Kvinde, der sidder med ansigtet i hænderne og er ked af det

Har din partner været dig utro? Her er fem gode råd til at komme videre

Har din partner været dig utro, kan det ikke alene sende dig ud i en livskrise. Opdagelsen kan give dig angst, depression og PTSD, fortæller parterapeut og master i sexologi Maj Wismann. Og det skal vi tale mere om, mener hun – og giver samtidig sine bedste råd til at komme ordentligt videre.

Ifølge Projekt Sexus, en befolkningsundersøgelse som Statens Serum Institut og Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet står bag, har op mod 23 % af danske mænd og 14 % af kvinder været deres nuværende partner utro mindst én gang. Det svarer til hver fjerde mand og hver syvende kvinde. 

Selvom så mange mennesker oplever utroskab i deres parforhold, er det naivt at tro, at det ikke har konsekvenser, mener parterapeut og master i sexologi Maj Wismann og fremhæver samtidig vigtigheden i, at vi begynder at italesætte, hvor ødelæggende det rent faktisk kan være.

 – Vi kan kun handle på det, vi ved. Og hvis du tror, at din partner ”bare” bliver lidt ked af det, når du er utro, og efter et halvt år er alt godt igen, så har vi et problem. For utroskab kan ikke sidestilles med at lyve om, at man har glemt at købe mælk på vejen hjem fra arbejde. Det er et helt andet niveau. Flere, der udsættes for utroskab, ender faktisk med at få angst, depression eller PTSD, siger Maj Wismann og tilføjer:

– Jeg kan godt forstå, at vi ikke taler om det, fordi det er jo ikke særlig rart at blive mindet om, at det er den påvirkning, ens handlinger har, men det er en nødvendighed. For utroskab har kæmpestore, følelsesmæssige konsekvenser for den svigtede part.

I en ny bog ”Men hvorfor – De skjulte og (ofte) oversete konsekvenser af utroskab” forsøger Maj Wismann gennem 524 skriftlige besvarelser fra personer, der enten har været udsat for utroskab, eller som selv har været utro, at kortlægge de konsekvenser, der er forbundet med utroskab.

Hele 14 % af dem, hvor partneren har været dem utro, har svaret, at de har haft symptomer på enten stress, depression, angst eller PTSD.

Ifølge Maj Wismann er det ikke kun chokerende for den svigtede part at opdage partnerens utroskab. Det samme gælder for den, der har begået utroskab, når konsekvenserne skyller ind over parforholdet og familien.

– At se sin partner og sine børn i stor smerte er i sig selv svært, men at man selv har forvoldt den smerte, er ubærlig, fortæller Maj Wismann og uddyber:

– Utroskab breder sig som ringe i vandet – og jeg tror, det er de færreste, der er klar over, hvilken påvirkning det har på eventuelle børn i parforholdet. Jeg behandler mange mennesker gennem metakognitiv terapi og EMDR-behandlinger (traumebehandlinger, red.), og når jeg taler med flere om deres barnetraumer, er det ikke usædvanligt, at forældrenes utroskab dukker op. Det er altså voksne mennesker på 40 plus, som har oplevet utroskab i deres forældres parforhold, hvor enten far eller mor forsvandt fra den ene dag til den anden og pludseligt giftede sig med en ny. Det medfører et stort forladthedstraume hos barnet, for hvis ikke du kan regne med din mor og far, hvem kan du så regne med? Det er et enormt tillidsbrud for et lille barn. Og det kan for nogle forfølge dem i deres voksenliv, så de får svært ved at indgå i et parforhold.

Som ringe i vandet

Der er ingen rigtige eller forkerte måder at reagere på, når man opdager sin partners utroskab. Og det kan tage lang tid at komme sig. I den proces er der især én ting, som er vigtig at forstå, påpeger Maj Wismann, og det er, at andre menneskers adfærd ingenting siger om dig.

