Tuva Novotny har lagt mærke til en forskel på danskere og svenskere: ”I Sverige er det lidt anderledes”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Rörstrandsgatan, hvor mine forældre boede i kollektiv. Det ligger i et område i Stockholm, der hedder Vasastan, som i dag minder om Østerbro, men som dengang var fyldt med hippieboliger. 

Da jeg var tre år, flyttede vi på landet. Min mor var skuespiller, da hun var helt ung, men blev senere uddannet billedkunster ved Kunstakademiet i Sverige. 

LÆS OGSÅ

Hendes opskrifter lever stadig – men hvem var kvinden bag Frøken Jensens kogebog egentlig?

Frøken Jensens kogebog. Bare navnet får det til at dufte af sprængt oksebryst og kåldolmere. 124 år efter udgivelsen lever bogens opskrifter i bedste velgående, men kvinden bag kender de færreste. Ny roman giver et bud på, hvem hun var – husbestyrerinden, hvis succes endte med at forsøge hendes arbejdsgiver.

Min far kom til Sverige fra Tjekkiet i 1970, og efterhånden som jeg blev ældre, blev han uddannet instruktør, men arbejdede med at uddanne tv-journalister.

Jeg elsker landet og har en stor kærlighed for skov og natur, fordi jeg har kunne mærke, hvor meget det betyder for mit velvære, men som halvt tjekkisk kunstnerbarn i en lille by, hvor man ikke havde set andet end Anderson og Eriksson, kunne det at bo på landet godt føles klaustrofobisk, fordi der ikke var den diversitet, som du på en måde selv hører til. 

Men min opdragelse var meget fri, og mine forældre har altid støttet min søster og mig i at gøre, hvad vi havde lyst til.

Hvordan fandt du din levevej?

– Skuespillet er ikke en vej, jeg bevidst har valgt, men mere en, jeg kom ind på ved et tilfælde. Jeg har altid været meget boglig og havde planer om at studere, men jeg gik til teater efter skole og blev plukket til et teaterstykke, og pludselig var skuespillet en del af mit liv. 

Det faldt mig nemt, og jeg syntes, det var sjovt, så jeg valgte et gymnasium med fokus på teater, som så ledte til en rolle i en tv-serie. Jeg prøvede at studere alt fra tjekkisk litteratur til litteraturhistorie, men skuespillet blev ved med at dukke op, og pludselig var det mit arbejde.

Skuespillet er stadig ikke noget, jeg går bevidst efter. Det er et valg, som jeg kan vælge til og fra, og det er også derfor, at jeg de sidste 10 til 15 år har både skrevet og instrueret. 

Jeg er ikke særlig vild med den opmærksomhed, der ligger i skuespilfaget, og jeg har sagt nej til mange interviews og premierer undervejs, hvilket har virket underligt både på folk fra branchen og på medierne. I 90’erne, hvor jeg startede som skuespiller, var der nogle bestemte rammer for, hvordan man gjorde tingene. Var du under 30, skulle du sød og sexy på forsiden, og det ville jeg ikke, så jeg sagde nej tak. 

LÆS OGSÅ

Midt i indspilninger blev Lisa Nilsson hvisket noget klamt i øret - i dag tager hun magten tilbage

Som ung sangerinde havde Lisa Nilsson sit værste metoo-øjeblik, som satte sig dybt i hende. Det fortæller hun ærligt om i denne uges ALT for damerne.

Det turde jeg måske, fordi arbejdet ikke har været så afgørende for mig. I bakspejlet kan jeg godt se, at jeg måske havde haft en anden karriere, hvis jeg havde været lidt mindre rigid, men det er jeg ligeglad med. Jeg har været glad for alle mine job og alle de mennesker, jeg har mødt på min vej.

Din sværeste karrierevej?

– Jeg var meget ung, da jeg første gang kom til USA for at arbejde, og jeg kunne mærke, at jeg ikke var skabt til den amerikanske måde at arbejde på. Jeg er ikke særlig vild med den der store Hollywood-maskine, hvor du er 200 mennesker på et set, du ser nærmest ikke instruktøren, og du skal være heldig, hvis du får tid til at forberede dig med de andre skuespillere. 

Det, jeg godt kan lide ved skuespillet, er netop samarbejdet med de andre medspillere og med instruktøren og at dykke ned i et manuskript sammen. 

Hvis ikke jeg har det, så har jeg ingenting. Jeg kan ikke bare gå ind og levere og så gå igen.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg synes, det var megasvært, da jeg var 19 år, for der var jeg jo stadig i gang med at finde ud af, hvem jeg selv var, så det var så mærkeligt, at nogen syntes, de kendte mig, når jeg ikke engang kendte mig selv. 

Nu sker det så sjældent, og hvis det gør, er det som regel altid søde kommentarer, og den glæde kan jeg kun være taknemmelig for. I Danmark oplever jeg, at folk har meget større respekt for privatlivet. I Sverige er det lidt anderledes. 

Der kan det være svært for os at gå ud som familie uden, at nogen henvender sig.

Hvordan var din vej mod at blive mor?

– Jeg var 26 år, da jeg blev mor første gang, og udover to af mine barndomsvenner, som boede i Sverige, kendte jeg ikke andre, der havde børn, så på den måde var det ret ensomt. På den anden side var jeg befriet fra, hvordan man skulle gøre tingene.

