Laura Drasbæk i sit keramikværksted

I flere år kæmpede Laura Drasbæk med kærligheden, indtil hun mødte den rigtige: ”Vi er et godt match”

Skuespiller og keramiker Laura Drasbæk har kæmpet for at finde sig til rette i parforholdet. Og det er først nu, hvor hun har mødt den rigtige, at det er lykkes, fortæller hun til Hendes Verden.

Hendes verden logo farv

I store dele af sit voksenliv har skuespiller og keramiker Laura Drasbæk kæmpet med at finde sig til rette i de parforhold, hun har været i. Og det er først nu, i sit forhold med filminstruktør Lasse Spang Olsen, at det er anderledes, fortæller hun i et interview med Hendes Verden, uge 46.

Tidligere havde hun nogle særlige forventninger til kærligheden og parforholdet, som aldrig rigtig blev indfriet.

– Jeg har haft svært ved at være til stede i det, jeg var i, og at synes det var godt nok. Og at jeg selv gjorde det godt nok. 

I dag danner Laura Drabæk par med Lasse Spang Olsen. I forholdet til ham mærker hun, hvordan hun endelig har sluppet de forventninger, og hun finder pludseligt en kæmpe styrke og lykke i at være glad for det, de har, i stedet for at synes, at de skal være et bedre sted, fortæller hun i interviewet og fortsætter:

– Vi er enormt gode til at acceptere og respektere hinandens valg og måde at leve livet på. Fordi vi er et godt match. Vi arbejder begge meget og bliver opslugte af det, vi laver. Men vi er også bare gode sammen, fordi vi ikke kræver noget nyt og andet af hinanden og os selv i relationen, men virkelig værdsætter det, vi har. Det kan lyde som om, vi nøjes, men for mig er det præcis det modsatte, fordi det gør os i stand til at være i alt det gode, der er lige nu og her.

Om Laura Drasbæk

Født 1974

Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater

Har spillet med i en lang række film og tv-serier. Er aktuel i krimiserien Sommerdahl og filmen Jeg tror, jeg elsker dig

Bor på Nørrebro i København. Kæreste med filminstruktør Lasse Spang Olsen og mor til to voksne drenge

Har i dag eget keramikværksted og butik på Jagtvej i København. Her arbejder hun blandt andet sammen med sin søn Vilfred Carey Drasbæk, der også laver keramik.