Ekstraordinær beslutning: Christian sendt hjem til mor midt i optagelserne
Når hovedpersonerne i "Bachelor" og "Bachelorette" får besøg af deres nærmeste hjemmefra, må de normalt ikke mødes med dem før optagelserne, men i denne sæson bliver der lavet en undtagelse.
Følelserne bobler og gensynets glæde er stor i denne uges "Bachelor", da både Christian og Nicklas får besøg hjemmefra. Christians mor og Nicklas’ bedste ven Emil er rejst hele vejen til Kreta for at bakke op om kærlighedseventyret.
Artiklen fortsætter under videoen.
Til HER&NU fortæller Christian, at han helt ekstraordinært fik lov til at møde sin mor, før de skulle på optagelser sammen.
– Min mor boede i en anden by på Kreta, cirka ti kilometer fra der, hvor vi optog. Jeg fik lov til at tage hen og besøge hende, fordi produktionen tydeligt kunne mærke, at jeg var meget presset. Normalt må man ellers ikke ses, før man står sammen på optagelserne, fordi mødet skal være så autentisk som muligt. Men de sagde: “Christian, tag hjem og besøg din mor.” Og i det øjeblik de sagde det, gik jeg bare afsted – ti kilometer til fods – hjem til hende, for jeg havde brug for luft og for at se min mor, forklarer Christian og fortsætter:
– Vi tilbragte hele aftenen sammen. Vi var ude at spise og fik talt om alt. Efter min lille personlige krise ugen før havde jeg virkelig brug for at vende både programmet og min situation med hende.
Også Christians mor blev dybt rørt over gensynet og kunne mærke, hvor meget situationen havde påvirket hendes søn.
– Min mor sagde, at hun aldrig havde set mig sådan før, for jeg mødte hende med et stort kram og sagde: “Mor, jeg har virkelig brug for dig.”Hun blev ærligt talt overrasket over, hvor varmt jeg tog imod hende, og hvor glad jeg egentlig var for at se hende, forklarer Christian og fortsætter:
– Vi er normalt en familie, der ikke snakker særligt meget om følelser, det ligger ikke til os, men lige dér var jeg mere sårbar. Under optagelserne skulle jeg jo også konstant tale om mine følelser, så jeg var virkelig i mine følelsers vold på det tidspunkt.
Ifølge Christian var hans mors besøg også afgørende for, at han kunne gennemføre optagelserne.
– Jeg sagde også til hende: “Mor, jeg ved ikke, om jeg havde kunnet komme igennem det her, hvis ikke du var kommet nu.” Det var ret intenst. Det skabte et helt særligt øjeblik mellem os.