Eva Madsen.

Vidste du, at Eva Madsen var Danmarks første kvindelige borgmester? Lær hende at kende her

Der er stadig et stykke vej til ligestilling i kommunalbestyrelserne, men der er heldigvis sket fremgang, siden dengang Eva Madsen blev valgt som Danmarks første kvindelige borgmester.

ALT for damerne logo

Når danskerne går til stemmeurnerne ved kommunal- og regionsvalget den 18. november, vil det ikke være umuligt at finde en dygtig kvinde at stemme på. Lidt mere end hver tredje kommunalvalgskandidat på landsplan er en kvinde. Men for lidt over 100 år siden var det slet ikke lovligt for kvinder at stemme.

20. april 1908 blev Valgloven ændret, så det nu hed sig, at ”kvinder – gifte såvel som ugifte” havde stemmeret ved kommunalvalg. Og 12. marts 1909 blev Dagmar Petersen som en af de første danske kvinder stemt ind i byrådet i Aarhus. Hun var aktiv i kvindebevægelsen og stillede op for Socialdemokratiet i Aarhus. Dagmar var placeret langt nede på listen, men blev alligevel valgt ind i det ellers så maskuline selskab.

Faktisk kom to kvinder ind i byrådet i Aarhus det år, men apotekerfruen Mathilde Krarup trak sig. Hun var blevet opstillet mod sin vilje af sin mand.

Så Dagmar var ene kvinde i byrådet i de følgende fire år. Hun må have gjort det godt, for hvis du en dag bevæger dig hen ad Dagmar Petersens Gade i Aarhus, så ved du nu, hvem den er navngivet efter.

I 1950 fik Danmark sin første kvindelige borgmester. En glædelig nyhed – men den skete på en tragisk baggrund.

Eva Madsen var født i 1884 i Næstved. Hun drømte om at blive læge, men forældrene havde kun råd til at give hendes fire brødre en akademisk uddannelse.

I 1912 giftede hun sig med Rudolph Madsen, som var by- og herredsfuldmægtig i Stege på Møn. Her tog Eva sig af opdragelsen af parrets datter, og hun var desuden lærer i byens realskole.

I 1926 blev hun formand for Dansk Kvindesamfunds Mønskreds, og senere blev hun valgt ind i byrådet for Det Radikale Venstre. Hun blev formand for skoleudvalget og værgerådet og siden også for det sociale udvalg. Hun bestyrede som sådan byens socialkontor.

Eva Madsen var vel det, man på godt dansk kalder for rapkæftet. Og hun var ferm til at samarbejde med mænd.

17. januar 1950 mistede den konservative borgmester, Christian F. Carøe, livet ved en trafikulykke. Da havde Eva Madsen allerede bebudet, at hun ikke ville genopstille ved kommunalvalget samme år. Alligevel var det hende, alle mændene uanset partifarve pegede på som ny borgmester.

I forbindelse med valget 14. marts 1950 stoppede hun som kommunalpolitiker og flyttede med sin lille familie til Charlottenlund. Her boede Eva Madsen resten af sit liv. Hun døde som 88-årig i 1972. 

Kilder: Dansk Kvindebiografisk Leksikon og 'Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968' af Ole Degn og Vagn Dybdahl.