Sara Bro og Alex Høgh klædt i henholdsvis lyserød og hvid skjorte og smiler til kameraet

Nyt makkerpar til populært musikprogram: "Det er ikke helt gået op for mig endnu"

Radiovært Sara Bro bliver vært på Dansk Melodi Grand Prix 2026 - og ved sin side får hun en helt ny værtsmakker. 

Skuespiller Alex Høgh Andersen, som de fleste kender fra serien 'Vikings' og filmen 'Rejseholdet' kaster sig ud i en ny og mere musikalsk rolle, når han næste år skal styre sangtalenter og points til Dansk Melodi Grand Prix. 

- Jeg tror ikke helt, at det er gået op for mig endnu. Det er et klichefyldt svar, men den er god nok. Det kommer nok først til at slå mig, når jeg står til generalprøve ved siden af Sara og kigger ud over Arena Nord, siger Alex Høgh Andersen i en pressemeddelelse om sin nye opgave og fortsætter:

- Jeg er meget spændt og en smule nervøs, men først og fremmest er jeg taknemmelig for at få muligheden og glæder mig til at udfordre mig selv på et personligt plan.

Ved sin side vil han have den erfarne tv- og radiovært Sara Bro, som har været vært på musikkonkurrencen to gange tidligere.

- Det føles fantastisk at få lov til at lave det her tre gange i træk, særligt fordi det er en fantastisk, magisk drømmeverden med nogle utroligt dejlige og søde Grand Prix-fans. Når man først er trådt ind ad døren, er man med i en kæmpe, dejlig familie, som man kan møde alle mulige steder. Jeg er meget stolt af at være med igen, siger Sara Bro.

Dansk Melodi Grand Prix sendes direkte på DR1 og DRTV lørdag den 14. februar 2026. Læs mere på dr.dk/grandprix.