterbuketter op på scenen, hvis de er glade for en forestilling, men de buher også, hvis de ikke er tilfredse. 

Man er en ”stjerne” på en anden måde end herhjemme, og der står fans ved sceneindgangen og venter efter forestillingen. Det var alt sammen meget overvældende, fordi jeg ikke havde mine nærmeste tæt omkring mig.

I Danmark er det meget almindeligt, at balletdansere indstiller dansekarrieren, når de bliver 40 år. Ida ved endnu ikke, hvor længe hun selv vil blive ved med at danse, men hun synes i hvert fald ikke, at det skal være fødselsdatoen, der afgør, hvornår hun stopper.

– Jeg har en kollega i Hamborg, der er 50, og hun er en fabelagtig ballerina. Så hvorfor stoppe, når man er 40, hvis man stadig har lyst til at danse, og kroppen kan holde til det? Der er også mange, der går ud fra, at man holder op med at danse, hvis man bliver gravid og får børn. 

Men hey, vi er i 2025, selvfølgelig kan jeg godt få børn og komme tilbage og danse, hvis det er det, jeg vil. Jeg har kollegaer, der har gjort det, og jeg synes kun, at de er blevet bedre.

Men når du en dag ikke vil danse længere, hvad kunne du så godt tænke dig at lave?

– Jeg ved det ikke helt præcist endnu, men jeg gad godt at lave noget, hvor jeg havde indflydelse på kunstarten, og hvor den skal hen. Jeg vil godt sidde ude på den anden side af tæppet og være med til at sørge for, at balletten bliver ved med at være relevant, så vi kan have en udsolgt sal hver aften. 

Jeg elsker jo det, jeg laver, og jeg har lyst til, at alle andre også skal elske det.