Da skuespiller Alex Høgh Andersen som 21-årig fik en af hovedrollerne som Ivar the Boneless i HBO-hitserien ’Vikings’, havde han aldrig forestillet sig, at det ville blive så stor en succes, som det blev.

Men vejen til succes var ikke uden bump, og rollen i seerhittet endte med at gøre Alex Høgh syg med både stress og angst, fortæller han i dennes uges ALT for damerne.

Hvad han troede var en mindre rolle i et halvt års tid, viste sig at blive én af seriens hovedroller over fire sæsoner. Alex Høgh rev derfor teltpælene op og flyttede sit liv til Irland i 3,5 år.

Og så arbejdede han ellers i døgndrift, fortæller han.

LÆS OGSÅ

Stresseksperten: Her er nogle af de første tegn på stress

Flere og flere danskere kæmper med stress, men heldigvis kan du både forebygge og behandle stress ved at tage vare på dine basale behov og få nok søvn, motion, lys, luft og god kost.

– Det var en helt vanvittig, fantastisk, once in a lifetime oplevelse. Men det var også en virkelig hård tid rent produktionsmæssigt. Vi lavede 20 episoder pr. sæson, hvilket er dobbelt af en normal produktion – så vi arbejdede jo uafbrudt i 11 måneder om året.

– Vi havde lige to-tre uger hen over julen, hvor vi kunne slikke vores sår og se vores familier, indtil næste sæson startede. Så jeg mener det, når jeg siger, at jeg arbejdede i 3,5 år uafbrudt, uden tid til noget andet. Mine dage startede klokken fem i makeuppen, hvor jeg fik mit 25 kilo tunge kostume på, som jeg gik rundt med hele dagen, indtil jeg var hjemme igen klokken 19. Og så brugte jeg hele aftenen på at øve mine replikker til næste dag. Det drænede virkelig min krop, selvom jeg vil sige, at jeg er et ret robust menneske.

For meget af det gode

Efter tre års intense optagelser blev alting for meget for Alex Høgh. For med nu flere millioner øjne på sig, et kæmpe pres på skuldrene og arbejde i døgndrift blev han syg.

LÆS OGSÅ

Da psykologen kastede papirkugler efter Sara Maria Franch-Mærkedahl, gik noget vigtigt pludselig op for hende

Sara Maria Franch-Mærkedahl har lidt af angst, så længe hun kan huske, men gennem det seneste års tid har hun lært, hvordan hun med et ret simpelt værktøj kan få det langt bedre.

En aften under Comic Con i San Diego blev ’Vikings’-skuespilleren pludseligt syg med madforgiftning, og resten af weekenden foregik på hotelværelset. Og selvom han skulle retur til Irland om mandagen for at fortsætte optagelserne til ’Vikings’, troede han måske, de ville blive rykket, fordi han lå syg i den anden ende af verden. Men sådan gik det ikke, og skuespilleren måtte tvinge sig selv på et fly mod Irland søndag aften.

Der var ikke tid til, at han var syg, fortæller han.

– Det blev virkelig undervurderet, hvor skidt jeg havde det. Producerne sagde til mig, at de var meget kede af, at jeg var syg, men at der intet var at gøre – så selvfølgelig blev jeg ved med at møde ind, selvom jeg havde det forfærdeligt. Der stod jo også 300 statister og ventede på mig. Men heldigvis havde jeg mine gode, nærmeste kollegaer, som greb mig hver dag. De kunne jo se, at jeg havde det ad helvede til.

Alex Høgh kæmpede sig igennem optagelserne, selvom han fik det værre og værre. Det var, som om der blev ved med at være noget galt med maven.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Efter flere ugers sygdom og utallige lægebesøg blev det konstateret, at han havde udviklet stress og angst i en sådan grad, at hans krop fysisk reagerede på presset.

– Det endte med, at jeg også udviklede en spiseforstyrrelse sammen med angsten og stressen. Jeg tabte mig ti kilo på to uger, fordi jeg blev bange for at spise noget, der kunne gøre mig syg igen. Jeg udviklede en form for sygdomsangst, og min krop var virkelig bare i SOS. Jeg fik sådan nogle stressskyl gennem min krop, som startede oppefra og gik hele vejen ned til tæerne. De føltes, som om jeg fik stød. Alt derfra handlede om at distrahere mig selv fra stressen, de grimme tanker og kaosset i mit indre for at overleve – og det gjorde jeg meget med bøger. Jeg isolerede mig selv mere og mere og var bare i min lejlighed, når jeg havde fri.

– Den eneste ende, jeg kunne se på det, lå tre måneder ude i fremtiden, når vi ville være færdige med sæsonen, og jeg kunne tage hjem. Og de tre måneder føltes som tre år. Da vi havde optaget sidste afsnit af sæson seks, kunne jeg gå derfra uden én eneste officiel sygedag. Det blev ikke den glade, forløsende afslutning, jeg gerne ville have haft, men en afslutning, der mere handlede om, at jeg hurtigt skulle hjem og passe på mig selv.

På den anden side

Da Alex Høgh vendte hjem til Danmark, var hans krop i totalt alarmberedskab. Og i den første uge lå han på sin mors og fars sofa i Skælskør. Men sygdommen aftog ikke, bare fordi han flyttede hjem.

– Problematikken med det pis er jo, at det får lov at stadfæste sig, hvis det sidder i kroppen længe nok. Så fordi jeg ikke fik lov at restituere og blive rask i Irland, kæmpede jeg med spiseforstyrrelsen og angsten i halvandet år, efter jeg kom hjem. Jeg kom hjem med en krop, som var fuldstændig ødelagt. Mad var et projekt for mig meget, meget længe, og jeg prøvede bare lige så stille at afkræfte min angst og indse, at det ikke var farligt længere.

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Det var først, da Alex Høgh flyttede ind i en lejlighed sammen med sine tre gamle roomies, som han boede med inden Irland, at sygdommen langsomt begyndte at aftage. For med psykologhjælp, gode mennesker og rolige omgivelser fik Alex Høgh det langsomt bedre, fortæller han og slutter:

– Jeg er heldigvis helt sygdomsfri i dag, og det er måske også et godt eksempel på, at sygdom ikke nødvendigvis er noget, man behøver at kæmpe med resten af livet. Man kan godt få bugt med det. Men jeg er bestemt en anden Alex i dag, end jeg var før. Jeg er mere sårbar, og livet har gjort ondt. Sygdommen tog nok min uskyld, og det var dér, jeg smed den ungdomsnaive side af mig selv, som bare troede, at livet var en dans på roser. Jeg blev voksen. Men jeg vil ikke romantisere min nedtur, for det er ikke meningen, at man skal blive så syg. Nogen skulle have grebet mig og passet på mig, for jeg var kun et barn med et lidt for stort ansvar.