Jeg havde bare min baby med på arbejde, hvilket var usædvanligt dengang, men det var forfriskende for mig at sætte nogle krav til at være kvinde og mor i vores branche. Som førstegangsmor prøvede jeg mig lidt frem, men nu med mit tredje barn har jeg en erfaring med fra de to første, som gør, at jeg er langt mere afslappet. 

LÆS OGSÅ

Problemer med din hund? Her er løsningen på de mest almindelige udfordringer

En hundepsykolog deler sine bedste tips til, hvordan du håndterer de syv mest udbredte udfordinger med vores firbenede venners adfærd.

Måske i kraft af min alder er jeg mere nærværende i rollen som mor, og for hvert barn, jeg har fået, er jeg blevet mere og mere ydmyg overfor det mirakel, det er at få et barn.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min familie selvfølgelig, men også mine venner. Jeg har venner, der går helt tilbage til min barndom, som jeg er meget nær med, men jeg synes også, at jeg har fået nære venner i en voksen alder, netop fordi jeg har et åbent hjerte. 

Mine venner er helt afgørende i mit liv, fordi de kan minde mig om, hvordan verden er udenfor de bobler, man i løbet af livet nogle gange ender i. Her kan venskaber give et andet perspektiv end for eksempel ens partner, som man måske er i boblen sammen med. Et venskab kan stå udenfor og kigge ind og holde en i hånden og guide, hvis der er brug for det. Og det fungerer også omvendt. 

Jeg synes, det er så fantastisk, når jeg engang i mellem får lov til at være der for mine venner.

Hvornår har du følt dig på afveje?

– Alle, der har prøvet at blive skilt, ved, at det er en afvej. Men fordi det sker for så mange i dag, og der bliver talt åbent om det, kan det være nemmere at se det som noget, der kan være med til at bane en ny vej. 

Jeg kan huske, at jeg mødte en veninde, som fortalte, at hun var blevet skilt efter 30 år, hvor jeg sagde, at det var jeg ked af – ”nej, sig tillykke”, svarede hun.

Det er mange år siden, jeg blev skilt, men det var klart et tidspunkt, hvor jeg tænkte; ”hvor er hovedvejen nu?” Man skal opfinde sig selv igen, og det er meget forskelligt, hvordan man gør det, men en del af det er at normalisere det og ikke se det som noget farligt eller mislykket, men som noget der godt kan være en ny start.

Din vej til lykke?

– At kunne acceptere tingene, som de er. Så snart jeg stoppede med at kæmpe med alt det, der var svært og hårdt og i stedet bare sagde; ”ja, det er hårdt nu, fordi jeg ikke har sovet i tre år med et lille barn, eller fordi arbejdslivet går, som det går, eller der er noget i familien, der er svært”, så blev det hele lettere. 

Da jeg var omkring 30, gik det op for mig, at livet kommer til at være svært mange gange, men det er en del af det, og det vokser og lærer man også af. Nogle ting kommer man måske aldrig til at forstå meningen med, men man skal igennem det alligevel. Og når man lærer at acceptere de svære perioder, så kan man også være mere nærværende i de gode.

LÆS OGSÅ

Her er 3 skønne steder i Københavns Nordvest-kvarter, som du bør opleve

Modekoordinator Ida Whitt har fået øjnene op for bydelen Kbh NV, der er i gang med en spirende opblomstring. Her får du hendes tips til små perler af spisesteder og andet, man kan gå på opdagelse i.

Hvor er du på vej hen nu?

– Jeg har på fornemmelsen, at der er noget, der lurer i det nye år, men jeg ved ikke helt hvad. Jeg har altid været interesseret i at videreuddanne mig og at kigge nye veje, så måske skal jeg læse igen. Jeg udvikler også på nogle filmprojekter, som, jeg synes, er spændende. 

Jeg savner film om moderskabet, og jeg vil virkelig gerne lave en film om et asylcenter, som for mig står som en af de mest vanvittige ting.

Lige nu er jeg med i Paprika Steens nye film 'Det nye år'. Jeg mødte Paprika første gang for 20 år siden, og hun var en urkraft, men også lidt frygtindgydende for mig dengang. Så mødtes vi igen for fem år siden, hvor vi var mere i øjenhøjde, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg elsker hende. 

Hendes nerve udenpå og hendes dybe viden og kendskab til faget. Så da hun ringede med den her film, sagde jeg ja med det samme. Jeg var næsten ligeglad med, hvad det var for et projekt, jeg ville bare gerne arbejde med hende. 

Jeg er meget fascineret af filmens tema, der kredser om traditioner og ritualer, fordi jeg ikke selv er vokset op med nogen af delene. Det er Paprika heller ikke, så det var super spændende at få lov til at gå ind i det rum, som ingen af os har fået lov til at være i som børn og unge, fordi vi begge er hippiebørn. 

Jeg har et postkort derhjemme, hvor der står ”Nothing is forever except change”, og sådan kan jeg godt have det, men samtidig har jeg et kort på mit køleskab, hvor der står ”routines, rituals, boundaries”, så jeg har stort respekt for betydningen af ritualer og traditioner, og hvad det betyder for venskaber og relationer i en familie.