På tv lignede det mændenes valg: Jeg havde allerede sagt nej
Inden en roseceremoni skal kvinderne fortælle, om de har tænkt sig at sige ja eller nej, hvis de bliver tilbudt en rose.
Med en ukulele i hånden og et håb om, at kærligheden ventede lige rundt om hjørnet, trådte 23-årige Jeamilla ind på den røde løber i "Bachelor".
Artiklen fortsætter under videoen.
Men selvom Kreta summede af romantik, blev det ikke dér, hun fandt sin eneste ene. I det nyeste afsnit blev Jeamilla nemlig valgt fra af både Nicklas eller Christian, og hun måtte derfor forlade programmet uden en rose.
Over for HER&NU fortæller Jeamilla i dag, at det er en smule misvisende, når det i programmet ser ud, som om det alene var mændene, der bestemte, at hun skulle hjem. I virkeligheden havde både produktionen og hun selv længe vidst, at hendes tid på rejsen nærmede sig sin afslutning.
– Et par dage før roseceremonien kunne jeg mærke, at jeg begyndte at få det svært. Jeg havde ikke de samme følelser i det, som jeg kunne se, at de andre kvinder havde. Derfor tog jeg en snak med både min deltageransvarlige og med Petra. Vi gennemgik det hele, og jeg blev ret ked af det, fordi jeg kunne mærke, at det ikke var rigtigt for mig at være der. Vi aftalte, at jeg skulle give det frem til sandhedsfrokosten. Så jeg gik ind til frokosten med en fornemmelse af, at det nok ville blive min sidste dag, men jeg forsøgte at være åben og håbede, at noget ville ændre sig.
Til sandhedsfrokosten blev Jeamillas mavefornemmelse dog bekræftet, da Nicklas udpegede sine tre favoritter: Silje, Nina og Amalie.
– Jeg kunne slet ikke se pointen i at blive, fastslår Jeamilla.
Sagde nej på forhånd.
Kort efter sandhedsfrokosten kom roseceremonien, og allerede forud for roseceremonien takkede Jeamilla nej til roser fra begge mænd – Ifølge hende skal alle kvinderne nemlig fortælle produktionen, om de vil sige ja eller nej til roser, hvis de får dem tilbudt.
– Jeg havde først en snak med en af nøglepersonerne i produktionen, hvor jeg sagde, at jeg ville sige nej, og derefter en anden snak med en anden, hvor jeg sagde: "Jeg kommer ikke til at sige ja til nogen roser i dag", fortæller hun.
I dag fortyder Jeamilla, at hun ikke selv tog beslutningen tidligere.
– Jeg ville ønske, jeg bare havde lyttet til min mavefornemmelse og var taget hjem. Jeg synes, det er frustrerende, at det ender med at se ud som om, det er dem, der tager beslutningen om, at vi ikke skal date længere.
Dog fik Jeamilla lov til at sige højt i programmet, at hun også ville have takket nej til en eventuel rose.
– Det var derfor vigtigt for mig at sige højt, hvordan jeg havde det, for jeg var helt afklaret. Og det var jo fint, at vi endte med at være på samme side, afslutter hun.