Det er bestemt ikke alle, der er
glade for ulvene, men kong Frederik blev begejstret ved synet af rovdyrene
under sidste års kongejagt i Klosterhede Plantage.
Det fortalte han tidligt torsdag
morgen, hvor han gjorde klar til årets jagt.
Klosterheden, der ligger i
trekanten mellem Lemvig, Struer og Holstebro, er det tredjestørste skovområde i
Danmark efter Silkeborgskovene og Rold Skov.
Ifølge TV Midtvest mødte en
borger tidligere på ugen en flok på syv ulve under en vandretur i plantagen.
Lokale mener der formentlig var tale om mor med seks unger.
Ved den seneste optælling af
ulve, anslog Institut for Ecoscience og Faunaøkologi på Aarhus Universitet at
der er 44 ulve i Danmark fordelt på ni ulvepar og deres hvalpe. De udelukker
dog ikke, at der kan være flere.
Annonse
Ulvene har tidligere i år dræbt
familiehunde ved Ulfborg og Ikast, ligesom mange landmænd næsten ugentligt
melder om dræbte dyr. Der er desuden mistanke om, at størstedelen af bæverne i
netop Klosterhede Plantage er blevet nedlagt af ulve.
Selv om jagt på ulve er forbudt,
så kan myndighederne give tilladelse til at skyde såkaldte ”problemulve”, hvis
der ikke findes anden løsning, og hvis det ikke truer ulvens naturlige
udbredelse.
Katrine Fruelund ses ved parolen med vicedirektør i Naturstyrelsen, Mads Jensen, 52, transportminister Thomas Danielsen, 42, og hofmarskal Christian Schønau, 58.Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Fruelund med på jagt
Blandt de knap 30 gæster ved
kongejagten var den tidligere håndboldstjerne Katrine Fruelund, 47, der var med
på landsholdet da Danmark vandt guld ved OL i Sydney og igen i 2004 i Athen.
Hun var inviteret som formand for
bestyrelsen for Naturnationalpark Fussingø, der er et flot naturområde tæt på
Randers.
Fruelund har tidligere været
teamleder i Landbrugsstyrelsens kontrolafdeling i Randers og er nu ansat ved
ejendomsmægler John Frandsen i Randers med ansvar for salg og vurdering af
blandt andet landejendomme.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.