– Når din partner har valgt at begå tillidsbrud, har det ingenting med dig at gøre. Det handler om, hvordan din partner håndterer sine egne følelser, tanker, impulser, manglende selvværd og selvtillid, manglende mod, you name it. Det siger intet om dig – og det siger ikke noget om dit værd, om hvem du er som menneske, eller om hvorvidt du kan stole på andre mennesker. Og det er ikke din skyld, at din partner har været dig utro.

Det kan være svært at overbevise sig selv om, at partnerens utroskab intet har med én selv at gøre, og derfor er det altafgørende, at man får noget professionel hjælp, ellers vil traumet følge én fremover – og du vil tage det med ind i nye relationer og måske endda have svært ved overhovedet at indgå i dem, fortæller Maj Wismann.

– Jeg møder mennesker i min klinik, som har gået med PTSD-symptomer i 20 år. Det vigtige er at få bearbejdet den følelsesmæssige skade, så det er et lukket kapitel, ellers vil såret blive ved med at springe op og fx udløse jalousi. Det skal ud af systemet – og det kræver altså typisk professionel hjælp.

Foruden professionel hjælp har Maj Wismann fem gode råd til dig, der har været udsat for utroskab.

1. Hold fast i din hverdagsstruktur.

– Det kan være skidesvært, men hvis du kan, så prøv at involvér dig i noget, som ikke handler om din partners utroskab, så du tillader din hjerne at holde en pause. Det kan føles meningsløst i øjeblikket at lade livet gå videre, når din verden er gået i tusinde stykker, men det virker. Hvis du står op, går i bad, tager på arbejde – alt det, du plejer, vil du sende dit system et signal om, at du stadig har en form for kontrol og handlekraft i dit liv, selvom du er medtaget.

2. Konfrontér smerten – vig ikke udenom.

– Lad dine følelser løbe igennem kroppen og tillad dig selv at være ked af det. Det kan godt virke svært at nå at slikke sine sår, før du skal forholde dig til en hel masse andet, fordi verden går videre, men det er vigtigt, at du ikke forsøger at undgå dine følelser – heller ikke selvom de er voldsomme. Vi er ofte meget bange for kraftige følelser, men vi skal tillade os selv, at de er der og græde det ud, hvis det er det, der er behov for. Der er intet som en god tudetur.

3. Tag en pause fra tankerne.

– Vi mennesker vil rigtig gerne problemløse, og vi tror, vi kan tænke os til rigtig mange ting, men ofte vil vi opleve, at alting kollapser. For du kan ikke tænke dig til at få det bedre, eller få problemerne til at forsvinde ved at tænke dem væk. Og nogle gange har din hjerne brug for en pause fra de mange tanker. Det er noget, man kan få hjælp til gennem metakognitiv terapi.

4. Vælg nøje, hvem du åbner dig op overfor.

– Du skal virkelig overveje, hvem du vælger at åbne dig op overfor. Alle mennesker har stærke holdninger til utroskab, og det er ikke alle mennesker, der vil være den bedste støtte for dig. Jeg møder ofte klienter, som har fortrudt, at de fortalte det til hele vennegruppen med det samme, eller at de involverede deres forældre for tidligt i forløbet. Så del dine dybeste tanker og følelser med få fortrolige, som støtter og rummer dig.

5. Tilgivelse er ikke nødvendigvis vejen frem.

– Mange tænker, at tilgivelse er en rationel beslutning, man tager, men det er det sjældent, og man skal ikke tilgive for enhver pris. Tilgivelse bliver først aktuel, når den utro part udviser tillidsvækkende og ærlig opførsel over for sin partner, men det handler faktisk generelt meget lidt om tilgivelse for at kunne komme ordentligt videre – hvad end det er som par eller alene. Det handler om at få tillidsbruddet bearbejdet.

Om Maj Wismann

Klinisk sexolog, Master i Sexologi v. Aalborg Universitet og forskningsbaseret parterapeut med egen praksis siden 2006.

Står bag bogen "Men hvorfor?Fortællinger fra de utro og fakta om utroskab" og er snart aktuel med opfølgeren "Men hvorfor? Del 2: De skjulte og (ofte) oversete konsekvenser af utroskab".