Mette Frederiksen i lilla blazer sammen med sin mand Bo Tengberg

Mette Frederiksen drømte som barn om at være en dreng - men så tog hun en beslutning

Mette Frederiksen kunne godt misunde sin bror, da de var børn - han fik lov til mere, end hun gjorde, legetøjet var federe, og han var lidt mere modig. Så tog hun en beslutning.

I podcasten "Mit yngre jeg" åbner Mette Frederiksen op om sin barndom i det jyske - og om at hun i en periode drømte om at være en dreng.

– Jeg er en lille smule gammeldags opdraget, og min bror fik lov til nogle ting, jeg ikke fik lov til. Vi fik lidt forskellige opgaver derhjemme, og han fik noget federe legetøj end mig, drengene fik lov til mere, og de var mere modige, siger hun i podcasten.

Da Mette Frederiksen er omkring 10 år, sker der noget.

– Der sker et eller andet på det tidspunkt, hvor jeg tænker, at hvis det at være pige er, at man skal holde sig tilbage, eller ikke kunne gøre det, man egentlig gerne vil gøre, så skal det være løgn. Og der kommer modet, og en selvtillid begynder at blive bygget op, siger Mette Frederiksen. 

Ifølge hende forveksler vi nogle gange selvværd og selvtillid, og hun har aldrig selv har haft særlig stor selvtillid, men et meget stort selvværd. 

– Jeg tror, mit held som menneske er, at jeg er vokset op i kærlighed. Jeg har aldrig prøvet ikke at være elsket, og det er et meget stort privilegium, som jeg er meget taknemmelig over. Jeg har en virkelig god og tæt familie, og en stor vennekreds.

– Nogle af mine venner har jeg over 30 års jubilæum med, og jeg har en meget tæt relation til mine børn og min mand, og nye venner er kommet til. Og det at have en base, hvor folk er flintrende ligeglade med, at jeg er statsminister. Fordi de fleste i mit liv har kendt mig, før jeg blev det. De er ligeglade. De bakker mig op, og de vil gerne passe på mig. Og ud af kærligheden, hvis man er så heldig, at man har fået lov at opleve den, og er i den, og er i nogle tætte relationer, så kommer selvværdet.

Og hvis man har selvværdet, så er det også lettere at nå et sted hen, hvor man tør noget, eller hvor man kan være nysgerrig, eller springe ud i noget, forklarer Mette Frederiksen i podcasten.

– Jeg har altid været modig. Jeg har aldrig været bange for noget. Det er jeg stadigvæk ikke. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er den bedste til noget. Jeg er meget selvkritisk og evaluerer mig selv rimelig hårdt nærmest hver eneste dag, siger hun og fortsætter:

– Jeg kan godt tænke, gad vide om folk kan lide mig? Det er en bagside ved at være kendt som statsminister. Der er jo nogle lidt hårde og skarpe holdninger til mig. Men jeg er ikke bange. Og det er også lidt en beslutning, jeg har truffet, ikke at ville være det. Og den kommer jeg virkelig til at holde fast i, fordi jeg tror på, at vi kun lever en gang. Så vi skal have det bedste ud af det liv, vi har.